Maj sad på altanen og drak et glas hjemmelavet hyldebærsaft. Den røde farvede i glasset pyntede perfekt på det lille hvide bord som passede til de små stole. Alt var i den mest herlige orden. Maj kiggede op fra de gyldne bærdråber og hen på hendes nyplantede blomsterkrukker. Der var både lyserød, lilla og stærk pink i den yndige krukker. Blomsterne stod og sugede sommeren til sig. Maj smilede og tog en tår af den velsmagende drik.
   Martin dukkede op i døren, hvilket forskrækkede Maj. Hun tabte noget af saften på det hvide bord, hvorefter hun vrissede af ham. Boblen af perfekt harmoni var tydeligvis brast nu, tænkte hun.
   "Hvad vil du?" Snerede hun af ham. Ingen kunne være i tvivl om, hendes misbehag ved hans tilstedeværelse.
   "Undskyld, forskrækkede jeg dig skat?" Spurgte han.
   "Ja hvad tror du selv? Jeg sad ligesom og nød stilheden og udsigten. Hvad vil du så?" Hun var stadig irriteret over ham.
   "Jeg ville bare høre om det var okay med dig, hvis mig og drengene tog i parken for at spille bold?" Han prøvede at smile, men det blev til en opgivende grimasse i stedet.
   Maj fik en kraftig rynke i panden, lige imellem øjenbrynene:
   "Jamen hvad med aftensmad, jeg har taget kød op fra fryseren. Hvad har du tænkt dig, jeg skal gøre med det så? Spise det helt alene?" Majs stemme slog over fra at have været hård og irriteret, til nu at bævre og blive klynkende.
   Martin sukkede og slog blikket væk fra hende:
   "Nej selvfølgelig ikke. Du kan bare lave det som planlagt. Så bliver jeg hjemme sammen med dig." Hans læber blev stramme og han så trist ud foran sig. Men Maj lagde ikke mærke til hans reaktion. Hun livede op, og skyndte sig ind i køkkenet for at gå i gang med maden.