Sandet. Hun betragter det. Ser, hvordan sandet løber. Fra oven og ned. Det er tyngekraftens skyld. Hun vender timeglasset. Sandet løber videre. Stadig fra oven og ned.
   Nogen forsøger at åbne døren i entreen. Hun hører sammenstødet med sofaen, der står i vejen, men hun ikke så meget som ser op. Hendes blik fjerner sig ikke et øjeblik fra timeglasset. Hun er nødt til at holde øje med det. En mand bander.
   Der bliver stille igen. Men kun for en tid. Der lyder et brag fra badeværelset. Lyden af smadret glas. Hvorfor havde hun ikke tænkt på den mulighed? Det var dumt. Hun vender timeglasset igen.
   Hun kan høre skridtene. De forsøger at være lydløse. Hun hører, hvordan de tøver, før de igen træder på gulvet, så det knirker. De nærmer sig først køkkenet, men finder ingen. Nu går de mod stuen. Det rum hvor hun befinder sig. Hun hviler hovedet på bordet og stirrer som hypnotiseret på timeglasset. Sandkorn efter sandkorn falder igennem.
   "I guder, hvad er det for en lugt?" siger en stemme. En dyb mandestemme. Han snakker til sig selv. Han har ikke opdaget hende endnu. Hans skridt bevæger sig længere ind i rummet. Hun lister hånden ind under bordet og samler den op.
   Han er bag hende. Hans hånd ligger sig på hendes skulder. Hun snurrer rundt og retter den blodige kniv mod ham. Manden springer tilbage og stirrer forfærdet på hende. Ikke på kniven, men på hendes krop.
   "Hvad fanden er der sket med dig pigebarn?" udbryder han, men hun svarer ikke. Hun vender sig mod timeglasset og vender det igen. I sidste sekund. Det var alt for tæt på.
   Han går om foran hende og ser et øjeblik på timeglasset. Så tager han en telefon op af lommen. Han forsøger at ringe, men der er ingen forbindelse. Det vidste hun godt. Verden omkring dem er så uendelig langt væk, og de er alene. Men alligevel ikke helt.
   Manden bander. Hun ligger en finger hen over munden. Han skal være stille. Ordene lyder forkerte. De skræmmer hende i stilheden. Det er dumt af ham at være her. Dumt af ham overhovedet at være gået herind.
   "Hvem er du, og hvad sker der her? Jeg er kriminalbetjent, Peter Frederiksen, og jeg forlanger et svar." Mandens ordre lyder som en knurren, som en vred hund. Hun ryster på hovedet, for det er lige meget. Der er kun en ting, der er vigtigt. Hun vender timeglasset.
   Han går igen. Hen til vinduet, men der er brædder for. Alt er lukket af. Undtagen badeværelsesvinduet. Det havde været dumt af hende at glemme det. Hun burde barrikadere det, men hun kan ikke gå. Går hun, løber sandet ud. Løber sandet ud, forsvinder tiden.
   "Du skal dække badeværelsesvinduet." Hendes stemme er kun en sølle, hæs hvisken, og han hører hende kun lige akkurat.
   "Hvorfor i alverden skal jeg det? Er du ved at låse dig inde?"
   Han forstår ikke. Det gør ingen. Men han skal forstå. Hun ser på ham, men kun et øjeblik. "Vi er fanget. Du skal dække badeværelsesvinduet."
   Hun ved, han ikke forstår, men han går. Hun hører skramlen, og hun ved ikke, hvor lang tid der går. Så kommer han tilbage. Han har skåret sin finger, og blodet siler. Men kun en lille smule. "Nu har jeg gjort det. Vil du så forklare mig, hvad der foregår?"
   "Det var dumt af dig at komme her. Nu kan du ikke gå." Hun ryster på hovedet og vender timeglasset igen.
   "Hør, naboerne ringede og fortalte, at de var bekymrede, fordi ingen har forladt huset i en uge nu, og dine forældre har ikke været på arbejde. Hvor er de henne?" Han ser rundt. Leder efter dem, men hun ryster på hovedet.
   "De er her. Men du skal lade dem være. De vil bare have fred," hvisker hun og nikker. Det er nemlig rigtigt. Det er sandheden. Sandheden.
   "Hvor gammel er du egentlig?" Han går om foran hende. Hun ser ikke på ham. Sandet løber. Et ur, der bliver ved og ved. Men kun så længe hun vender det. Ellers standser tiden.
   "Sytten år. Jeg er sulten, men mor kan ikke lave mad. Der er noget i køleskabet. Vil du hente det?"
   Hendes øjne tigger ham, og han henter mad. Frugt. Hun spiser grådigt, men ikke et eneste øjeblik slipper hendes øjne timeglasset. Flere gange må hun vende det. Han forstår ikke, hvad det er der sker.
   "Jeg bliver nødt til at tale med dine forældre. Hvor længe har du siddet her helt alene?" spørger han. Hun tænker. Viser ham så syv fingre. En hel uge. "Kan du hente dine forældre?"
   Hun ryster på hovedet. Og kaster et enkelt blik mod den barrikaderede rude. "De kan ikke gå. De vil bare have fred."
   Han mister tålmodigheden. Hun kan mærke det på ham. Men hun er ikke bange for ham. Selv om han knytter næverne og råber og bander af hende, er hun ikke bange. Hun lukker det alt sammen ude. Hun er i sit eget hoved. Det eneste sted hun er i sikkerhed.
   Han rejser sig og går. Rundt i huset og leder. Hun har vendt timeglasset mange gange, før han kommer tilbage. Han er ikke vred længere, men hun kan se, at han tænker.
   "Jeg bliver nødt til at hente forstærkning."
   Han går, men hun springer op og standser ham. Et øjeblik forsvinder kontrollen over hendes blik. Det bliver vildt og rædselsslagen. Hun ryster på hovedet og falder på knæ foran ham. Tigger ham om at blive. Han må ikke gå. Han skal blive her. Her, hvor han er i sikkerhed.
   Han sætter sig i en af stolene, og han ved, at han ikke kan forlade hende. Hun vender timeglasset igen og forsøger at få kontrollen over sin hektiske vejrtrækning og sit flakkende blik. Igen bliver hun rolig. Bliver denne dukke, der vender timeglasset igen og igen uden at foretrække en mine. Han tænker. Han har en dårlig fornemmelse.
   "Er I en lykkelig familie?" spørger han. Hun nikker og smiler, men smilet er falskt. Han ser rædslen i hendes blik. Hun vender timeglasset og kærtegner sin hals. Synker en klump og nikker. Hun taler, men det er til sig selv.
   "Ja, vi er meget glade. Mor og far elsker hinanden. Det har de altid gjort. Vores familie er perfekt. Også selv om manden siger, den ikke er. Han lyver. Alt er perfekt."
   "Hvilken mand?" Han næsten kaster sig frem i stolen. Han ser på hende. Hun smiler og banker på sin pande. Hun griner. Et dødt og følelsesforladt grin. Det kribler ham ned ad ryggen.
   "Han er der altid. Han siger, at jeg har levet på en løgn. Men det er ikke sandt. Det er ham, der lyver." Hun vender timeglasset. Knuger det mellem sine hænder. Knuger så hårdt, at sårene på hendes fingre springer op. Det bløder, men hun er ligeglad. "Jeg er lykkelig."
   "Hvem er denne mand? Hvor længe har du kendt ham?"
   "I et år. Jeg mødte ham på en cafe. Han var så flink. Snakkede med mig, og vi mødtes igen og igen. Han tog endda med hjem, når mor og far skulle noget andet. Han var så flink. Men han forsvandt altid, når de kom hjem. De måtte ikke kende ham. Han ville ikke sige hvorfor."
   "Mødte din mor og far nogensinde denne mand?" spørger han. Han ser hendes rystende hånd ligge sig på kniven. Hun kæmper. Blikket flakker, og smilet falmer.
   "Ja, men først da han havde løjet," hvisker hun. Hun løfter kniven. Men smider den fra sig, da hun skal vende timeglasset. Hun må ikke glemme det.
   "Hvad løj han om?" spørger han.
   "At han er min far. Men han lyver. De lyver!" Nu skriger hun. Hun presser hænderne mod sine ører og skriger. Hendes krop ryster, og han rejser sig og skynder sig at fjerne kniven fra hendes side. Hun vågner brat op. Vender timeglasset.
   "Hvad sagde din far og mor til det?" spørger han og sætter sig på stolen igen. Hun smiler. Ryster lidt på hovedet og ler.
   "Far blev helt bleg. Mor begyndte at græde. De sagde, at de skulle fortælle mig noget. Men de løj. Ligesom manden." Hun nikker og trykker hænderne mod sit hoved. Hun vil ud derfra. Det er farligt. Stemmerne er overalt. De hvisker. Fortæller løgne. "Men vi er en lykkelig familie. Manden er ligegyldig, for vi er stadig sammen. Mor og far sover bare. De er trætte, fordi de har været på arbejde."
   "Hvor sover de henne?" spørger han. Hun peger på to stole. De står i hjørnet og er dækket af lagner. Han rejser sig og går derhen. Lugten, der havde ramt ham, da han var trådt ind i rummet, rammer ham nu igen. Den er skrap. Han trækker lagnerne væk og bliver næsten overrumplet af den fæle lugt. Men det han ser er langt værre.
   Han taber kniven, da han bakker. Øjne, rædselsslagne i de sidste sekunder før livet randt ud, stirrer på ham. Munde, åbne i det sidste dødsskrig, beder ham om hjælp. De to stive kroppe sidder side om side og stirrer på ham. Han får kvalme.
   Pigen står ved siden af ham. Hun holder kniven. Smiler. Han bakker mod udgangen. Hun følger efter ham og rækker kniven frem mod ham. Hans blik er fæstnet på hendes mave. Han ser gennem det flænsede tøj, stirrer på det størknede blod. Han ser ordene. "Mor+Far". Omgivet af et hjerte.
   "Hvad har du gjort?" råber han. Han kan ikke kontrollere sig selv. Begge standser. Hun sænker armene.
   "Jeg har ikke gjort noget," siger hun.
   "Du har myrdet dine forældre!" brøler han. Han kan ikke besinde sig.
   "Jeg har ikke myrdet nogen. Han ville. Han sagde vi skulle, så vi kunne blive lykkelige. Ligesom vi burde. Han ville myrde far." Hun peger på sin mave. På ordet "Far".
   "Dine sindssyge vrangforestillinger kan ikke redde dig. Tror du jeg er dum?"
   "Nej." Kun få sandkorn mangler. Hendes blik forandrer sig. Bliver skræmt. Hun løfter armen og peger. "Han er her. Han er trængt ind"
   Han vender sig om. De sidste sandkorn falder.