Krop, sind og ånd.
Hvor det dog irriterer mig,
at jeg bruger så meget energi og tanker på min krop.
Sind og ånd er alt andet lige langt, langt vigtigere.
Jeg ligger under for det.
Bukker under for det.
- idealet.
I dag, i hvert fald....
Det er ikke nok for mig, at vide jeg er elsket af min mand.
Vil se begær i hans øjne og vide,
at han finder mig fysisk attraktiv.
Helst uimodståelig.
Fik bugt med spiseforstyrrelsen.
17 år med Hr. Bulimi som følgesvend.
Skiftevis sult, overtræning og opkast.
Slap fri.
Endeligt.
Af adfærden og den udøvende del af sygdommen.
Men jeg er kvinde og ligger fortsat under for idealet.
Skønheden ligger ikke alene i det indre.
Det fysiske har også noget at sige.
Mænd tændes fysisk - af det fysiske.
Det er ikke nok for mig, at tænde hjerter, som en anden Jomfru Maria.
Jeg vil også tænde lidenskab, som Maria Magdalena.
Hvorfor er jeg genetisk disponeret for at være buttet, på den måde?
Det har jeg ikke lyst til og det er uretfærdigt !
Min smukke og tynde svigerinde klager over hun har taget lidt på.
De få kilo ekstra, kan jeg overhovedet ikke se nogen steder på sivet.
Selv render jeg rundt med en sæk så stor,
at Morten slet ikke må røre ved mig, for jeg føler mig klam.
I dag, i hvert fald...
Jeg er træt af det.
Skønhedsidealet.
Af mig selv.
Over jeg jeg trods brud med den spiseforstyrrende adfærd,
stadig kæmper med mig selv i mit hoved.
At jeg ikke kan 100 % acceptere min krop.
Jeg synes den langt hen af vejen er super fin
og har tilmed accepteret mormor-armene.
Jeg laver hurtigt en "find det positive" liste:
Flotte lange ben,
smukke og store bryster
en (altid) for vilderen numse (som jeg sjovt nok aldrig har haft komplekser over - tværtimod. Den holder!).
Men maven overskygger det hele.
Den er kæmpe og der sidder cirka 10 kg for meget på den.
Timeglasfiguren er skiftet ud med en fejlproduktion fra Pernille Bülow værkstedet.
Jeg er omgivet af tynde mennesker.
Alle herhjemme er tynde.
Næsten rad-magre.
Jeg er buttet og leverpostejsagtigt.
Og jeg er bare rigtig trist over mig selv .....
Min mand var på stripbar i Polen med firmaet.
Ja, det var jo det sted, der havde åbent på den tid af døgnet.
De skulle bare have nogle øl.
Fair nok.
Ville have gjort præcis det samme selv.
Med eller uden firma.
Men bare tanken om de hvide-russiske unge, spændstige kroppe,
får min tissekone til at snørre sig sammen.
Det kan kun give kløe i min mands diller - tænker jeg.
For han er gift med den polstrede Bondekone,
der engang var sprød.
Den side er nu død.
Tilbage er der en mave så blød
og alt, alt for stor.
Hvor er det lige meget!
Hvor er det overfladisk og ligegyldigt.
Verdens tomhed.
Get over it, lille dame...
Men, vi er alle - mere eller mindre - kropsforstyrrede, spiseforstyrrede, idealforstyrrede.
Mest af alt,
forstyrrer jeg mit åndelige arbejde.
Mit kald og mit formål.
Fordi jeg lader krop fylde mere end sind og ånd.
I dag, i hvert fald...
Ville ønske, jeg kunne være lækker på den modige og kække måde.
At jeg bare kunne grine og hive mig selv i flæsket og råbe:
"Jeg elsker min krop, mine deller og min store mave".
Men det kan jeg ikke.
Selvom jeg ved , at de fleste tænder på en kvinde, der tænder på sig selv.
Men jeg synes ikke det er spor feminint med en julemands-sæk.
Og jeg har aldrig mødt en mand, der synes en stor fyldig vom til en kvinde er sensuel.
Har lyst til at gemme mig.
Sove, putte mig og være asocial.
Gider ikke at skulle til arrangementer.
Når jeg ser sådan her ud og er omgivet er nymfer,
der æder løs og er tynde.
Måske en svensk skov er løsningen?
Gemme mig i en træhytte.
Spise chokoladekiks, drikke kaffe og skrive.
I timer, dage, uger?
Hvor der ikke er et spejl.
Hvor jeg ikke konstant bliver mindet om,
hvordan jeg ser ud
eller, ikke ser ud.
Det er så forbandet.
I min anoretiske periode,
svømmede jeg i komplimenter.
Forårsagede endda biluheld,
fordi nogen havde travlt med at glo efter nymfen i leopardkjole på cykel.
Nu er jeg rask.
Nu er der ingen der glor.
Heller ikke selvom jeg stråler og er glad.
Heller ikke engang på de gode dage,
hvor selvværd, selvtillid og selvkærlighed går op i en højere tre-enighed.
Ikke engang jægerne eller bønderne herude på landet glor.
Gad vide, hvor mange kvinder der har det som jeg?
Inderst inde.
Derinde, hvor ingen andre ved, hvad der tænkes og føles.
Hvor vi ikke måles på, hvad vi siger.
Hvor der ikke er noget rigtigt eller forkert.
Jeg bilder mig ind, hver dag,
at det er godt jeg er rask og ikke længere syg.
Jeg blev mor og det satte mig fri.
En mor kan ikke have issues med mad og vægt.
Jeg bilder mig ind, at det kun er flot
at se ud som jeg, som næsten 40 årig og to fødsler bag mig.
Men jeg mener det ikke dybt nede.
Det er bare en måde at overbevise mig selv om,
at den store mave trods alt er bedre end sygdommen.
Men er der kun enten eller?
Jeg drømmer om en slank krop.
En feminin og sensuel figur - med former,
som jeg kan forføre med.
Som jeg kan tirre med.
Det giver mig følelsen af ur-kvindelighed.
Den vestlige verdens ideal,
er mit helvede.
I dag, i hvert fald...