Jeg har endnu engang og havde stærke lyster til endnu en drink. Men min rigtige last var ikke sprut - det var kvinder.
   Jeg forstod dem ikke, jeg havde aldrig forstået dem. Jeg ofte sur, når jeg blev træt. "Sikken en smuk pink himmel" havde det lydt. Det var smertende ærligt, det var bare ikke den slags jeg gad at høre på. Jeg følte ofte i nærvær af kvinder, at jeg spildte min tid - spildte min dyrebare tid. Fordi "jo da" jeg kunne godt tænke, at himmelen var særligt smuk den aften. Men det var jo ikke den første gang at den havde været smuk... Jeg blev sur invendigt, og den surhed udviklede sig ofte til frustrationer, og de frustrationer var til at mærke - og høre. Jeg boede det meste af tiden alene, jeg ville egentlig gerne have det anderledes - men jeg var træt - træt og sur især på kvinder. Det mærkeligste var at nogengange når man bare passede en fremmed kvinde - så kunne man mærke glæden i blodårene... Altså disse helt fremmede kvinder - der som oftes passede på cykler - mens solen bagte fra en sky fri himmel. Jeg tror min kvinder skal passere som cyklister der passere - det skal forskøne en kort glimt, og jeg skal have dem ud af klappen før jeg bliver sur - og træt.