De tog op på gården, alle velvidende, at der nok skulle ske et eller andet. Peter havde taget sin flaske mjød og sit skæggede smil med. Han delte ud af sin glæde. Alle var et eller andet sted glade, men der manglede noget. Alles øjne udstrålede i hvert fald glæde. Forhåbningen og troen om, at der nu skulle ske noget, fyldte mit sind. Det, der var bag folks øjne, skulle nok blive fortrængt i løbet af aftenen. Det var i hvert fald det, jeg selv håbede på. Den udånding, der blev skudt afsted efter min dybe vejrtrækning, var fortrøstningsfuld. Jeg var klar til at gøre noget, for at være glad og i hvert fald sidde i selskab med selskabet og være positiv. Det er jo en uskreven regel, at man ikke må være andet end glad, når man er i større selskaber, med mindre man tror, at løsningen på ens problemer findes i en brandert. Nej, det bliver nemlig bare brød til kaffen i småfolkets kaffeklubber. Er det, fordi folk faktisk er kloge, at de for det meste bare er happy go lucky til større selskaber? Men der er jo også de arrogante eller usikre personer, som jeg kalder dem. De blotter deres egen ulykke eller usikkerhed og narrer folk til at tro, at de er af bedre stof end andre. Tænk, at man hindrer healing, fordi man er usikker. Det er for det meste usikkerhed, der får stemmen til at ryste. Så længe røven ryster, er der afledningsmanøvre til drengene og muligheder for, at den røv-rystende kan more sig eller i hvert fald fortrænge det, som nok skjuler sig bag de glade og selvsikre øjne. Men inden jeg kunne tænke mig til halvdelen af det, var der allerede gang i helflaskerne. Jens og Tim sad og fjollede i en sofa, imens Ida sad og kiggede ventende og høfligt på dem. Et parallelunivers, som nok skulle forenes, når tiden gik og hun fik hvad, hun skulle have, for at droppe sin usikkerhed og drengene deres, for at invitere andre ind i deres univers. Musik afgjorde altid, hvordan jeg havde det, så jeg valgte at sætte noget cool musik på inden pinligheden skulle nå mine sokkeholdere. Ikke fordi jeg gik med sokkeholdere, men jeg havde en psykisk mandsmods-sele på, der snart ville briste hvis ikke jeg fik noget øregangselskov. Elskoven i ørene var fed, og jeg følte pludselig en spontan lyst til at snakke med Peter. Det boostede mit humør endnu mere, at han efter at have hørt på min udlægning af en rigtig undervisningsreform, bød mig på et glas mjød. Det smagte godt, og vi fik også hurtigt tømt flasken hvorefter vi stod udenfor og fik os en smøg. Som vi skulle til at skodde vores smøger, kom en BMW med tonede ruder rullende ind på gårdspladsen. Ud kom to berusede svenskere, der ville snakke med Jens og Tim. Først var jeg bange, men min beruselse gjorde det nemmere at ignorere. Jeg fik under lidt omstændighed fisket Jens og Tim udenfor. Den ene af de to svenskere havde en biker-bandana på, og biker-bandana fordi hans overskæg fik ham til at ligne en seriøs biker trods hans spinkelthed. Han hed Max. Den anden var stor af bygning iført en lædervest, også med overskæg og hed Alfred. Alfred og Max, hvilken sang. Tanken om at Jens og Tim var i problemer, strejfede mig først da jeg så hvordan de begge to kiggede ned i jorden da de så hvem de skulle møde. På det tidspunkt blev jeg fordomsfuld, og frygtede, at de skyldte rockerne, som de to svenskere nok var, penge, og at jeg nu var involveret. Alt det, jeg havde fortrængt gennem aftenen, fyldte pludseligt mit hoved, og jeg blev paranoid. Jeg kunne ikke være der mere, så jeg skred. Lod som om jeg skulle pisse og kravlede ud ad toiletvinduet, uden at finde ud af hvad rockerne i BMW'en ville Jens og Tim. En ting var sikker. Jeg ville ikke ofre mig selv for diplomati mellem mine såkaldte venner og rockerne. Jeg vidste ikke længere hvor jeg havde nogen og jeg havde mest af alt lyst til at finde den nærmeste rumrejse til mars og snige mig ombord. Jeg boede kun en kilometer derfra, så jeg løb da jeg kom ud på grusvejen. Var det alt sammen indbildning? Havde jeg kædet de forkerte ting sammen? Jeg fulgte mit hjerte, hvilket var det eneste løfte, jeg havde lovet at holde for Anders inden han døde. Anders var min mentor og livsrådgiver. Han var i sine levende dage svær at forstå, men de ting han sagde til mig, gjorde at jeg kunne tænke selv og dømme rigtigt. Altså helt nøjagtigt dømme rigtigt ud fra hvad, mit hjerte følte var rigtigt at gøre. Og nu var det rigtigt at skride. Endelig var jeg hjemme i seng men jeg kunne ikke sove. De seneste dage havde jeg haft enormt svært ved at falde i søvn så jeg fandt en meditations-video på YouTube, som ikke virkede en skid. Jeg havde nok mere brug for en afledningsmanøvre. Dog ikke en rystende røv.