Som barn boede jeg hos Bedste, sammen med mine to yngre fætre, Pablo og Freddy.
   Engang havde vi gæster i en hel uge. Moster Petruska og hendes søn, Albert. Han var lidt ældre end mig, og hans stemme var i overgang. Han fortalte mig så meget og han lyttede til det jeg sagde. Og når hans hænder strejfede mig, sendte det frydefulde bobler gennem mig.
   Vi var sammen omtrent fra morgen til aften.
   En hel eftermiddag var vi sammen i skoven. Albert fortalte så levende om det hele. Og han kunne finde det gode hindbærsted, da jeg fortalte ham om de dufte og lyde, der viste vej.
   Da vi kom hjem med hver sin kurv, fyldt med hindbær, bølgede en herlig duft os i møde. Kogte kartofler og pølser. Bag duften truede dog en modbydelig, krads stank. Sennep.
   "Kom og sæt dig, Raja. Jeg har øst op til dig," sagde Freddy ivrigt og tog min hånd. "Det blæser sådan," snakkede han, "din hånd er kold." Han lukkede begge hænder om min hånd og gned den. "Lad nu mig føre damen til bords," sagde Albert og lød både voksen og fornem.
   Jeg behøvede nu ikke blive ført. Jeg kendte stuen ud og ind.
   Men sulten var jeg, og så snart jeg mærkede, at Albert også sad ved bordet, kastede jeg mig over maden.
   Uhm, sikke herlige kartofler. Lige tilpas saltede og kogt så de hverken var for faste eller for udsmattede. Jeg spiste to og tog fat på den tredje. Tog en stor bid.
   Føj!
   En modbydelig smag hamrede mod min tunge. Det stykke, der allerede sad i spiserøret, satte sig fast. Jeg hostede. Spyttede, Ville sige noget vredt, men mine øjne løb i vand, munden kogte og jeg følte mig lidt svimmel.
   Så kastede jeg op.
   " Hvor er du ulækker!" skreg Albert.
   "Hun brækker sig i hans mad," fastslog Pablo begejstret. Han var syv år, og elskede når der skete noget overraskende. Også når det var ulækkert.
   Jeg styrtede ud af stuen. Helt udenfor. Langt væk. Mine kinder brændte af skam og fortvivelse.

Næste dag tog de hjem.
   Bedste havde hentet mig ind om aftenen, men jeg gik bare i seng, vendte ryggen til alt og alle, og lod som om jeg sov.
   Til sidst sov jeg virkelig.
   Og da jeg vågnede om morgenen, var jeg vred.
   At han kunne gøre det.
   Ja, for Bedste havde fortalt, at det var Freddy, der havde lavet mad. Og så måtte det jo være ham, der havde kommet sennep ind i den ene kartoffel.
   Om aftenen havde jeg skreget til Bedste,at hun skulle give ham en kæmpestor endefuld, men hun sukkede bare og jamrede; "Jeg burde ikke have ladet ham lade mad, men vi skulle jo sy tøj til din onkel. Og Freddy er jo så dygtig af sin alder. Du må selv snakke med ham."

Det gjorde jeg så.
   "Hvorfor gjorde du det?" skreg jeg til ham.
   "Det var kun for sjov," mumlede han.
   "Det var ikke sjovt, din lille fnatmide. Du ved, jeg bliver syg af sennep."
   "Du er da ikke død, du er ikke," påpegede han tvært.
   "Jeg tæver dig," truede jeg.
   "Ha, jeg løber da bare væk. Du kan ikke fange mig, for du kan ikke se mig. Ha ha, dumme tøs."
   Jeg slog ud eftr ham, men han var væk. Jeg hørte hans vejrtrækning, hørte hans strømpefødder og svuppet, da han strøg i træskoene.
   Og jeg knaldede hovedet ind i den lukkede dør. Så vred var jeg.

"Hvorfor får han ikke smæk?'" græd jeg.
   "Du må selv tage hævn," sagde Bedste, "i dag skal vi bage."
   Hvor var jeg ligeglad med det bagen. Hverken hvedeboller eller kager, kunne gøre mig i godt humør.
   Troede jeg i hvert fald ikke.
   Men mens jeg surmulende hamrede løs i dejen, fik jeg en strålende idè.

"Kom og få kage," sagde jeg senere til Freddy.
   " Er du så ikke sur mere?"
   " Jeg er ikke sur. Jeg er skuffet."
   "Så vil jeg bare slet ikke have kage, jeg vil ikke."
   "Det skal du. Sæt dig, så sætter jeg kagerne foran dig."

Jeg hørte, at han faktisk satte sig. Han skrabede i bordpladen med en negl.
   Jeg tog de fine peberkager, jeg havde bagt. De forestillede alle sammen små, tykke grise. Men de var måske lidt sortere end ellers.
   Pablo og Bedste gumlede allerede på deres grise, og jeg tog en bid af en af mine.
   Jeg ventede.
   Endelig tog han en bid.
   Og nøs. Fnøs og spyttede.
   Jeg lo.

"Ha, jeg kaster bare slet ikke op," sagde han og nøs igen,
   "Nej, for Raja er et større svin end dig," fniste Pablo.
   "Børn!" jamrede Bedste.
   " Æd til du brækker dig, Freddy," sagde jeg. Og kunne ikke forhindre tårerne i at sile ned over mine kinder. Hadede ham i det øjeblik, tror jeg. Eller var måske bare rigtig ked af det.
   "Det smager grimt," mukkede Freddy, "men hvis man tager små bidder så kan man godt spise dem."
   "Æd eller jeg holder aldrig op med at græde," sagde jeg,
   "Undskyld, Raja, det var bare fordi ...," forsøgte han.
   "Æd"
   "Sikke en stor bid!" udbrød Pablo, "En halv gris. Novra."
   Der lød et halvkvalt nys, nogle desperate tyggebevægelser og en gurglen.
   Så kastede han op.
   Pænt og anstændigt i det tomme dejfad, som han havde taget inden den halve gris. Jeg havde hørt det mod bordpladen."Var det sjovt?" spurgte han, "smiler du, hvis jeg gør det igen?"
   "Måske ...," mumlede jeg. Det var da noget mærkeligt noget at sige, syntes jeg.
   Så åd han resten af grisen.
   Og kastede op igen.

Senere talte vi om det.
   Jeg fik både hævn og en lidt dårlig smag i munden.
   Freddy var ni år, og hanvde følt sig skubbet til side af Albert, for i det daglige var det Freddy, der fortalte mig om det, jeg ikke kunne se.