Når jeg skubber til væggen henne ved min seng, gir den sig. Som en hemmelig dør, knager den og går op. Nen kun lige nok til at jeg kan komme ind.

Det lille mørke rum dufter af blomster og græs.
Der er to døre med et lille skilt på hver. På den ene er der et billed af et træ og på den anden, et billed af min far.

Jeg har mange gange før besøgt dette rum. Billedet på døren til højre ændres hver gang men billedet af min far, har aldrig ændret sig.
Døren til højre er mine drømme. Det er der mine eventyr lever.

Jeg går imod døren til højre og glæder mig. Der er bare noget ved den anden dør der river i mig. Adrenalinen farer igennem mig og jeg bliver nød til at hjælpe nogen. Jeg bliver nød til at åbne fars dør.

Idet jeg træder ud af døren blænder sollyset mig. En hede varmere end helved brænder i mig. Jeg falder på knæ og skriger. Varmen forsvinder langsomt, sammen med den frygt der drev mig imod døren. Jeg kigger rundt og finder mig foran en parkeringsplads. Bag den ligger et stort gult hospital med store buske på hver side af indgangen. De få mennesker der er her, går rundt som om jeg ikke eksisterede og ikke lige havde skreget af smerte. Men det er lige meget, der er noget jeg skal her.

Jeg rejser mig og finder en elastik frem fra mine shorts og sætter mit lange mørke hår op i en hestehale. Efter at have børstet snavset af mine knæ går jeg over parkeringspladsen hen til en bænk. Tager en smøg op ad min pakke og finder ud af at jeg har glemt min lighter, "skønt" med et suk rejser jeg mig og går over imod manden der sidder et par meter væk, det kunne være han havde en jeg måtte låne.
Mine ben begynder og ryste, og er ved at give efter, manden der sidder sammensunket på bænken er min far.

Han ser syg ud, er det derfor han er her? Jeg har ikke snakket med ham i over 6 år men jeg hørte at han var holdt op med at drikke, så det kunne ikke være det. Tænk hvis han ikke kan genkende mig, hvis han ikke vil se mig. Det er derfor jeg er her ikke? Fordi jeg skal se ham i øjnene og give slip på ham. Vi har ikke nogen fremtid mere, ikke efter al det han har gjort. Luften skærer i halsen på mig da jeg tar en dyb vejrtrækning og går over imod ham.

Han kigger ikke op, han sidder bare og kigger trist ned i jorden med en halv smøg i hånden med et langt bøjet stykke aske på. Jeg står og kigger på asken som falder af og daler ned på hans sko. Ingen reaktion. "hej far" siger jeg tørt. Han kigger op og smiler kærligt til mig som om han vidste at jeg ville komme. "hvad laver du her far?" Han svarer ikke og jeg tænker om han overhovedet har hørt mig. Jeg åbner munden og skulle til at spørge ham igen men han rejser sig og tager min hånd. "du ved jo at jeg er holdt op med at drikke, men min lever er ødelagt så de kan sgu ikke gøre noget Karina".

Det næste øjeblik står vi i hans lejlighed, jeg kigger rundt og ser det hele som da jeg var lille. Den støvet reol står stadig for enden af gangen, fuld af pynteting og med en stor tyk jakke hængene i siden. Væggene var hvide engang men nu er de blevet svagt nikotin gule. Vi går over til reolen og finder en stor æske frem, det er der alle billederne ligger, af vores familie som den engang var. Vi kigger alle billederne igennem og griner af de gode minder, i det øjeblik var han min far igen, en far der stadig drak men som elskede sine børn. "Far, mig, mor og Kristian skal nok hjælpe dig. Vi skal nok finde nogen penge så du kan blive rask. Jeg ved at der er en vej igennem det her" "jeg vil ikke have hjælp Karina, jeg har valgt mine konsekvenser og det kan penge ikke lave om på".

Jeg må prøve at få ham overtalt, det bliver jeg nød til, for selvom at han ikke er i mit liv mere så har jeg altid vidst at det nok skulle gå, at han var lige rundt om hjørnet.
Han rejser sig og går ind i stuen. På det runde spisebord ligger der et stort blåt stykke papir og en sølvtuds ved siden af. Min far har altid været kreativ og hvis han ikke havde spildt sit liv med at drikke var han sikkert blevet en kendt kunstner. Han kunne det hele. Jeg sætter mig ved bordet foran papiret og kigger på imens han står ved siden af og begynder at tegne. Først kunne jeg ikke se hvad han tegnede men så begyndte det at give mening. Han tegnede en engel, næsten som dem man hænger på juletræet. Det var en tegning til mig, en engel som skulle passe på mig, og det var et tak for de gode minder. "far det skal nok" Men inden jeg fik snakket færdigt var jeg på mit værelse igen, tilbage til virkeligheden.

Det var ikke kun et tak, det var også et farvel og i det øjeblik vidste jeg at jeg måtte give slip på ham for altid.