Cecilie vågnede med bankende hjerte. Hvad var det for en lyd, der havde vækket hende? Hun lå helt stille og spejdede ud i natten. Langsomt begyndte hendes øjne at vænne sig til mørket, og konturerne i værelset blev tydeligere.

Der var den igen. En lavmælt stønnen, inde fra den anden side af væggen, i Lindas lejlighed. Lydene tog til i styrke. Cecilie satte sig forsigtigt op i sengen, helt op ad væggen. Hvad var det der foregik?

Lydene gik over i en forpint stønnen og ordene "Nej nej, lad mig være", og pludselig hørte Cecilie lyden af døren, der gik op i lejligheden ved siden af, og hun kunne høre Linda løbe skrigende ud i opgangen og ned ad trappen. Hvad var det, der foregik? Hun ville rejse sig for at løbe efter Linda, men benene ville ikke bære hende, og efter et par forsøg på at komme ud af sengen, blev hun kraftesløs siddende. Sveden løb ned i hendes ansigt, og hun følte sit hjerte hamre som rådhusuret ved midnatstid.

Så fangede en ny lyd hendes opmærksomhed, en lyd hun kun kendte alt for godt, og det gik op for hende, at nogen satte en nøgle i låsen til hendes hoveddør! Men det kunne ikke passe...! Ingen andre end hun havde nøgle til lejligheden. Ingen vidste hun var der. Iskold over hele kroppen stirrede hun som hypnotiseret mod døren. Hun så hvordan håndtaget langsomt gik ned og døren åbnede sig. Hun ville rejse sig og flygte, men kunne ikke; hele hendes krop med undtagelse af øjnene var lammet, selvom alle hendes instinkter sagde hende, at hun måtte væk derfra. Hun vidste godt hvem der var på vej ind til hende, selvom det var umuligt; hun vidste at det var Allan, selvom det ikke kunne lade sig gøre. Hun havde været så forsigtig, så han kunne umuligt have fundet hende, ikke efter alle de forholdsregler hun havde taget.

Døren blev åbnet helt, og med et gisp så hun, at hun havde taget fejl. Det var ikke Allan, men derimod viceværten. Han havde sin sædvanlige kittel på, og hans øjne var døde og kolde som de plejede, men det var ikke det, der skræmte hende. Det gjorde derimod kanylen i hans højre hånd.

Hun forsøgte at skrige, men hendes mund var tør og skriget blev siddende i halsen på hende.

"Nu skal jeg nok hjælpe dig, min pige, så du får det bedre", mumlede viceværten med en medfølende stemme, mens han rutineret bandt en gummislange om hendes overarm, bankede en blodåre frem og placerede kanylen. Det røde ar på hans kind lyste.

Hun spærrede øjnene op på vid gab. En månestråle - eller var det lyset fra en gadelampe? - ramte armen mens hun så nålen nærme sig den blege hud, og idet nålen blev stukket ind, blev alt sort.


* * *
   Cecilie trådte ind på cafeen og spejdede nervøst rundt. Hun skulle stadig vænne sig til at være ude blandt så mange mennesker. Endelig fandt hendes øjne Annie, som sad ved et vinduesbord og talte i mobiltelefon. Hun nærmede sig lettet, og Annie sluttede hurtigt samtalen, idet hun kiggede smilende op på Cecilie.

"Nå, fik du nøglerne?"

"Ja, og jeg var også henne og se den. Den er godt nok fantastisk, med udsigt over Grøndalsparken. Jeg kan virkelig ikke takke dig nok, Annie, for at du fandt den annonce. Hvor ville jeg ellers have været i dag?"

"Nå ja, så var det da heller ikke værre." Annies rødmossede ansigt lyste op i et varmt moderligt smil, og hun tog Cecilies hånd i sin egen buttede. "Men hvornår kan du så flytte ind?"

"Men jeg mener det virkelig. Hvor mange hospitaler får måske deres ansatte til at skaffe lejligheder til patienterne? Kan du sige mig det?" Cecilie smilede ivrigt til Annie. "Og det skulle ikke være noget problem med flytningen, jeg har allerede talt med et flyttefirma, som vil flytte mine ting på onsdag."

"Men det er jo i overmorgen. Det var da dejlig hurtigt. Og du skal ikke tænke på dine papirer, vi skal nok få det tilpasset, så du bliver officielt udskrevet til i overmorgen. Er det ellers okay, hotellet?"

"Ja tak, det er fint. Godt jeg havde lidt tilbage af arven efter mine forældre, så jeg kunne komme lidt ud, jeg var da ved at blive vanvittig af at være indlagt der."

Cecilie smilede lidt over ironien i det hun sagde, for det var jo en tosseanstalt hun havde været indlagt på. Nåh nej, det hed det vist ikke mere, men en psykiatrisk afdeling. Hvad var forskellen? Hun vidste det ikke, men var bare glad for at være ude. Hun havde aldrig følt hun passede ind der, og forstod stadig ikke, at kvinder som hende blev indlagt sådan et sted, men efter hendes sammenbrud havde man fra hospitalets side ment, at det ville være det bedste. Og eksperter var nu en gang eksperter. Hun rynkede brynene.

"Er der noget galt?". Annie kiggede bekymret på hende.

"Nej nej, der er skam ingenting, jeg er bare så glad for den lejlighed."

"Nå, det var godt. Jamen jeg håber du falder til der."


* * *
   Det ringede på døren. Cecilie gik ud for at åbne. Pigen på trappen var lidt yngre end hende selv, vel i starten af tyverne, med langt lyst hår og en slank skikkelse, som Cecilie med det samme misundte hende. Hun hev lidt i sit eget genstridige røde hår, som altid gav hende en dårlig hårdag, og glæden over de fem kilo hun lige havde tabt blegnede en smule. Hun tog sig sammen og smilede imødekommende til den unge pige, som smilede lidt usikkert til hende.

"Hej, jeg hedder Linda. Jeg er din nabo. Jeg ville bare ønske dig velkommen her."

Cecilie rødmede lidt og slog blikket ned. "Øhh, tak skal du have, jeg hedder Cecilie, vil du ikke indenfor?"

"Kun hvis jeg ikke forstyrrer?"

"Nej overhovedet ikke. Jeg leder såmænd bare efter en undskyldning for at holde en pause midt i udpakningen." Cecilie blinkede til Linda, som lo.

"Overspringshandlinger - ja, dem kender jeg alt til. Jeg har denne her opgave jeg skal aflevere, og jeg kan bare ikke få taget mig sammen til at få den lavet. Ja, altså jeg går på ITU. Nå, men hvor kommer du så fra?"

"Jeg... jeg er flyttet fra min mand." Det var jo ikke helt løgn, og hun havde ikke fået forberedt en historie eller et svar endnu, til den slags spørgsmål.

Cecilie havde ikke lyst til at uddybe, og der opstod en pinlig tavshed.

"Jeg må også se at komme videre med min indflytning, tingene sætter sig jo ikke på plads selv." Hun tog fat i buret, som stod bag en flyttekasse, og vendte sig om mod Linda.

"Hvor skal jeg mon stille denne?" mumlede hun, mest henvendt til sig selv.

Med et vræl trak Linda sig et skridt tilbage og stirrede forskræmt på buret.

"Hvad er der galt?" Cecilie stirrede forundret på hende. Hun kiggede ned i buret; det eneste hun kunne se var Miver, hendes hamster, som satte sig på bagdelen og mimrede lystigt med knurhårene. Så kiggede hun op på Linda, som var blevet meget bleg.

"Jeg er bare ikke så glad for gnavere, det er såmænd det hele. Nå, men jeg må vist også ind til mig selv."

Med øjnene stift rettet mod buret bakkede hun ud af stuen og ud i opgangen. Hun slap ikke buret med øjnene et sekund, før hun lukkede døren efter sig.

Cecilie stirrede undrende efter hende.

"Det var da vist en sær nabo, hva, Miver?" småsnakkede hun, mens hamsteren gav ivrige pibelyde fra sig i fryd over hendes opmærksomhed. "Jeg har da vist noget agurk her, værsgo, min skat."

Hamsteren fik sin agurk, og Cecilie gik i gang med at flytte tingene på plads i sin lejlighed.


* * *
   Dagen efter mødte hun Linda på opgangen.

"Du... du må altså undskylde det i går. Jeg har det bare ikke så godt med gnavere. Det er altså ikke fordi jeg er skør eller noget."

"Nej, nej, det troede jeg da heller ikke", svarede Cecilie. Hvem var hun da også at skulle dømme andre, i betragtning af hvor hun selv kom fra?

"Hør, har du ikke lyst til at komme ind og spise hos mig en af dagene?"

Cecilie havde mest lyst til at sige nej, men Lindas bedende øjne gjorde det svært. Desuden - hun skulle jo spise, og hun kunne altid gå hurtigt ind til sig selv igen.

"Jo tak, hvornår passer det dig?"

De blev enige om næste dag, og Cecilie gik og nynnede for sig selv, mens hun nærmest tog sig i at glæde sig. Det her var det nærmeste hun havde været et normalt liv i meget lang tid.


* * *
   Cecilie havde taget en flaske vin med, og med et par sommerfugle i maven bankede hun på døren.

Lindas lejlighed var magen til hendes egen, men selvfølgelig var den noget mere ryddelig. Hun var ved at lave maden, men åbnede med det samme rødvinen og skænkede op til dem begge. Der duftede dejligt fra køkkenet, og Cecilie mærkede maven knurre.

De nåede at dele det meste af flasken inden maden var færdig, og imens fandt hun ud af, at Linda var en rigtig sød pige.

Linda fortalte løst og fast om sine studier, og havde humor og en evne til at fortælle om sine studiekammerater, der fik Cecilie til at le, så tårerne trillede ned ad kinderne på hende.

"Nu når du er single, så vil du måske med til fest ude på skolen? Der kommer en masse fyre. Altså nogen af dem er nogen rigtige nørder, men der er også nogen, som er meget søde. Næsten normale."

"Nej tak, du, jeg er ikke rigtig i... markedet, tror jeg det hedder. Tager den lige lidt med ro, hvad det modsatte køn angår."

Cecilie gjorde sig umage for at tale helt almindeligt, mens ubehagelige minder gennemrystede hendes krop.

"Ih, hvor er jeg sulten, hvordan går det med maden?"

"Guuud!!" Linda fløj op og ud i køkkenet, og Cecilie trak vejret dybt. Puha, hun blev nødt til at tænke på en historie, det var nok ikke sidste gang nogen ville berøre hendes fortid.

Maden var meget lækker, men vinen før maden gjorde sin indvirkning, og lettere svimmel forlod Cecilie Lindas lejlighed og gik hen til sin egen.

Idet hun stod lidt småfnisende og rodede med nøglerne, fornemmede hun en bevægelse bag sig. Hun vendte sig om med et sæt og så husets vicevært, som var gået bagom hende og ned ad trappen. Idet hun fik øjenkontakt med ham vendte han sig om og smilede til hende - på en underlig måde, syntes hun, som om han vidste noget hun ikke vidste. Hun rystede på hovedet af sig selv, nej, det var selvfølgelig bare pjat, og så låste hun sig ind. Hun faldt hurtigt i søvn, uden at drømme denne gang, heldigvis.


* * *
   Dagene gik, og Cecilie kom på plads i sin lejlighed. Af og til mødtes hun med Linda, og de spiste noget mad sammen, hvorefter de gik i byen. Linda kiggede ivrigt efter fyrene, mens Cecilie var mere tilbageholdende. Men hver gang Linda sad og kyssede lidt med en fyr, blev det aldrig rigtigt til mere. Hun havde ikke lyst til at møde dem igen, var tilfreds med lidt kysseri for en aften. Det undrede Cecilie lidt, men hendes egen historie taget i betragtning havde hun ikke lyst til at spørge; måske kom spørgsmålet retur.

En aften hørte Cecilie dæmpede lyde inde fra Lindas lejlighed; småsnakken og latter. Hun smilede lidt for sig selv, så var det alligevel lykkedes for en fyr at komme med hende hjem. Efter et stykke tid blev der stille, efterfulgt af en meget sigende lyd af knirkende fjedre og en lavmælt stønnen. Et øjeblik følte Cecilie en trang i sin egen krop, men den blev hurtigt afvist af billederne fra fortiden, som kørte for hendes indre fladskærm. Sex ville indebære en mand, og DET var absolut udelukket. Hun gøs.
   Næste morgen mødte hun Linda på trappen.

"Nå", sagde Cecilie smilende, "jeg hørte du havde besøg i går? Fik Kasper endelig heldet med sig?" Hun løftede sigende øjenbrynene.

"Øhh, besøg? Hvad mener du?"

Men hendes flakkende blik og blussende kinder afslørede hende, og Cecilies følte sig en anelse forvirret.

"Årh, lad nu være, jeg hørte jer da igennem væggen", udbrød hun.

"Jeg var altså alene hjemme hele aftenen. Det må have været den film jeg så i fjernsynet, en kærlighedsfilm."

'Hmmm, det var vist lidt mere end det', tænkte Cecilie lidt undrende for sig selv. Linda mumlede en undskyldning, mens Cecilie kiggede lidt forvirret efter hende.

Om aftenen kom lydene igen, og Cecilie tog sig selv i at lytte til dem. Hun tænkte på Lindas benægtelse tidligere, og blev en lille smule irriteret. Hvorfor havde Linda løjet for hende? Og her troede hun lige, at de var ved at blive venner.

Hun tændte for fjernsynet og forsøgte at se en eller anden ligegyldig film. Efter at have siddet og smådøset lidt, hørte hun pludselig lyde ude på opgangen, der lød som om de kom fra hendes hoveddør. Hun røg op og hen til den, mens hun kiggede ud ad dørspionen. Det var tydeligt, at Linda var ved at sige farvel til sin ven, som ikke fandtes. Cecilie fnisede lidt af hele situationen, hun stod der og lurede, som en gammelfrøkensk anstandsdame, men så stivnede hun. Idet manden vendte sig for at gå, fik hun et hurtigt glimt af hans ansigt. Det var ALLAN! Men det var jo umuligt. Hvad skulle han lave inde hos Linda? Linda, som slet ikke havde besøg? Hun mærkede pludselig det bløde silkestof fra sin bluse mod de rejste hår på armene, og hun gned hurtigt på dem. Sveden piblede frem i ansigtet på hende, men samtidig frøs hun som en lille hund. Hvad var det her? Hvad betød det?

Den nat sov Cecilie meget uroligt og havde mærkelige uhyggelige drømme, alle sammen om Allan og fra dengang de var gift. Da Miver begyndte at løbe rundt i sit hamsterhjul, generede det hende så meget, at hun vågnede halvt af det, hvilket hun ellers ikke plejede at gøre.

"Shhh, vær stille, Miver," mumlede hun, mens hun endnu engang så Allan komme løbende efter sig med armen løftet og knyttet næve. Så døsede hun igen.


* * *
   Næste morgen mødte hun Linda ude i opgangen. Hun gøs ved tanken om hvad der var sket aftenen før og var lige ved at mumle et hurtigt 'hej' og smutte videre, men blev noget forskrækket, da hun opdagede venindens mørke rande under øjnene og det forpinte blik i hendes øjne.

"Jamen dog, hvordan er det du ser ud i dag? Du ligner jo noget der er løgn."

"Tak, det var lige hvad jeg trængte til at høre. Jeg... jeg har bare ikke sovet så godt i nat." Linda forsøgte sig med et lille smil, men den grimasse hun fik sat op fik hende bare til at se endnu mere syg ud.

Ordene fik det til at gibbe i Cecilie. "Nåh nej, og du havde selvfølgelig heller ikke besøg i går, vel? Du var vel helt alene hjemme og så en film?"

"Ja... ja selvfølgelig var jeg det", mumlede Linda, mens løgnen var lige så tydelig som stjernehimlen i Antarktis.

Der lød en svag puslen bag dem, og det gav et sæt i dem begge. De vendte sig og så, at viceværten gik forbi dem. Han hilste venligt, og Cecilie kom til at tænke slangen i Robin Hood-tegnefilmen. Nej, ham brød hun sig bestemt ikke om. Hun kiggede på Linda, som så ud som om hun tænkte det samme.

"Hør, hvad med at kom ind og spise hos mig i aften?" En plan formede sig i Cecilies hoved. Hvis Linda så hendes eksmand bag hendes ryg, ville hun i hvert fald udspørge hende om det. "Eller du skal måske se 'film' igen i aften?"

Linda rødmede. "Nej, i aften skal jeg ikke noget. Jeg mener, der kommer ikke nogen film, jeg har lyst til at se, så tak, jeg vil gerne komme i aften."

De aftalte tidspunkt, sagde farvel og Cecilie lukkede eftertænksomt døren efter sig. Hvorfor så Linda Cecilies eksmand bag hendes ryg. Eller... var spørgsmålet i virkeligheden, hvorfor så Allan Cecilies nabo? Hvad var han ude på? Ville han udspionere hende?

Et kort sekund overvejede hun at ringe til politiet, men med brændende kinder mindedes hun ydmygelsen på hotellet, da hun troede, at en af de ansatte var Allan. Hoteldirektøren og de ansatte havde kigget på hende som om hun var skør, resten af tiden hun boede der. Godt det ikke var så længe.

Men denne gang var Cecilie overbevist. Det VAR Allan. Men hvad ville han? Genere hende og banke hende så meget denne gang, at hun døde af det? Eller var det bare en raffineret form for tortur han udøvede på hende? Hun vidste ikke hvad hun skulle tro, men hun ville finde ud af så meget hun kunne, også hvorfor Linda løj for hende.


* * *
   Da Cecilie åbnede døren for Linda, blev hun endnu en gang slået af hvor træt Linda så ud. Huden var næsten grå og randene under øjnene virkede om muligt endnu mørkere. 'Dårlig samvittighed?', tænkte Cecilie ved sig selv, men sagde ikke noget.

Linda sludrede mere end hun plejede, ja, faktisk virkede hun næsten manisk. Cecilie huskede hvordan nogle af patienterne på hospitalet i perioder havde opført sig på næsten samme måde, og det gjorde hende urolig og bekymret.

Efter maden satte de sig over i sofaen sammen, og idet Linda skævede over til Mivers bur og nervøst kørte hånden gennem håret, sagde hun:

"Hvis jeg virker lidt træt, lidt opkørt, så er det bare fordi jeg ikke sover så godt lige for tiden. Jeg vågner om natten og hører pibende lyde. Det... det lyder som om de kommer inde fra væggen, ind mod din lejlighed. Jeg går ikke ud fra, at du hører noget, vel?" Linda pustede på den blanke overflade i koppen, der begyndte at kruse, og kiggede afventende på Cecilie.

"Pibende lyde? Næh, det synes jeg ikke jeg gør, men jeg sover nu også så tungt, så det kan man ikke regne med. Men hvad tror du da det er?"

"Rotter!" kom det bestemt fra Linda, idet hun skævede til hamsterburet, men så virrede hun lidt med hovedet og forsøgte at le af sig selv. "Men det lyder helt åndssvagt, ikke? Jeg har endda haft viceværten inde og tjekke, om han kunne finde noget, men det kunne han selvfølgelig ikke. Viceværten... Han giver mig også myrekryb." Hun gøs.

Cecilie kiggede medlidende på hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

"Men - er du sikker? Rotter?"

Linda skævede til hende. "Næh, men jeg ved ikke hvad det ellers skulle være. Nå, jeg må hellere komme ind til mig selv, jeg skal tidligt op i morgen; jeg har en opgave jeg skal aflevere."

Hun sagde hurtigt farvel og smuttede ind til sig selv. 'Flygtede måske?', tænkte Cecilie. Nu fik hun jo slet ikke spurgte hende om Allan.


* * *
   Det næste stykke tid mødte hun slet ikke Linda, og hun begyndte at få en mistanke om, at Linda forsøgte at undgå hende. Af og til, når hun skulle gå, hørte hun puslen ved Lindas dør, som om hun var på vej ud, men så snart Cecilie bevægede sig og lavede lyde, blev der helt stille. Der blev lidt mere stille om aftenen, og det var ikke så tit Linda så 'film'. Måske de var nervøse, fordi de vidste, at Cecilie hørte dem? Hun vidste det ikke, men uroen forlod hende ikke. Hvad var de ude på?

En morgen Cecilie vågnede, vidste hun med det samme, at der var noget galt. Hun gned sine øjne, strakte sig, mens følelsen af, at der var noget, der ikke var som det skulle være, ikke ville forlade hende.

Hun satte sig op. Der var helt stille i lejligheden, og pludselig gik det op for hende, at det var DET, der var galt. Miver plejede altid at vække hende med sine knirkende pibelyde. Men i dag var der helt stille.

Med tør mund og let bankende hjerte rejste hun sig og gik over til buret. Her opdagede hun til sin store forfærdelse, at Miver lå død nede i bunden. Tårerne stod op i øjnene på hende og hun fik svært ved at trække vejret. Miver havde fået hende igennem den svære tid med Allan, havde været hendes eneste trøst, og nu var den død. Han havde altid hadet den, og hun havde tit frygtet, at han ville slå den ihjel under et af sine anfald. Nu var han kommet tilbage i hendes liv, og så var Miver død.

Hun tog Miver op til sig, og i det samme var der noget, som blinkede i sollyset. Hun kiggede først overrasket, siden forfærdet, ned i buret. Med rystende hænder tog hun sit fund op. En kanyle. Eller rettere - spidsen af en kanyle. Der sad en dråbe blod i den tynde ende.

Cecilie satte sig med et bump på gulvet, mens hun knugede Miver ind til sig. Hendes hjerne stod næsten stille, mens den forsøgte at forstå hvad det var der skete. Men den fandt ingen svar. Det gav ingen mening. Med mindre...

Var det Allan? Allan og Linda? Men hvorfor...? Med Allan vidste hun godt hvorfor, men Linda? Kunne hun virkelig gøre sådan mod hende - mod Cecilie? Hun kunne ikke tro det, men beviset var der jo. En kanyle og den døde Miver mere end antydede hvad der var sket.

Afmagten slap langsomt sig tag i hende, mens vreden tog over. Hun kiggede på Miver og på nålen. Så rejste hun sig roligt og gik hen til døren, ud og hen og ringe på Lindas dør.

Der gik et øjeblik, så blev den åbnet.

"Hej Cecilie, hvordan..." Længere nåede hun ikke, da hun opdagede den døde hamster i Cecilies hånd. Hun tog hånden op til munden og hævede blikket til Cecilies øjne. "Men hvordan... hvad er der dog... jamen nej".

"Ja, det tror jeg du allerede ved," hvislede Cecilie. "Dig og min eksmand - jeg troede jeg var sluppet fra ham, men han fandt mig åbenbart igen. Og så er DU også med i det. Og så slår I min hamster ihjel, et uskyldigt dyr, som var den eneste jeg holdt af." Hun holdt inde et øjeblik for at trække vejret, hvilket gav Linda chancen til at bryde ind.

"Jeg ved altså ikke hvad du snakker om. Jeg er da frygtelig ked af din hamster er død, selvom guderne skal vide, at jeg ikke bryder mig om gnavere. Men hvorfor skulle jeg slå den ihjel. Og hvad er det for en snak med din eksmand?"

"Det der lille fjernsynsprogram du ser med jævne mellemrum, som får din seng til at knage - det er altså ikke bare en film, den hopper jeg ikke på." Hun kiggede udfordrende på Linda, som rødmede.

"Okay, så ER det en mand, du har ret. Det var også dumt af mig at benægte det. Ja, jeg ser en. Men jeg har lovet ham at holde det hemmeligt. Han er lærer ude på skolen og han er gift. Han har planer om at forlade sin kone, men indtil videre..." Hun gik i stå, og Cecilie brød ind.

"Og det vil du have jeg skal tro på? Godt digtet - og hurtigt. Har du set det her?" Cecilie løftede noget af håret væk fra tindingen, og Linda gispede. "Det her ar, det fik jeg af din kæreste, min eksmand. Han forsøgte at skalpere mig, jeg troede han ville slå mig ihjel." Hun lod håret falde tilbage og betragtede Linda. "Det er muligt, at du ikke er med i det, men så skal du vide, at han udnytter dig. Udnytter dig for at få ram på mig."

Linda kiggede på hende. "Han har været gift med den samme kvinde i 15 år, så jeg tror du må forveksle ham med en anden."

"Nej, jeg ved det er ham, og nu er han kommet, nu har han fundet mig. Og han har slået Miver ihjel." Cecilie tog sig til halsen, hun kunne næsten ikke få luft, og at være så tæt på Linda gjorde det ikke bedre. Hun bakkede ind i sin lejlighed igen og satte sig ned. Hvad skulle hun gøre? Var hun ved at blive skør? Nej, det kunne hun ikke være, for hun havde læst et sted, at hvis man troede man var skør, så var man helt normal. Kun de virkelig skøre tvivlede ikke.

Hun følte sig pludselig så træt, så træt. Hun lagde sig ned i sengen, mens hun i det fjerne hørte lyde. Var det Linda, som bankede på døren? Hun vidste det ikke, og var også ligeglad.

Da hun vågnede igen, var det blevet mørkt. Hun var blevet sulten, men havde stadig ondt i maven efter at have spist lidt rugbrød.

Hun døsede hen igen, indtil hun pludselig vågnede...


* * *
   "... og her har vi så de rigtig syge patienter. De kroniske, som vi kalder dem. Vi arbejder selvfølgelig stadig på at få dem udsluset, men - ja - der er nok ikke meget håb."

Døren bag dem gik i med et brag, og den ældre kittel kiggede med et beklagende smil på den noget yngre og nyansatte læge ved hans side.

"Ja, den slags patienter havde vi også på Østervang. Man skal jo bevare håbet for dem, men er det realistisk..."

"Vi forsker jo meget i det her, forsøger forskellige metoder til at udsluse vores patienter, men ja, som regel slår de fejl." Han slog ud med armene.

"Ja, jeg har læst om jeres forskning. Det var faktisk derfor jeg søgte denne her stilling. Jeg har jo også selv forsket lidt i det her udslusning, meget interessant. Kunne du ikke fortælle mig lidt om nogle af de sidste af jeres udslusningsforsøg?"

"Hmm, jo, men nu er de jo slået fejl, må du huske. Det er jo aldrig så spændende at fortælle om de ting, man har gjort galt."

"Selvfølgelig, selvfølgelig, men det er jo kun forsøg, og hvis ikke vi giver vores erhvervede viden videre, kan andre jo ikke få glæde af den."

"Naturligvis, du har ret. Men så lad os se på den første patient her. Linda. Hun blev sluset ud for nylig, men måtte indlægges igen. Meget traumatisk barndom, meget traumatisk. Hun boede på landet med sine forældre, typisk vanrøgt og mishandling. Det var sådan at når hun blev afstraffet, så blev hun spærret inde i deres skur i dagevis. Hun fik bare lige mad og drikke, så hun kunne overleve. Men det var ikke alt. Der var også rotter derinde."

"Rotter?" Den unge læge forsøgte at undertrykke en gysen.

"Ja, rotter. De boede også inde i skuret, hvor der var lunt og godt. Da hun endelig blev fundet af myndighederne, havde hun været lukket inde der i månedsvis, så da vi fik hende havde hun udviklet en svær rottefobi - ja, i det hele taget en sygelig angst for gnavere."

"Hvad skete der?"

"Ja, hun blev jo som sagt udsluset. Hospitalet råder over en ejendom med nogle lejligheder. Over for patienterne er alt som en almindelig lejlighed, men det er nærmest en afdeling af sygehuset her. Vi overvåger dem konstant, sniger medicin i deres mad når vi skønner det nødvendigt. Og - nå ja - så har jeg også en slags viceværttjans derovre."

"Vicevært?"

"Ja, du ved, jeg render rundt og fejer lidt, så jeg bedre kan holde øje med hvordan det går. Det gik faktisk rigtig godt i starten med hende her. Hun var så småt ved at være klar til den rigtige udslusning. Men så fik hun tilbagefald, og så... ja så røg hun tilbage hertil."

"Men ved I hvorfor?"

"Vi har en teori. Men først må jeg fortælle dig om en anden patient. Hun blev nemlig sluset ud kort efter Linda, og vi har en mistanke om at det var Cecilie, som indirekte fik skubbet Linda ud over kanten."

Han gned sig eftertænksomt på hagen, hvor daggamle stubbe gav hans ansigt et gråt og træt udseende.

"Cecilie, ja, hun var straks værre. En stakkels skizofren, som skadede sig selv. Ser du, hun bildte sig ind, at hun blev mishandlet af sin mand. Ringede flere gange til politiet og meldte ham, og havde da også flere skader at vise frem. Bagefter trak hun anmeldelsen tilbage. Men det viste sig minsandten, at det var hende selv, der påførte sig skaderne."

Den unge læge kiggede undrende på ham uden at sige noget.

"Ser du, en dag filmede han hende altså, i færd med at skade sig selv. Det var meget voldsomt at se den film, det var både med neglene og en kniv." Han rystede beklagende på hovedet. "Hun var selvfølgelig under meget langvarig behandling. Og den virkede også umiddelbart succesfuld. Men efter udslusningen... Ja hun havde jo en hamster, vi var nødt til at aflive. Ser du, Linda kunne jo høre hamsteren i sit hjul om natten, gennem væggen, og de lyde nat efter nat - ja, det tror vi var den udløsende faktor. Vi fik jo aflivet kræet, for at skåne hende, men da jeg sneg mig ind om natten og stak en sprøjte i den, så knækkede spidsen af kanylen, og jeg kunne ikke nå at finde den og få den med. Desværre fandt Cecilie den... Hun var i forvejen på retur, da Linda havde fået en hemmelig kæreste, som til forveksling lignede hendes mand. Og den hallucinerende side af hendes sygdom, ja, den udløste altså tilbagefaldet. Og så fik hun trukket Linda med sig, vi var for sent ude. Havde det bare ikke været for Cecilies hamster og dens hjul..."