Hans Jørgen er lige fyldt 48. Han er førtidspensionist. Gik på pension i en alder af 36 på grund af en rygskade. Nu sidder han her, et sted mellem bevidst og ubevidst tilstand, henslængt hen over det billige cafébord på Mallorca Bar i Aalborg.
   Hans Jørgen havde, natten før, lagt hovedet på hovedpuden, lukket sine øjne og med sig selv besluttet, at den næste dag, skulle være slutningen på atten års forfald og begyndelsen på noget nyt. Ikke flere dage der vandrer forbi Mallorca bar og tager tiden med sig, ikke mere vandring i blinde, ikke flere dårlige undskyldninger, ikke mere af mere, ikke mere.

Nej, det var tid til at Den Kolde Tyrker flyttede ind. Og når han havde fundet sig til rette, så skulle verden se en verdensmand af nye dimensioner. Så skulle konen se, hvem hun havde fravalgt, til fordel for et klamt slipsedyr. Så skulle hun have en tur på lagnerne, som hun sent ville glemme, og så skulle de være nyforelskede til deres dages ende. Ja, i morgen bliver en god dag, tænkte han. Og børnene, de kære små pur. Ja, de skal skulle have sig en ordentlig far, en blodsbeslægtet én af slagsen, ikke en ligegyldig svagpisser forklædt i jakkesæt. Rasmus skulle med ud og fiske. De skulle fange nogle ordentlige torsk og snakke om gamle dage. Og når de kom hjem, så skulle han lære Louise hvordan man renser, og ikke mindst, spiser fisk. For alle kan da lide fisk. Dem der påstår andet, har bare ikke smagt ordentlig fisk. Og hele aftenen ville være så hyggelig, de ville grine som de gjorde i gamle dage og børnene ville lytte når han delte sin visdom om livet.

Og når Den Kolde Tyrker følte sig hjemme, familien var tilbage ved hans side, så skulle han åbne sit eget murerfirma. Han havde allerede en masse venner, som gerne ville arbejde for ham. Nogle satans arbejdsheste, der ville arbejde fra morgen til aften for ham. Dem der havde jobs, ville sågar forlade det, for at tjene hos ham. Så sent som i går, havde en ny ven sagt det. Og når han havde tjent sin første million, så skulle han satan'edme fortælle den bank en ting eller to, hvorefter han ville tage alle sine penge og skride. Ja, det skulle blive godt at vise verden, tænkte Hans Jørgen.

Men nu var det næste morgen, og nattens monolog var glemt og borte. Skubbet til side af Porterens tilnærmelser. Og da Den Kolde Tyrker bankede på døren, hørte Hans Jørgen ham ikke. For nu var det næste morgen, og den havde intet med natten før at gøre.