3Krammet
Et skridt. Og så et til. · Nærmere og nærmere og til sidst så tæt p... [...]
Kortprosa
7 år siden
3Kujon
så tæt på, men en uendelig mur af glas holder mig tilbage · - oppe.... [...]
Digte
8 år siden
24Kalligraferet
Foran mig dukkede huset frem mellem træerne. Hus var måske det fo... [...]
Noveller
8 år siden
1Dedikeret
Vinteren var hård og kold · Sommeren var varm og lang · Min eneste pe... [...]
Digte
8 år siden
3Det forkerte ben
Hvis han strakte armen lidt længere, bare en anelse, ville hans f... [...]
Kortprosa
9 år siden
22Mærket
Det var den særeste drøm. Jeg kunne stadig mærke de glatte runde ... [...]
Fantasy
9 år siden
4For dig vil jeg
For dig vil jeg · Gå langsomt over stykker, der splintres · Skubbe lu... [...]
Digte
9 år siden
6Det tabte
Gennem glasklare kolde øjne · Med glatte negle og samlede fingre · So... [...]
Digte
9 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Angelie Andersen (f. 1989)
Foran mig dukkede huset frem mellem træerne. Hus var måske det forkerte ord. Det var mere en herregård. En statelig ejendom i tre etager for enden af en smuk allé af poppeltræer. Bilens dæk knasede i perlegruset, da jeg drejede ind i gården og parkerede min mors gamle Opel Kadett. Jeg sad et stykke tid og betragtede stedet, inden jeg tog mine solbriller af og steg ud af bilen.
   Dyb indånding. Bare gå ind. Det er dit hjem nu.

Hjem.


I solens hårde lys lignede huset en uindtagelig borg. Høj og kold. Og derinde boede min far, min lillebror og hans mor, min fars kone. Min allerstørste fan. En utålmodig mjaven kom fra bagsædet, hvor min gamle kat ventede i sin grønne transportkasse. Hun hadede den, men uden den vandrede hun panisk rundt inde i bilen og gjorde mig til en mobil katastrofe.
   "Kat-a-strofe, fik du den Samson?" Jeg smilede ad hendes fornærmede udtryk, løftede kassen ud og smækkede døren med min røv. Hun havde været fornærmet lige siden jeg gav hende det navn.
   "Velkommen til dit nye hjem." Min oldgamle kat mjavede og forsøgte at kradse sig ud gennem tremmelågen. Mine trin knasede højlydt hele vejen op til den massive trædør, med det store metalgreb, som jeg hev ned i med iskolde fingre. Rent og tomt.
   "Hej!" råbte jeg og lukkede døren bag mig, inden jeg lukkede Samson ud af sin kasse. Hun så sig mistroisk omkring, men luntede så varsomt fra entreen og ind i spisestuen. Hvis Samson mente det var sikkert nok, måtte jeg vælge at stole på hende. Hendes instinkter var trods alt bedre end mine.
   "Far? Kristoffer?" Intet svar, "Katrine?" Gennem spisestuen, ind i stuen og ud gennem de store skydedøre i glas. Katrine stod ind over havebordet i sin bikini og med en lang pensel i hånden.
   "Hej Katrine," sagde jeg smilende og gik hen for at give hende et kram.
   "Hej skat." Mit smil blev lidt strammere.
   "Ved du hvor far og Kristoffer er?"
   "Jamen skat," sukkede hun, "De er da til badminton." Nå, ja - selvfølgelig. Det var jo allemandsviden. Et øjeblik iagttog jeg hendes penselstrøg over et stort stykke kraftigt papir. Kalligrafi, så det ud til.
   "Ny hobby?" Hun lagde penslen ned og kiggede for første gang på mig.
   "Hvor har du tænkt dig at sove henne?" Jeg trak på skuldrene, "Hvorend der er plads?"
   Hun rettede sin bikini og satte sig i havestolen bag sig, hvor hun tilsyneladende havde efterladt en krimi, hun nu genoptog. Hun fugtede sin pegefinger og bladrede, "Det ved jeg snart ikke. Martin og Anne er jo på besøg i aften og Kristoffer har snakket om at få en ven over."
   "Jeg er ligeglad. Jeg kan bare sove i stuen, hvis det er." Indøvet ligegyldighed. Katrine udåndede tungt, men sagde ingenting. Det betød vel, at det var i orden.
   Som regel varede det ikke mere end en halv time, efter ankomst til dette sted, før den der bitter-sure galdefornemmelse i min mave manifesterede sig.

Martin og Anne havde lavet mad den aften og Katrine havde udvalgt en flaske rød fra lageret i kælderen. Der skulle nok løbende komme flere på bordet.
   "Hvad synes du, Martin?" spurgte Katrine på sin sædvanlige indsmigrende facon. Martin nikkede venligt anerkendende og satte vinglasset ned.
   "Udmærket Katrine."
   Kristoffer og hans ven, sad med den seneste spillemaskine og ventede på, at vi andre blev færdige, så de kunne få deres dessert og barrikere sig på Kristoffers værelse. Anne havde lavet cheesecake med kirsebær fra haven. Den var virkelig god og jeg var netop ved at gøre en ende på mit stykke, da Katrine valgte at vende sin opmærksomhed mod mig.
   "Smager den godt, Cecilie?" Hendes tynde smil virkede af en eller anden grund misbilligende. Helt ærligt, det var mit første stykke.
   Jeg smilede til Anne, "Ja, du har virkelig gjort et fint stykke arbejde, Anne. Jeg har aldrig selv prøvet kræfter med en cheesecake, men måske jeg kunne låne din opskrift?"
   Annes ansigt lyste op, "Vi kan da lave en sammen på et tidspunkt-"
   "-Hvordan går det med Laurits' eksamener, Anne?" spurgte Katrine sødt med ryggen vendt mod mig og lukkede mig på den måde effektivt ude af samtalen. På min anden side var min far og Martin ved at diskutere noget om jagt. Det havde vidst med geværer at gøre, så det var ikke en samtale jeg ville blande mig i. Troede jeg da.
   "Har du set min nye Tikka T3 Cille?" Jeg kiggede på min far, usikker på hvad han snakkede om.
   "Øh, ja da - den er mægtig fin." Ikke særligt overbevisende.
   "Jagtgeværet på mit kontor?" sagde min far forklarende, med skeptisk løftede øjenbryn.
   "Nåh... altså nej, men det er sikkert helt fantastisk." sagde jeg og skyndte mig at tage en slurk vin, inden jeg kunne blive spurgt om mere. Efterhånden som aftenen skred frem begyndte jeg faktisk at slappe lidt af og både Anne og Martin gav mig kram, da de tog afsted.
   "Nå, men så kan du jo godt låne gæsteværelset alligevel," sagde min far, mens han gennemgik dagens post. Det var da altid noget. Man skulle ellers tro det ikke var noget problem med værelser, når de havde tre etager, men trediesalen stod ubrugt hen og en del værelser blev brugt til opmagasinering.
   "Det er så flot, at Laurits skal læse Medicin. De er så søde deres børn, og drevne. Det er fuldstændig ligesom Kristoffer, der skal på CBS." Katrine lod den hænge i luften, mens jeg tørrede bordet af efter middagen.
   "Er han ikke lidt lille til at planlægge den slags ting?" Jeg skulle bare have holdt min mund.
   "Bare fordi din mor synes det er fint, at hendes barn render rundt og triller tommelfingre. Vi kan jo ikke alle sammen nasse på staten, vel Cecilie? Man bliver jo nødt til at blive voksen før eller siden." Mine kæber var hårdt spændt og jeg havde mest af alt bare lyst til at råbe ad hende. Jeg hadede, når hun talte om min mor. Som om hun vidste en skid om noget som helst.
   "Ikke Cecilie?"
   "Selvfølgelig, men det har nok nærmest ingenting med sagen at gøre."
   "Nå ikke?" Katrine gjorde store øjne i forstilt overraskelse, "Hvad er det da så du har planlagt, hvis det ikke er, at du skal rende rundt her hos os og lege barn?" Mit hjerte bankede så hårdt op mod min hals at jeg var bange for, at jeg skulle kaste op eller besvime. Jeg var både virkelig vred, ked af det og skamfuld. Hvidglødende af uretfærdighed, men det nyttede jo ingenting.
   "Det arbejder jeg stadig på, det skal der vel også være plads til - omtanke?" vrissede jeg lavmælt. Hun smilede sødeligt overbærende. Farligt. Pludseligt var hendes person alt, alt for tæt på min. Hun havde løftet sin hånd og lod sin pegefinger bevæge sig ned over min kind, på en måde, der udefra måske virkede omsorgsfuld, men fik det til at krybe mig koldt ned ad ryggen, mens jeg holdt vejret. Hvis bare jeg kunne kaste karkluden i hovedet på hende, men det turde jeg ikke.

Det havde rumsteret nede fra køkkenet i et kvarters tid, da min lillebror kom ind for at vække mig næste morgen. Solen flød i tykke baner ind ad vinduerne.
   "Cecilie! Cecilie! Mor siger, at du skal køre mig og August til stranden. Har du taget badetøj med?" Han hoppede henrykt rundt i min seng, mens jeg forsøgte at smile.
   "Nå, så det gør hun, hva'?" Den sure fornemmelse i maven var tilbage og så inden jeg overhovedet var kommet ud af sengen.
   "Har du fået morgenmad, Kristoffer?" Rystende på hovedet hoppede han ud af min seng.
   Nede i køkkenet sad Katrine og skimtede gennem dagens avis. Hvis bare den kvinde havde haft et meget krævende arbejde.
   "Godmorgen," sagde jeg og begyndte at finde ting frem til morgenmaden.
   "Cecilie, du kan godt tage Kristoffer og August med til stranden ikke? Der er vel ikke noget andet du skal."
   "Hvornår tænker du? Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg skulle bruge dagen til at pakke ud..." Jeg blev ved med at finde på ting, jeg kunne sætte frem på bordet i håb om, at Katrine ville nå at blive færdig og gå, inden jeg satte mig.
   "Nå," sagde hun med påtaget benovelse, "-Virkelig? Så du kan altså ikke tage din bror, som du nærmest aldrig ser, en lille tur ned til stranden?" Jeg smilede stramt til hende. "En lille tur? Jo, det skulle da nok kunne lade sig gøre." Med hvert ord blev knuden af modstand i min mave større og større. Hvorfor tog hun dem ikke bare selv derned?
   "Godt, for jeg er virkelig presset som det er. Martin og Anne kommer til middag igen i aften og der er tusind ting jeg skal have ordnet." Ja, så som at tage et bad og stirre på dig selv i spejlet, vel. Det krævede intet svar, så jeg spiste mine cornflakes i stilhed. I mellemtiden havde Kristoffer fået vækket August og de to var nu i fuld gang med at blande en yderst interessant morgenmad af næsten alt, hvad jeg havde sat frem på bordet.
   Der var lækkert ved stranden. Næsten ubefolket. Jeg ville have elsket at tage min lillebror med herned, hvis ikke det havde været på ordre fra Katrine. Hun kunne i det mindste spørge først. Samson var også kommet med på stranden, til drengenes store glæde. De forsøgte at bygge sandslotte om hende og tage hende med ud i vandet, hvilket jeg hurtigt satte en stopper for. Så nu lå jeg og læste med Samson, så lang som hun kunne gøre sig, ved min side, mens drengene plaskede rundt i vandet. Kristoffer fik mig med til at lege blindebuk. Skideskægt - især fordi de var så elendige til det. Da vi havde sat August af på hjemvejen, fortalte Kristoffer om en film, han godt kunne tænke sig at se.
   "Hvornår går den i biografen?"
   "Om aftenen tror jeg..." mumlede han gennem en bid æble.
   "Ved du hvilke dage?"
   "Bjarke var inde og se den i forgårs."
   "Vi kunne tage ind og se den om nogle dage. Hvad siger du til det? Jeg skal bare lige tjekke om der er nogen pladser først."
   "Jah! Helt sikkert!" Han hoppede lidt i sædet, mens jeg smilede til forruden og allerede glædede mig lidt selv.

Middagen var et perfekt tidspunkt at bruge til at spørge om lov. De havde gæster, så Katrine ville selvfølgelig opføre sig elskværdigt, sådan som hun jo selvfølgelig var inderst inde. Da der kom et hul i samtalen, skyndte jeg mig at hoppe ind.
   "Kristoffer fortalte mig tidligere, at der går en film i biffen han gerne vil se. Så jeg tænkte jeg kunne tage ind og se den med ham, for det vil han rigtig gerne. Er det okay? Jeg tænkte vi kunne tage ind og se den på lørdag." Anne smilede og min far nikkede, "Det er da en fin ide, ikke Katrine?"
   "Jo, det er da dejligt du har lyst til at bruge noget tid med din bror." Katrine virkede dybt ligeglad og skulle til at sige noget til Martin, men jeg var ikke færdig.
   "Og så tænkte jeg, at jeg ville køre ind til byen og købe nogle ting jeg mangler i morgen. En af mine venner vil gerne komme på besøg, så jeg tænkte på, om jeg måtte tage hende med tilbage herud i morgen? Hun kan bare sove inde hos mig - det er ikke noget problem." Katrine så mildt irriteret ud, men min far nikkede bare.

Katrine ignorerede mig den næste morgen, hvilket passede mig glimrende. Jeg var i boghandlen og et par andre butikker, inden jeg samlede min veninde Sofia op.
   "Hej Cille!" Hun gav mig et stort kram og så undersøgende på mig.
   "Hvordan går det? Kan du godt overleve derude helt alene?" Jeg trak på skuldrene, "Det bliver jeg vel nødt til. Men det er ikke nemt. Katrine kan være virkelig ubehagelig. Jo før jeg kan slippe for hende jo bedre." Jeg drejede ud fra parkeringspladsen, mens Sofia rodede i mine poser.
   "Kunstprojekt?" spurgte hun og hev noget stort papir ud af en pose.
   "Det kan man vel godt kalde det..."
   Katrine satte os til at lave salat til aftensmaden, så vi stod ude i bryggerset og rensede salat og de andre grøntsager, mens vi sludrede. Ikke at der var sket meget de fire dage siden vi sidst havde set hinanden. I hvert fald ikke noget jeg kunne snakke om her. Sofia spiste ikke særlig meget, hvilket Katrine bemærkede og spurgte om hun ikke kunne lide maden.
   "Jo da, det smager rigtig godt." Sofia skyndte sig at proppe en mundfuld salat i munden. Nu var det bare sådan, at Sofia generelt ikke spiste særlig meget og også var en lille smule kræsen. På den måde var det et helt held at vi selv havde lavet salaten, så hun havde været med til at bestemme, hvad der skulle i den. Senere sad vi inde i stuen med en skål popcorn og fødderne på kanten af sofabordet, ligesom min far og jeg altid gjorde. Jeg skulle ud og hente os noget vand, da Katrine åbenbart var ved at klage sin nød til min far.
   "-For dårligt. Og nu sidder hun bare der og propper sig med popcorn med fødderne oppe på bordet! Jeg ved ikke hvad det er for nogle manerer?!" Jeg skyndte mig at lukke døren ind til stuen, rædselsslagen for at Sofia skulle have hørt noget af det, der var blevet sagt. Jeg så uforstående på Katrine. Hvor kom al det gylle fra?
   "Er der et problem?" Jeg kiggede fra min far til Katrine og tilbage igen. Min far sukkede og kørte en hånd gennem håret. Katrine så ondskabsfuldt på mig, som om jeg med vilje havde planlagt at komme ud og bryde hendes lille monolog op.
   "Jeg ved ikke, hvor din veninde har lært sine manerer, men man kan altså ikke bare sidde med fødderne på bordet et sted man aldrig før har været," sagde hun syrligt.
   "Nu har Sofia jo været min veninde i en hel del år og været hjemme hos mig rigtig mange gange, så hun er vant til at kunne føle sig godt tilpas sammen med mig. Det her er jo ligesom mit hjem nu."
   "Ja, så det kunne være du skulle opføre dig lidt mere respektfuldt overfor de mennesker, der har lukket dig ind i deres hjem!"
   "Katrine - jeg sidder jo også altid med fødderne oppe derinde," prøvede min far forsigtigt.
   "Det er jo også dit hjem," vrængede Katrine tilbage.
   "Hende pigen derinde har knap nok hilst på os før hun bare svinger stængerne op!" Jeg havde næsten lyst til at le over den absurde situation, hvis ikke det var fordi jeg var så pinlig over de ting hun sagde og vred nok til at der stod tårer i øjnene på mig.
   "Det her er jo fuldstændig latterligt. Skammer du dig ikke over at stå og sige sådan om en af mine venner?" Katrine løftede truende sin hånd og jeg hoppede forskrækket baglæns, men min far greb hendes arm inden hun kunne gøre, hvad end det var hun havde haft i tankerne.
   "Jeg tror I skal gå i seng nu Cecilie," sagde min far alvorligt og slap Katrine, som bare stirrede koldt på mig. Fucking utroligt! Og så er det os, der skal gå i seng? Jeg rystede vantro på hovedet og gik ind til Sofia, som til gengæld fik sin roomie til at komme og samle hende op, hvilket jeg på alle måder havde sympati for. Bare jeg havde kunne gøre det samme.
   Jeg havde lovet Kristoffer at læse en bog for ham. Ikke fordi han ikke selv kunne, men han syntes bare det kunne være hyggeligt. Så nu sad jeg og læste Det levende slot, mens jeg prøvede at falde til ro. Min krop rystede og jeg kunne stadig mærke panikken i mit blod. Hun er jo sindssyg...
   Samson lå hos i sengen og Kristoffer nussede hende troskyldigt, mens jeg læste højt. Han nåede at falde i søvn inden fjerde kapitel. Samson sprang med mig ud af sengen og ind til os selv.
   Jeg vågnede om natten, mens mørket pressede tykt og sort om mine sanser, uden at vide hvad, der havde vækket mig. Så hørte jeg det. Sagte knagen ovre ved min dør, inden døren knirkede næsten uhørligt og klikkede lukket. Mit hjerte hoppede i brystet på mig og fortsatte sin vilde banken. Jeg stirrede vildt opskræmt i mørket. Hun var gået ud af værelset og ikke ind, ikke? Overalt på min krop havde hårene rejst sig. Sindssyge kvindemenneske.
   Jeg fik ikke sovet mere den nat. Mit hjerte ville simpelthen ikke sætte farten nok ned til, at jeg kunne falde i søvn igen, så jeg endte med at stå op inden Katrine, som ellers skulle tidligt afsted på arbejde for en gangs skyld. Jeg skyndte mig dog op på førstesalen igen, da lyset tændtes på hendes og min fars værelse.

"Hvor er Samson henne, Cille? Jeg har slet ikke set hende i dag." Jeg lagde min gaffel ned et øjeblik og så overrasket op på Kristoffer.
   "Næ, det har du da ret i. Det var da underligt, at jeg slet ikke har tænkt over det..." Jeg kiggede op på uret. Den var kvart over to. Katrine ville snart være hjemme fra sine møder.
   "Skal vi gå ud og lede efter hende?" Jeg tog mit service op igen og skar en bid til af min mad, mens jeg rystede på hovedet.
   "Hun er en gammel garvet kat, Kristoffer. Hun skal nok dukke op før eller siden."
   Katrines bil kørte knasende gennem gruset, da jeg stod og vaskede op efter frokosten. Mit hjertes banken steg i frekvens, mens jeg stod ved vasken og så hende stige ud af bilen og slå sit lange blonde hår over skulderen. Så stoppede hun et øjeblik på gårdspladsen, inden hun hurtigt gik mod hoveddøren. Hun slog døren op ind til køkkenet og gloede på mig med store øjne. Jeg stivnede med en tallerken i hånden.
   "Hvad er der mor?" spurgte Kristoffer og gik hen til hende. Hun rystede ligesom forvirret på hovedet.
   "Det er... det er den der kat." Hun kiggede igen på mig. En kulde viklede sig om klumpen i min mave.
   "Hvad mener du?" Katrine rystede igen på hovedet.
   "Jeg ved ikke - Det var altså ikke-" stammede hun febrilsk.
   "Hvad snakker du om? Hvad har du gjort ved hende?" Jeg satte langsomt tallerkenen ned i vasken, bange for at tabe den.
   "Hvor er Samson?" Katrine så bekymret på Kristoffer og så tilbage på mig.
   "Ta' det nu roligt Cecilie."
   "Mor, hvor er Samson henne?"
   "Kristoffer, skat, vil du ikke gå op på dit værelse?" spurgte Katrine sødere end jeg nogensinde havde hørt hende før og det gjorde mig bange.
   "Hvad har du gjort ved hende?!" Det gik op for mig, at jeg råbte og jeg kiggede forskrækket på Kristoffer, som nu havde tårer i øjnene. Inden hun kunne nå at gøre noget, var jeg smuttet forbi hende og ud i gården. Der lå Samson. Hendes fine pels klistret af blod, hendes lemmer stive og hendes øjne stirrende ud i ingenting. Et lig. Jeg skreg.
   "Nej! Nej, nej nej... Samson!" Hun var helt kold at røre ved - havde ligget her længe. Kørt ned i perlegruset. Jeg vendte mig mod huset. Katrine stod i døren og kiggede på mig. Hun havde åbenbart fået Kristoffer til at gå op på sit værelse alligevel. Jeg stirrede koldt på hende, inden jeg med faste skridt gik hende i møde og puffede hende i brystet. Hun røg forskrækket bagud, ind i huset.
   "Du!" sagde jeg truende og jog min pegefinger, som en forbandelse, op mod hendes ansigt. Hun undveg rystende på hovedet.
   "Jeg ved ikke, hvad der er sket Cecilie, men jeg kørte ikke din kat ned."
   "Nå! Så hun kørte bare sig selv ned eller hvad?" Nu stod tårerne ud af øjnene på mig. Men jeg var vred. Så vred.
   "Du har hadet mig lige fra starten! Troede du, at du kunne slippe af med mig ved at køre Samson ned? Din dumme-"
   "Jeg kørte hende-"
   "-gås!"
   "-ikke ned Cecilie!"
   "Selvfølgelig ikke!" snerrede jeg ad hende og havde mest lyst til bare at rive hendes falske ansigt i stykker. Min far var åbenbart kommet hjem midt i al tumulten og stod helt bestyrtet i døren.
   "Hvad foregår der? Hvad er der sket med Cecilies kat?" Katrine skulle til at sige noget, men det skulle fandme være løgn.
   "Hun kørte min kat ned. Hun gjorde det med vilje." Jeg græd åbenlyst og pegede opgivende på Katrine. Katrine holdt overgivende sine hænder op foran sig.
   "Det passer altså ikke. Det ville jeg aldrig gøre."
   "Årh, så hold dog op!" råbte jeg, "Du har kun gået og ventet på at kunne stikke til mig på alle mulige måder!"
   "Cecilie, skat, det er trods alt bare en kat." sagde Katrine, garanteret i et forsøg på at få mig til at falde ned, men det kunne hun godt glemme. Jeg smilede sardonisk gennem mine tårer.
   "Jeg har haft Samson længere end du har haft din søn, dit overbærende røvhul! Jeg har haft hende lige siden jeg var fem!" Jeg trak vejret hikstende og hulkende, "Hun var den sidste jeg havde tilbage af min familie..." det var nærmest hvisken.
   "Du har da en familie her, Cecilie," sagde min far forskrækket og kom hen til mig.
   "Ja, for man føler sig da satans velkommen i hende der's selskab!" Jeg pegede igen vredt på Katrine som veg tilbage, som havde jeg slået hende. "Hun kunne få små børn til at selvdø, hvis hun ville. Hun er giftig og hun gjorde det med vilje, fordi hun hader mig - hader, at jeg kommer her og vil mase mig ind i hendes fine lille kernefamilie helt uden universitetsplaner og dyre vaner og hendes gener." Nu så min far først helt forvirret ud og kiggede mærkeligt hen på Katrine.
   "Skat, du kan da ikke seriøst overveje-"
   "Vi snakker om det senere, Katrine." Han vendte sig mod mig, "Nu vil jeg ikke høre flere beskyldninger, Cecilie. Du skulle hellere tage og tænke på, hvad du vil have, der skal ske med Samson nu." Friske tårer vældede op i mine øjne og ud over mine kinder, mens jeg nikkede.

Vi begravede Samson i haven. Uden Katrine. Kristoffer græd også. Jeg var ret sikker på, at han ikke ville tilgive sin mor lige med det samme. Jeg trak ham ind i min side.
   "Det skal nok gå. Hun er et godt sted nu og hun var en meget gammel kat, Kristoffer. Hun havde ondt i sine led og kunne ikke så godt se. Hun har det meget bedre nu." Jeg begyndte at græde igen - rigtig smart, når man prøver at trøste en anden. Min lillebror gav mig det største kram han kunne.
   Da vi senere sad og læste Det levende slot, sad Kristoffer med min ene hånd i sin og legede med mine fingre.
   "Hvad har du lavet med dine fingre?" Jeg kiggede undrende på dem og opdagede så, hvad han snakkede om. Sorte pletter.
   "Jeg er i gang med at male noget."
   "Er det til mig?"
   "Nej, det er ikke til dig. Men vi kan male noget sammen engang, hvis du har lyst." Han nikkede og vendte igen opmærksomheden mod bogen. Sad og læste ordene, som jeg sagde. Da jeg var gået ind på mit eget værelse igen, kunne jeg høre min far og Katrine skændes. Der var en del råben og jeg var næsten bange for, at hun ville begynde at smadre ting og at de ville vække Kristoffer, men der skete ikke mere. Min krop, som jeg ubevidst havde spændt helt op, slappede langsomt af igen. Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg hørte trappen give sig. Mine øjne spærredes op. Jeg skulle have låst døren! Kunne jeg nå derhen, inden hun gjorde? Nok ikke. Så gav håndtaget sig og jeg lukkede febrilsk mine øjne igen, mens mit hjerte hamrede så hårdt, at man måtte kunne se det gennem dynen og i hvert fald høre det tydeligt nok. Min seng gav sig. Hun sidder på min seng! Jeg prøvede at kontrollere min krop, men jeg begyndte helt ubehjælpeligt at ryste. Hun sukkede og bevægede sig, så sengen knagede. Det sitrede i hele min krop. Så kunne jeg mærke hendes ånde mod mit øre.
   "Du vil ikke ødelægge min familie. Hører du? Jeg vil ikke finde mig i flere lege fra din side." Syren i mit indre kogte og jeg var bange for, at jeg meget snart ville kaste op.
   "Forstår du, hvad jeg siger Cecilie?"
   Pause
   "Jeg ved du er vågen - du ryster jo som et espeløv. Det bør du også, din elendige møgtøs."
   Mere varm ånde, nu mod mit ansigt. Hun lod fingrene løbe ned ad min pande, så jeg gispende virrede med hovedet.
   "Det her stopper nu. Ikke?" Jeg nikkede hurtigt og bad til, at hun ville gå nu. Hun var knap ude af døren, før jeg kravlede ud af sengen og kastede op i en af mine shoppingposer. Så græd jeg igen.

Lørdag morgen. Biografdag. Søge arbejde. Fantastisk.
   Min hjerne var helt stivnet. I koma efter endnu en næsten søvnløs nat. Det her stopper nu.
   Kristoffer skulle være hos en ven i dag og min far var nok allerede taget på arbejde. Det betød, at jeg var alene tilbage med Katrine. Mit hoved blev helt varmt og omtåget ved tanken. Jeg skulle bare afsted så hurtigt som muligt. Jeg tjekkede Kristoffers værelse, men der var ikke nogen og efter stilheden at dømme, var han ikke i huset. Hvor mon Katrine var? Jeg vandrede meget stille rundt fra værelse til værelse på førstesalen, for at se om hun var udenfor et sted. Det var godt vejr, så det var meget muligt. Til sidst fandt jeg hende ude på terrassen i gang med sin kalligrafi. Hun så koncentreret ud. Det var perfekt.
   Jeg samlede Kristoffer op hos sin ven, efter at have været ude med ansøgninger. Nogle havde virket interesserede nok, så der skulle nok blive et opkald eller to. Håbede jeg i hvert fald. Kristoffer hoppede glad ind i bilen og snakkede løs om sin dag med Bjarke. Børn og sommerferie - det er en ideel kombination. De føltes uendelige, da man var lille.
   "Vil du have popcorn?" Kristoffer nikkede, "Og cola! Og blandselv-slik!" Jeg rynkede på næsen.
   "Hvad end du vil have fister." Vi endte op med alt, alt for meget slik. Men Kristoffer havde en fest. Filmen var god nok og det var helt klart det værd at se ham sidde og hoppe sådan i sædet, når det var spændende eller uhyggeligt. Da den var færdig var han blevet helt hyper af alt det sukker, han havde spist og hans mund kørte non-stop, så jeg nærmest ingenting hørte af hvad han sagde. Jeg fiskede min lydløse mobil op af lommen og så, at min far havde ringet syv gange. Der lå en telefonbesked.
   "Cecilie, ring tilbage når du får den her besked." Han lød helt forkert. Helt, helt forkert. Det løb mig koldt ned ad ryggen og jeg skævede til Kristoffer for at se om han havde samlet op på noget.
   "Hvad var det?" Fandens til opmærksomme børn.
   "Det var bare far. Han ville have mig til at ringe til ham."
   "Hvorfor?"
   "Det ved jeg ikke?" Mine fingre rystede da jeg trykkede redial og ventede.

Han kom og hentede os. Fortalte mig, hvad der var sket. Katrine havde skudt sig selv. Jeg rystede på hovedet. Uforstående. Kristoffer var helt chokeret og græd først slet ikke. Han havde fået at vide, at hans mor var død, men ikke hvordan. Efter vores far havde sagt det nogle gange, kom tårerne endelig. Vi græd alle sammen. Jeg holdt om Kristoffer hele vejen hjem. Alting var blevet fjernet. Katrine og alt hendes kalligrafigrej, som hun havde stået med. Geværet. Vi sad i stuen med Kristoffer og så noget fjernsyn, som ingen af os rigtigt så. Til sidst faldt han i søvn. Hans ansigt helt klistret af tårer. Vi lagde ham i seng, inde hos min far. Så viste han mig farvelbrevet. Det var kalligraferet og der stod kun et eneste ord. Undskyld.
   Min far prøvede at overbevise mig om at det ikke var min skyld, men det var jeg ret sikker på, at det var.
   Efter at have siddet længe i stuen uden at sige noget, gik vi i seng. Min far gav mig et kram. Den nat drømte jeg om overkørte katte og farvelbreve og blandselv-slik, og der kom ingen knirkende skridt.
   Kristoffer kom ind og vækkede mig. Han sad ved mit skrivebord, mens jeg kom ud af sengen. Så vendte han sig mod mig med noget i hænderne. Det var en lille sort glasbøtte.
   "Det er blæk, Kristoffer." Jeg gabte og strækte mig.
   "Til hvad?"
   "Til mit kunstprojekt." Han så et øjeblik glad ud.
   "Er det færdigt? Må jeg se det?" Jeg smilede overbærende til ham.
   "Jeg har allerede givet det væk, desværre. En anden gang, ikke?"
   Han nikkede og fulgte med mig nedenunder, med sin hånd i min.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/10-2012 09:07 af Angelie Andersen (Angelie) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4856 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.