2Julegavebjerget
Der findes lige så mange mavepiner, som dyr i zoologisk have. Det... [...]
Eventyr og fabler · jul, julegaver, engel
2 år siden
3Ulvetider
"Og sikke store, røde Øjne, du har, Bedstemor." · "Det er, for at j... [...]
Noveller · gys, rabies, tjernobyl
3 år siden
5Spilledjævlen
7. marts 2013 · Kære Mikkel · A broken computer for a broken heart · Ær... [...]
Noveller
5 år siden
6ST - Stærk Tobak
Jeg stiger ud af bussen, du ved, Blågårdsgade ved Elite Købmænd, ... [...]
Noveller
6 år siden
3Bare et almindeligt menneske
Drama i ét akt: · Dronning Margrethe: Marianne Gade · Journalist fra ... [...]
Noveller
6 år siden
5Soulmates
1. · Jeg leger...kommer i tanke om en WebCam, jeg har købt til comp... [...]
Noveller
6 år siden
6Fødselsdagssamtale med Søren Kierkegaard
Kåre Kristensen (KK): Pressen taler så meget om, at man kun har a... [...]
Filosofihulen
6 år siden
8Karl Marx gravrøst anno 2013
Der er nu gået 146 år siden, jeg udgav Kapitalen i 1867. Her foru... [...]
Essays
6 år siden
23Mulle
År 1992 · "Den er grim", sagde Mary. · Far smålo: "Hæ-hæ, en lyserød ... [...]
Noveller
7 år siden
6From Dust to Dust - Really?
"Hvad skal der stå på din gravsten? - Spurgte jeg mig selv. · Jeg b... [...]
Essays
7 år siden
7Ordet
Ordet · Kaare Kristensen · "I begyndelsen var Ordet". · Sådan åbnes Joh... [...]
Filosofihulen
7 år siden
6Lille Monster
Vi fandt ham bagefter på en mark, en masse af blod snarere end et... [...]
Noveller
7 år siden
12Lorteheld
Hvor heldig kan man være, hvæser Hanne, hun er lige faldet i en h... [...]
Kortprosa
7 år siden
6Clintons barber
Clinton-Monica Levinsky sagen nåede sit første højdepunkt, da Ken... [...]
Smilebåndet
7 år siden
24Mosefund på skærmen
Hvis du lige gider at høre engang. For resten, jeg hedder Caspar ... [...]
Noveller
9 år siden
11Jeg har altid frygtet cancer
Det startede som 9årig, hvor vi drenge altid belagde vore ord med... [...]
Essays
10 år siden
9I bøhlandet til halsen
Hun kom, så og gik, min date fra dating.dk. · Jeg stod bagefter og ... [...]
Kortprosa
12 år siden
6En forfatter i maven
- Sikken dog en fantastisk konfirmationssang, du har skrevet. Har... [...]
Kortprosa
12 år siden
1Københavneren
- Hvem ringede? råbte hun. · - Ham Københavneren. Han er stiktosset... [...]
Noveller
12 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 6. kapitel
Hen på eftermiddagen kommer en hestevogn kørende. Det er Homér og... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 5. kapitel
Sammen drager de afsted på hestevognen for at genoplive Knivprins... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 4. kapitel
På kirkegården ligger på hviden knæ, den kvinde, der ikke har mer... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 3. kapitel
Første aften Hvidlille bliver fastspændt på den runde plade, og d... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
3Hvidlille og Lille Far - 2. kapitel
Hvidlille bliver hos Homér resten af sin barndom og lidt til. Og ... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 1. kapitel
Det er sorten nat. Dér kommer en lasepjaltet mor krammende en byl... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
25Hvidfødningene
I hjørnet af en gammel stald lå en nyfødt, hvid pige med røde øjn... [...]
Eventyr og fabler · eventyr
12 år siden
15To, ét, tusind eller ingen ben
"Ville du også gifte dig med mig, hvis jeg kun havde ét ben?" spu... [...]
Kortprosa
13 år siden
21Helvedes Hjerte
1. · "New York er én, stor kæmpemødding, større end den største sky... [...]
Noveller
13 år siden
22Kattefar
1. · "DEAD MAN WALKING" gjaldede det udenfor den dødscelle, hvor Ji... [...]
Noveller
13 år siden
8Hans og Grete fra Ukraine
Langt ovre mod øst levede engang et rigtigt djævelmenneske, som v... [...]
Eventyr og fabler
13 år siden
15Tusind Stykker
1. · "Alting kan gå itu - et hjerte kan gå i tusind stykker - kaldt... [...]
Noveller
13 år siden
2Bananen - version 2
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
13 år siden
7Bananen
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
14 år siden
11Alle Tiders Julegave
Hvor var de søde. Sytten juleengle - ingen over hundrede år - sad... [...]
Noveller
14 år siden
5"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Med Flam til søs · Klokken otte næste morgen afhentede jeg Flam som... [...]
Noveller
15 år siden
1"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Ernest tanker om at skrive · Jeg nød at skrive noter på denne kystr... [...]
Noveller
15 år siden
11Momentet "jacta est alea" mellem kl. 2 og ...
Ved 2-tiden i går nat havde vi vores første telefonsamtale. Kl. 4... [...]
Kortprosa
15 år siden
3Billedets magt
Første Script · Mine første ord som forfatter i Fyldepennen, ja, i ... [...]
Kortprosa
15 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kaare Kristensen (f. 1944)
År 1992
   "Den er grim", sagde Mary.
   Far smålo: "Hæ-hæ, en lyserød rotteunge."
   Far så tårer i Mors øjenkroge. Hun sagde: "Ja, en grim lyserød rotteunge, det er, hvad Far og Mor har med til deres lille prinsesse." Hendes stemme skælvede, og Far glattede ud: "Skal vi ikke hellere sige troldunge, vores alle sammens guldtrold."
   Mor og Far smilede nu begge til Mary, men hun stirrede bare hårdt på familiens nytilkomne. Så vendte hun sig om, løb op ad trappen til første sal og råbte ned over entréen: "Den er grim!"
   De hørte døren til hendes værelse blive smækket. De så lidt rådvilde på hinanden, og Far sagde: "Det er helt normalt. Heldigvis går det snart over." Mor sagde: "Mary vrissede også, dengang vi kom hjem med Frederik."
   Forældrene kom lige fra fødeklinikken. Kejsersnit. De havde fået en velskabt pige på 3.500 gram, et ønskebarn. Det havde ikke været let. De havde været på 'hårdt overarbejde', som Far kaldte det. Fertilitetsgraden af hans sædkvalitet var målt til nul, eller helt præcist til under 0,1 promille. Men selvom højst hver titusinde sædcelle var befrugtningsdygtig, så opmuntrede fertilitetsklinik i Århus dem til at forsøge. Det gjaldt bare om at kompensere, gøre en ekstra indsats. Manden skulle spise sundt, motionere fx anskaffe en skridttæller og gå ti tusind skridt om dagen, bruge løssiddende benklæder og underbenklæder. Det skulle muliggøre en 6-12 sædafgange i døgnet. Kvinde skulle føre kontrol med sin frugtbarhedsperiode og spare manden udenfor disse månedlige otte dag. Og vigtigst: hun skulle straks efter sædoverføringen indtage en behagelig hovedstående stilling i godt 5 minutter. Et støttestativ fra fertilitetsklinikken havde kostet godt tre tusind kroner, men så skulle selv den svageste af Fars små haletusser kunne nå sit mål.
   Denne indsats blev belønnet i den 18. frugtbarhedsperiode. Menstruationen udeblev, og ni måneder efter kom ønskebarnet til verden, Mary. Nu manglede blot en lillebror. Frederik blev han døbt forlods. Men han døde kun ti dage gammel ved vuggedød. Mor vidste ikke, at tidlige spædbørn skulle lægges til at sove på maven og uden hovedpude. Hun græmmedes af sorg og selvanklage og ville ikke have flere børn, men det fik hun så alligevel efter to års hård overarbejde.
   Nu var første del af den overordnede familieplan faldet på plads, den lykkelige familie. Nu gjaldt det anden del: at blive til noget, blive kendte. Det havde de for øje, da de omdøbte "Lykkebo" til "Øjenslyst", deres lille toetagers murstensvilla med de to grønne gavntårne på Grev Schacksvej i Tønder. "Øjenslyst" stod der på en stor gul keramikplade og sammen med de to gavltårne så hed det 'slottet', når ingen andre hørte det. At de titulerede deres 3½ årige datter som 'prinsesse Mary', det smilede alle af, ja, deltog gerne i prinsesseriet. Man kendte jo ikke deres storhedsdrømme. Dem skjulte de på bedste sønderjyske manér ved at kalde sig Far og Mor - aldrig Peter og Kate Mathiesen. Det eneste mistænkelige var deres hår, Mors afrofrisure og Fars lange krøllede hår.
   De arbejdede begge ved Kristkirken i Tønder, Far som organist og mor som kirkegårdsgraver. Men begge betragtede de sig som kunstnere. Far skrev melodier til de mange unge talenter, som han kendte gennem sit arbejde for Tønder Festivalen, mens Mor var horrorforfatter og havde gået udgivet to bøger, som dog ikke havde slået an. Lige nu var hun optaget af en novellekonkurrence med det bundne emne, 'realistisk gyserhistorie'. Det faldt hende svært. Som stor beundrer af Lovecraft og hans surrealistiske univers, så gik hendes historier altid ud over den virkelige verdens grænser, men ikke godt nok. Hun var enig med sine kritikere i, at hendes historier manglede den overbevisningens kraft, den ægthed, som hun specielt fandt hos Lovecraft.
   Hun sagde: "De bedste horrorforfatteres storhed grunder i, at de er tilstrækkeligt bindegale til selv at tro på den virkelighed, de skaber. Jeg mærker lidt af de selv, når jeg arbejder på kirkegården. Hver grav er noget særligt, har en særskilt atmosfære omkring sig. Jeg forledes tit til at tro, at det har noget med genfærd at gøre."
   "Far sagde: "Hvis du lover at begrænse det til dit kirkegårdsarbejde, så er det OK med mig, bare du ikke tager det med hjem. Lov, at du holder det langt væk fra mig og børnene."
   Mor sagde: "Lad være med at sige sådant noget pjat, nå, jeg har nu selv tænkt på det."
   Far sagde: "For resten, jeg kom til at tænke på Hitchcock. Han var da ikke spor overtroisk?"
   Mor sagde: "Næ, men han lavede også kun realistiske gyserfilm."
   Far sagde: "Måske kunne du lære noget. Jeg tænker på den gysernovelle, du skal i gang med?"
   Mor sagde: "Hvorfor har jeg ikke tænkt på det?"
   Far sagde: "Vi kunne gense "'Psycho', nu da prinsessen er faldet til ro?"
   Mor diskede op med tysk dåseøl og chips, mens Far fodrede videoafspilleren med en VHS kassette.
   Far skævede til Mor, mens filmen kørte. De havde nok set den 5-6 gange, og alligevel klæbede hun til skærmen. Munden bevægede sig, mens hum mumlede replikkerne, og fingrede borede sig skiftevis ned i hans højre lår og hendes egen mælkefyldte barm. 'Psycho' handlede meget om skyldfølelse, noget der klæbede til Mor som tjære, dels fordi hun forsømte sin familie på grund af sit horrorforfatterskab, men nok mest på grund af Frederiks vuggedød. Efter 'overarbejdet' i ægtesengen gik hun tit ud i Tønders mennesketomme gader, flakkede rundt i nattemørket, men ville ikke fortælle, hvor hun havde været henne. "På kirkegården ved Frederiks grav?" havde han spurgt uden at få svar.
   Hitchcock-filmen var nu kommet til knivstikkeriet i brusekabinen. Den sindssyge Norman med den lange slagterkniv, der flænger det halvgennemsigtige badeforhæng, hak-hak-hak, akkompagneret af baggrundsmusikkens skrigende violiner, hvin-hvin-hvin, rædslen i kvindens øjne, det flydende blod, slagterknivens enerverende hakkeri.
   Far kendte scenen ud og ind, og var knapt så opslugt som Mor. Han hørte noget i baggrunden, vendte sig og så prinsesse Mary stå og dolke frit ud i luften med en spids blyant. Hendes øjne var vildt stirrende som den sindssyge Normans. Far tog Mors ansigt og drejede det væk fra skærmen og bagud mod datteren. Far så Mor lægge begge hænder for munden, klemme til og skrige. Men det berørte ikke Mary. Hun var helt opslugt i Hitchcock-virkeligheden: dolkende, stirrende og med tisset løbende ned ad benene og ud på parketgulvet.
   Næste dag var Far oppe for at vække Mary. Hun sov med en spids blyant fast knyttet i højre hånd. På gulvet lå hendes yndlingsdukke med gennemhullede øjne.
   Far tog dukken og smed den i affaldscontaineren. Det ville han holde for sig selv indtil videre.
   Det gik fint med Mor og den lille guldtrold, som egentlig skulle hedde Frederik, men så blev det jo en pige, og Frederika blev enstemmigt forkastet, så indtil videre blev hun kaldt 'Baby'.
   Baby lagde sig godt til Mors bryst. "Bedre end jeg?", spurgte Far. Baby var muligvis også årsagen til Mors skriveblokering: "Min forelskelse i den lille trold får alle mine fantasier til at gå i opløsning". Far lo: "Måske skulle du skifte hest, opstalde Lovecraft og omsadle til Astrid Lindgren."
   Knapt så fornøjet var Mary. Hun havde ganske vist lært at sige "Baby sød", men det blev fulgt op af et kærlighedskrammeri, hvor hovederne klaskede sammen, og Babys mishagsytringer gradvist arbejdede sig op og endte i et skingert skrig.
   Mor flåede Mary væk med et ryk, så kraftigt, at Mary satte i et hyl, der fuldstændigt overdøvede Baby. Hendes skulder var gået af led. Far strøg af sted med sin lille pige i begge arme. Tønders skadestue. Lokalbedøvelse, skulderen sat på plads og bundet op med en understøttende bandage. "Mor dum, Baby grim, Far sød" mumlede hun i ét væk, idet hun klyngede sig til Far, som en skibsforulykket.
   Mor og Far talte ikke mere sammen den dag, men næste sagde Far: "Bare rolig, det er ganske normalt."
   Mor så vredt på Far, som prøvede at smile: "Det kaldes søskendejalousi. Jeg har boget mig frem til et professorat i søskendejalousi."
   Mor sagde: "Du boger og boger. Kan du ikke bruge dine egne øjne?"
   Far sagde: "Jo, og de fortæller mig, at du og Baby lever på en lyserød moderkærligheds-sky."
   Mor sagde: "Og?"
   Far sagde: "Og der lever I som Tornerose bag den høje tornehæk."
   Mor sagde: "Og?"
   Far sagde: "Og du kan ikke se problemet. Mary, vores ét og alt, vores prinsesse Mary, hun må føle sig som Askepot Mary - for nu at blive i billedsprogets verden. Men det hedder også kærlighedssvigt, jalousi, frustration."
   Mor sagde: "Og?"
   Far sagde: "Og jeg taler til en dør."

Solskin, regn og kulde, tænkte Far, aprilsvejr i familien. Til solskinnet talte han, hvordan Mary havde rodet ham i håret, muttet ham på kind, næse og mund og så taget brillerne af ham og sat dem på Baby. Ja, selv mor lo, og Far klipsede en serie billeder til familiealbummet. Til regnen talte, at Mary var faldet to år tilbage i udvikling m.h.t. at kontrollere sit tis og sin afføring. Det væltede bare ud i bukserne og videre ud på gulv, stole og seng. Dertil kom, hvad Far henregnede til kulde: Mary blev stum overfor sin mor og blev stammer overfor ham og alle andre.
   Derfor undrede han sig ikke særligt, da han fik brev fra Tønder Kommune.
   "Til Peter og Kate Mathiesen
   Vi har modtaget en lovpligtig indberetning fra skadestuen, Tønder Sygehus, vedr. deres barn, Mary Mathiesens skulderbeskadigelse som følge af en affekthandling fra moderens side.
   Dertil kommer en indberetning fra Tønder børnehave, som tyder på akut regression ledsaget af destruktiv adfærd.
   Vi indkalder til møde på rådhuset mandag d. 4. august k. 10, hvor kommunen vil være repræsenteret ved socialrådgiver, børnepsykolog og en jurist fra børne- og ungdomsudvalget."
   Brevet fik Mor til ligesom at dale ned fra sin lyserøde sky. Hun indså, at det var en tordensky, hun sad midt i.
   Mødet strakte sig over tre timer. "Hver en sten må vendes", sagde mødelederen, "alle må vi hjælpe Mary tilbage." Mor lignede en krybende køter hver gang samtalen berørte følgerne af hendes affekthandling, Forståeligt nok, tænkte Far. Men hvad mon betegnelsen "destruktiv adfærd" dækkede over?
   Det var her, at børnepsykologen overtog mødestyringen. Hun berettede, at hun var blevet tilkaldt af børnehavelederen og fået forevist otte dukker med udstukne øjne og alle med tuschmalede briller. Alle havde peget på Mary, så hun tog en samtale med den svært regredierede pige, som næsten var mundlam og for øvrigt lugtede af tis og det, der er værre. Ud af de mange spørgsmål og pigens stammeri forstod hun sammenhængen: en dukke uden øjne er så grim, at ingen kan lide den. Men det er synd for dukken, at den ikke kan se, derfor får den briller på.
   Far tænkte straks, at han hurtigst muligt måtte slette billederne med den bebrillede Baby. Han vekslede blik med Mor. Hendes øjne var stive og opspilede. Så rejste hun sig op med et sæt og sagde: "Jeg har to små børn, jeg må hjem og se til", og så styrtede hun ud af lokalet.
   Far forklarede, at deres normale barnepige ikke kunne komme med så kort varsel, men at de havde anbragt børnene i hver sit værelse og låst døren ind til Baby samt anbragt nøglen over dørkarmen, så Mary ikke kunne nå den.
   "Heller ikke fra en stol?", spurgte juristen. "Jo, men hvorfor skulle hun gøre sig så store anstrengelser?" svarede Far. "Tja, hvorfor forlod deres kone mødet så pludseligt, da hun hørte om de otte dukker?" sagde juristen.
   Inden Far nåede at svare sprang døren op med et brag og Mor fo'r hen til Far. "Bilnøglen".
   Inden Mor nåede ud af døren igen, sagde juristen: "Vi overgiver sagen til politiet. Fru Kate Mathiesen, De bedes afholde dem fra at gå ind i huset, inden politiet har foretaget en ransagning."
   Far rejste sig og sagde: "Ransagning - på hvilket grundlag?"
   Juristen sagde: "Hvis, der er sket en ulykke, så må skyldsspørgsmålet bedømmes ud fra, om der findes andre lignende dukker i huset. "
   Far slog i bordet og råbte: "Kommunejuristeri", og så forlod han løbende mødet sammen med Mor.
   Den lille køretur tog normalt fem minutter, men i dag højest tre. Men hvert halve sekund føltes pulsslaget i hals og tinding. Hvis det ville have gået hurtigere, så havde Far styret lige lukt igennem gågaden. De havde mistet et barn p.gr.a. uvidenhed grænsende til dumhed, og nu sad de her jagende gennem Tønders små gyder, rystende som sad de overfor skæbnens højeste domstol, ventende på kendelsen om deres andet barns skæbne.
   Bilen drejede til venstre fra Ringvejen og ind på Grev Schacksvej. Der manglede nu kun 200 meter. En cyklist rakte hånden ud og drejede til venstre lige foran dem. Han vendte sig chokeret imod dem og råbte: "Verdammten Deutscher!" De hørte ingenting. Fremad. Hvinende bremser. Mor var først ude af vognen. Far fulgte ti meter efter. Mor skreg, og nu hørte han også et spædbarns vilde skrigeri.

År 2012
   Klokken fem om morgenen så Far med egne øjne, hvordan han blev morfar. Et ildrødt slimet babyhoved stak hovedet ud af Marys skød. Men så ville den ikke længere. Det var, som havde den fået en anelse om, at et par glasøjne stirrede på den, moster Mulles. Sådan tænkte Far, men slog så tanken bort som komplet ulogisk.
   Babys hoved skiftede farve til lyserødt, og da en lyseblå farve viste sig ved tindingerne, sagde jordmoderen: "Sådan er det med hjemmefødsler. Man kan ikke have alting med i sin jordmordertaske. Jeg ringer efter en sugekop. Guldklumpen må trækkes ud."
   Det gav i gisp i den lille familie. Var endnu en vanskæbne ved at gøre sin entré i den hårdt prøvede familie? Den blinde Mulle stod med mælkespændte bryster efter dit dødfødte barn. Mor tænkte på alt det forfærdelige der var sket - en tankerække, der altid sluttede ved en sukken som betød, at hendes tanker nu var ved lille Frederiks gravsted. Far tænkte, at det lignede forspillet til en ny sorg, som 'Jeppe-Far' skulle drukne sammen med Tønder Festivalens Venner, folk som alle forstod "hvorfor Jeppe drikker".
   I ventetiden sluprede jordmoderen sin kaffe, mens to vildtvoksende Anisette-frisurer, henholdsvis Mor med hendes sørøverklap for det ene øje og Mulle med sine glasøjne, stirrede på det blå hoved, der stak ud af Marys skød. Det trak ud med den sugekop.
   Ventetiden, kære læser, bruger vi til et tilbageblik.


* * *

   Familien Mathiesens lykkesejlads endte brat med kuldsejlingen for tyve år siden. Siden da havde de siddet fast på det selvsamme klipperev og kun oplevet den ene styrtbølge efter den anden, og altid levende med en bange forudanelse om, at den altødelæggende brandstorm lurede ude i horisonten.
   Der var ellers redningsfolk nok omkring klipperevet. Psykiatere, børnepsykologer, socialrådgivere, politi, blindeforsorgen, journalister, øjenlæger, hjemmesygeplejerske, aflastningsfamilier med mere. Far prøvede at holde rede på de mange navne og professioner, men da listen rundede de halvtreds, så futtede han den af i en brandert. Den skulle drukne skammen over hans egen nedrige tanke, at var hun dog bare død som Frederik. Så kunne de lægge blomster ved hendes lille grav, fælde en tåre og trøste sig på konditoriet, sådan som søndag formiddag normalt forløb, når Frederik fik lagt sine blomster. Men ved listeafbrændingen var Mulle en spillevende tolvårig pige strittende ud efter livet med sin hvide blindestok.
   95 procent af vor bevidsthed er lysindtryk, men for spædbarnet, Fie Mathiesen, blev det brat slukket og afløst af vekslende former for ligegyldig lysflimmer. Oftest punktflimmer i farver eller nordlyslignende lysbølgen, men aldrig totalt mørke. Men med dage eller ugers mellemrum ankom lysenglene, en slags fantomsmerter. Det var som at se ind i lyset fra en nuklear sprængning. Total hvidhed efterfulgt af ild-i-øjnene smerter. Kunne hun rive øjnene ud på sig selv, så ville hun gøre det. Men det hjalp jo ikke, når der kun var disse to døde glaskugler at rive ud. Fie skreg og klamrede sig til sine trøstende forældre og efter fem-ti minutter forsvandt lysenglene, indtil næste gang de ankom. Angsten for lysenglene kom til at forme Fies sind. Hun var en kæmper, en bersærk, som slog fra sig. Andre ville lade sig paralyse i en passiv panikangst, men Fie gik til angreb. Slog, bed, sparkede. Hun ødelagde alt, hvad ødelægges kunne, også sig selv. Rev hårtotter af, bed sig i armene og dunkede hovedet imod døre og vægge. Som lille kunne man holde på hende, men allerede som 4-5 årig blev det nødvendigt at bruge spændetrøje. Men selv i de rolige perioder, da nagedes hun af angsten for frygten. Man så det på hendes stadige tændergnidren. Om natten lå hun med bideskinne for ikke at nedslide tænderne. Om dagen kunne hun normalt nøjes med tyggegummi.
   Fars forestilling om hendes kældersorte verden dunkede som en betændt tandbyld. Men hun vidste jo intet om sit handicap. Hver eneste dag var selve livet i al sin vidunderlige storhed, livet som hun kastede sig ud i og hver dag blev en smule bedre til at mestre fx trapperne til kælder og første sal.
   Det var så hjerteskærende at se den lille livsglade Fie kravle rundt på alle fire og bruge hænderne som en slags følehorn. Det var helt fantastisk at se hende spurtkravle. Hånden blev stukket lige frem og derpå ned i lyntempo. På den måde undgik hun at støde hovedet ind i en eller anden skarp kant. Og når det så alligevel skete, og hun fik en ny bule eller et blødende sår til samlingen, så var hun så let at trøste med kys og kram og et lille stykke chokolade. Fie var en kravler indtil seksårs alderen, hvor hun fik sin hvide blindestok. Men i hjemmet foretrak hun længe efter at kravle. Det var det hurtigste. 'Fars lille muldvarp' blev hun kaldt, og snart bare 'Mulle'.
   En lille daglig rutine som at få børstet tænder, vasket øjenhulerne, smurt dem med desinficerende væske samt få genindsat glasøjnene, det var for Mulle blot en sengetidsrutine, men for forældrene en tung, kvalmende pligt. De sorte øjenhuler og det hvidfregnede arrede ansigt, det var sporene, der fortalte historien om det vilde blyants-stikkeri. Altid fremmanede det billedet af et blodigt, skamferet babyansigt. Altid denne daglige påmindelse om grænseløst forældresvigt.
   Det manglende syn efterlod et tomrum i bevidstheden, som blev udfyldt af de andre sanser, specielt lyd. Fars hele liv var musik, og han så klart, hvorledes han kunne kompensere for sit forældresvigt. Rytmiske raslelyde med rangler fik spædbarnet til at smile og række ud efter lyden. Så fulgte al slags lydlegetøj fra blindeinstituttet og kassettebånd med børnesange. Allerede som toårig kunne Mulle tralle småmelodier og slå tromme til. Sit første el-keyboard fik hun på sin toårsfødselsdag og et Yamaha elorgel to år efter. "Fars lille Mozartpige" lød det hele tiden. Han fortalte om det femårige vidunderbarns optræden for konger og dronninger og mumlede nærmest hviskende: "Måske kunne vi en dag...".
   Mulle spillede med lethed en melodi, hun blot havde hørt en enkelt gang. Men kunne hun mon også komponere? Når Mulle legede med tangenterne, så lyttede Far med store øre, og hver gang han hørte noget nyt, så skrev han det ned. "Fars lille Mozartpige" havde som femårig således skabt lige som mange musikstykker, som det store forbillede. At Far broderede det færdigt, det var den eneste forskel, sagde han.
   Som femårig optrådte hun med Bachs 'Ave Marie' i Tønder Kristkirke, og ligesom forbilledet, med bind for øjnene. Fie Mathiesen blev en verdenssensation i Tønder. På forsiden af Digeposten stod: "Mozartpigen musicerede sig ind i vore hjerter med bind for øjnene." Far fantaserede om en verdensturné. Mozarts far spenderede gladeligt penge på seks spands hestevogne, så han kunne afkorte tiden på landevejen til en uge eller to. Fyrsterne betalte jo rundhåndet. Men med privatjet kunne Mozartpigen krydse U.S.A. på et par timer. En koncert med titusind mennesker kunne indbringe en million, og tre måneder kunne... det svimlede for Far. Han så på huspriser i New York og sågar i Hollywood. Der skulle mindst være to tårne. Mor rullede med øjnene. Det var ikke fantasi, hun manglede, men så alligevel. Hun sagde ganske tørt: "Konen med æggene!" og så forsvandt hun ind på sit eget fantasiværksted.
   Allerede ved den næste optræden fik Mulle besøg af sine lysengle og ramponerede kirkeorglets tangenter, inden Far nåede at standse hende. Dermed stoppede hendes vidunderbarn-karriere indenfor kirkemusikken. Fars intense opmærksomhed søgte andetsteds hen. Øldunsten afslørede hvor: Tønder festivalens venner. Nu var begge forældre halvvejs smuttet ud af hendes liv. Men Mulle var ikke til surmuleri. Hun blev hård. Hård og bidsk. Hun nægtede at spille kirkemusik. I stedet gik hun i Anisettes fodspor såvel hvad musik og frisure angik. Hun havde alle Savage Rose kassettebånd og sang med samme hæse intense stemme. Det gik vildt for sig, da hun greb mikrofonen som tiårig på Tønder Festivalen. Også her fik hun besøg af lysenglene, men der blev hendes instrument-smadren mest opfattet som en del af hendes sceneoptræden.
   Som en provokation sang hun med Anisettestemme børnesangen: "Se min kjole, den er rød som solen"-igen og igen, indtil Fars spurgte: "Hvorfor synger du den samme sang nu for tiende gang i dag?"
   "Fordi rød ... tja, hvad er det?"
   Far vidste, det måtte komme. Hvordan forklare det synlige for en blind? Så kom forklaringen, som han havde aftalt med øjenlæger og psykologer.
   "Mulle, da du var spæd, så fik du øjenkatar og blev blind og fik pink-eyes, en slags røde djævleeøjne. Sygdommen hedder 'conjunctivitis'. Det var bedst, at du fik fjernet øjnene og i stedet fik glasøjne. Ellers ville andre børn blive bange for dig og drille dig.
   Mulle sagde: "Hvad er blind?"
   Far forklarede i det uendelige, hvordan nogle var døve og hverken kunne høre sang og musik, ja selv ikke nytårsskyderiet. Hun svarede, at så var hun glad for, at hun var blind. Men fra da af fantaserede Mulle længselsfuldt over denne ukendte visuelle verden, som sproget var så overfyldt med betegnelser for. Hvordan så Mor ud med sin store afrofrisure? Var hun grim ligesom hendes stemme? og Far med hans dejlige lange hår var han ligeså smuk som hans stemme? Og hvad med hende selv?
   "Er jeg smuk?" spurgte hun Far. "Ja, du er abeskøn køn."
   I Mulles verden kom Mor og storesøster Mary til at betyde uendeligt lidt. Mary fordi hun blev tvangsfjernet. Kommunen turde ikke tage ansvaret for en ny ulykke. Mor fordi hun blev en berømt horrorforfatter. Hun vandt novellekonkurrencen med "Guds øje", som hun udvidede til en roman. Senere fulgte "Hjemsøgelse".
   Begge bøger var nærmest autentiske beretninger fra Mors egen verden, og derfor meget overbevisende. Begge tager udgangspunkt i storesøsters blyantstikkeri på et spædbarn. Derfra skildrer romanerne moderens sygelige forestillingsverden, dels at Guds øje hænger bag hende og hvisker sit evindelige: "Spis øjne" og til sidst "Spis dine egne øjne" dels om huset som en rasteplads for al slags skabsammen af onde ånder. Blyantstikkeriet falder så godt ind i deres smag, at de vender tilbage igen og igen.
   "Mor er på turné" lød Fars forklaring på hendes store fravær i familien, hvor turné kunne betyde foredragsturné, konferencer eller indlæggelse. I de psykiatriske rapporter om Mor stod blandt andet, at "en forfatter er altid det første offer for sine skriverier. Fiktionsskriveriet kræver en så voldsom anstrengelse af indbildningskraften, at den bjergtager forfatteren før end alle andre. Ud fra et psykiatrisk synspunkt burde man måske advare vordende forfattere imod ultra-genrer som vold, sex og gys. Kata Mathiesen er endt i samme hængedynd som Lovecraft, Poe, Marquis de Sade og utallige andre."
   Et par år før sin konfirmation var Mulles bidskhed tiltaget i en grad, så hun nærmest var en anden pige, oprørsk og fræk. Hun spankulerede rundt i huset med sin blindestok 'tap-tap-tap', altid med en ond replik på tungen. Dertil kom et iøjefaldende nyt træk ved Mulle, en skrækindjagende latter, en slags hestevrinsken, som straks fik alle andres latter til at forstumme. Der var noget storladent over denne latter, som snarere henvendte sig til livets højere magter end til menneskene omkring hende.
   Fars tiltagende bekymring delte han en dag med sin genbo. Denne svarede slet ikke, men spurgte om Fie slet ikke var klar over årsagen til sine mistede øjne. Far plaprede ud med familiens historie om conjunctivitis og røde djævleøjne. Naboen rystede på hovedet og sagde, at alle da godt vidste, at det var Mary, der havde overfaldet den spæde Fie med en blyant. Far sagde, at det måtte han aldrig fortælle til Fie, hvorpå naboen igen rystede på hovedet og sagde: "Nej selvfølgelig."
   Et mærkeligt udslag af Mulles oprør var, at hun brugte alle sine konfirmationspenge, fem tusind kroner, til at købe 30 styks ti liters dunke med benzin, som hun stillede ned i kælderen. "Hvorfor? ", spurgte Far. "Jeg spekulerer i den kommende oliekrise. Min benzin vil tidoble i værdi, bare vent og se." Dunkene havde nu ligget i kælderen i fem år og var rigtignok blevet mere værd, end hvis de var sat i banken. Men for Mulle var det følelsen af vildskab og magt, som talte. Hun fantaserede, men holdt det for sig selv.
   Mulles oprør vendte sig specielt imod Mary. Mulle brugte sin blindestok til at prikke eller direkte stikke Mary med. Dette ophidsede Mary og førte let til skænderi og slagsmål.
   Mary: "Pas på med din stok, du ku' ramme mig i ansigtet".
   Mulle: "Er du måske bange for dine øjne?" Du tror måske, jeg kommer, mens du sover?"
   Mary: "Det er jeg altså træt af at høre på - igen og igen."
   Mulle: "Ha-ha, så kunne vi slås med hver sin blindestok." - Mulle satte ind med sin hestelatter.
   Hestelatteren blev gengældt året efter ovenfra. Mulle var da en19 årig pige, der ikke behøvede blindestok for at danse kropsnær kinddans, og hun ville så gerne have sit eget seende barn. Det brugte hun 2011- Tønder festival til. Og så endte eventyret med en dødfødsel.


* * *

   Her ender tilbageblikket, og vi er igen fremme til dér, hvor jordmoderen omsider havde fået en sugekop og i sidste øjeblik fik halet den blå baby ud og foretaget, hvad dertil hørte af klask og spædbarn vræl.
   Far og Mor var bekymrede for, hvorledes Mulle ville tage det. Hun havde jo mistet sit barn, men gik stadig med mælkespændte bryster. De så, at Mulle listede omkring Mary og hendes baby. Når baby grad forlod hun værelset, og de så, at hun stod og græd for sig selv. De så også, at Mulle med tårer i øjnene selv måtte malke sine bryster. Mary havde selv mælk nok.
   Men efter en uges tid blev Mulle mærkelig. Hun gik tæt på baby og sagde: "Sikken smukke øjne, den har" og så fyldte hendes hestelatter hele stuen. Mary sagde med rystende stemme: "Jamen søster, du kan jo ikke se dem".
   "Nej, men jeg kan mærke dem." Og så greb hendes hænder ud efter babys hoved, og hendes fingre løb forsigtigt hen over barnets lukkede øjne. Mary sagde: "Søster, det vil jeg altså ikke have". Mulle svarede: "Nej søster, for hvad kunne der dog ikke ske." Og på ny gjaldede hendes hestelatter.
   En dag var døren til Mulles værelse forsvundet. "Til reparation", sagde hun. Far var den første, der så den 'reparerede' dør. Med farvestrålende graffitiskrift var malet "THE SECRET OF LIFE IS THE POWER OF HOPE". Far hidkaldte Mor og Mary. Gabende forundring. Man bankede på og så nu dørens inderside. Endnu et stykke slags kunstværk: Døren var bemalet med et to meter stort krusifiks, hvorpå var sømmet de A4-store metalbogstaver: H-O-P-E.
   Far sagde: "Et kunstværk der vil noget". Mors øjne rullede: "Det kors kunne jeg bruge til forsiden på min næste bog."
   Mulle hestelatter gjaldede. Hun sagde: "Ligesom du har kunnet bruge mig som indholdet. Men hvis I synes så godt om den dør, hvorfor så ikke få malet fordøren. Så ved folk, hvad vi er for noget vrag."
   Søndag den 13. september - femten dage efter fødslen - blev familien vækket af babys forfærdelige skrig - ikke fra dens seng - men nedenunder i stueetagen. De gned alle deres øjne for en stærk svien samtidigt med at de hostede voldsomt. Selv næsen kløede voldsomt. Den fortalte dem om, at de befandt sig midt i stærkt mættede benzindampe.
   Da de kom neden under, så de Mulle stå og spærre adgangen til Mors lille arbejdsværelse, hvorfra lyden af den vildt skrigende baby kom. Gulvet sejlede i benzin og tomme benzindunke.
   Mulle svingede med sin blindestok i den højre hånd, en gaslighter i den venstre og endnu engang optrådte hun uden glasøjne, så man så ind i de to tomme øjenhuler.
   Hun sagde: "Kom ikke nærmere. Hvis jeg mærker én med min blindestok, så tænder jeg lighteren. Hvorfor Baby græder, skal vi først lige finde ud af."
   Hun pegede i retning af Mary og sagde: "Søster, du skal fortælle mig sandheden om, hvordan jeg mistede mine øjne løgne."
   Mary sagde: "Det kan jeg da ikke huske. Jeg var kun 3 år, da det skete.
   Mulle sagde: "Gå ind og trøst Baby. Det vil nok hjælpe på din min hukommelse."
   Marys forfærdelige skrig fik forældrene til også at fare derind. Far så et par glasøjne stirre imod ham fra Babys blødende ansigt. Han vendte sig imod Mulle og så flammen på en gaslighter blive tændt.
   Vestkysten skrev: En hel familie indebrændte ved en eksplosions-ulykke. Det drejer sig om familien Mathiesen med deres to større piger og et spædbarn. Der er dog stadig håb for, at den yngste af pigerne vil overleve sine tredjegradsforbrændinger specielt alvorligt i ansigtet p.gr.a. det afsvedne hår. Pigen er i øvrigt blind. Årsagen er utvivlsomt en benzin-eksplosion, men politiet står uforstående overfor en så uforsvarlig opbevaring af et stort benzinlager i kælderen. Tilbage står kun en brandtomt midt imellem Grev Schacksvejs gamle, smukke huse. Tomten "øjenslyst".

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/10-2012 09:07 af Kaare Kristensen (Hemingway) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4933 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.