Den sorte himmel fremskød, mens stjernerne blinkede som billygter igennem natten. Vinden susede igennem de små gader med søvnløse mennesker i deres senge. Mørket havde taget over, og de skjulte ting kom frem. Hundene gøede fra baggårdene, mens kattene hvæsede af ikke indbudte gæster, som kom ind på deres territorium. Der var en anderledes stilhed i dette øjeblik. Stilheden af sorg, af glæde og af forvirring. De, som ikke forstod øjeblikket, havde stilheden af forvirring, som hunde og katte. Himlen blinkede mere for hver minut, der gik, stjerneskud kom med 3 sekunder imellem hinanden. Det kunne kun sammenlignes med fyrværkeri på nytårsaften klokken tolv præcis. Sådan så himlen ud, udover der ikke var store kunstige farver. Disse farver var pure rene fra universet.
   Dette skete kun en gang i universets historie. Det var dagen, som alle havde gjort sig klar til. Der var forskellige meninger om, hvad dette betød. Nogle mente, at det var en luksus, og andre mente, at det var en forbandelse. Denne dag var blevet forudset af mange igennem tiderne, men ingen havde troet, at den ville foregå på denne måde. Alle filmene, som var blevet lavet om denne dag, havde ikke været korrekte overhovedet. Ingen troede, det ville være en skønhed på denne måde. Filmene havde gjort denne dag forfærdelig og ulidelig. I stedet var det en dag af fred og kærlighed. Tilgivelse var givet, mens man stadig vidste, at der var tid. Tid var snart ikke et problem længere. Det vidste alle.
   Mens stjernerne gav sine sidste blink, inden de døde, gav vi vores sidste knus, inden vores tid begyndte for alvor.