Mange ansigter om dagen ingen om natten. Går i gaderne, søgende, hvor er hun, ham, denne. Vil se toppen af verden fordi, imellem de høje hus er der ikke plads til det ensomme skrig. Ser i gaden ingen, i rendestenen en dåse ligger hen, mon ikke den er fra aften før, eller måske to uger siden, hvor folk gik i mod byen i flokke. Sparker med et til en småsten på min vej, en af dem end ikke biler kan kvase ned. Gid jeg var som den, kunne være ligeglad med, hvor man blev sparket hen, og aldrig få noget sår eller ar der kunne minde en om et tidligere liv.
Min barndom har mærket sig, men hvor skal jeg hen nu? Gaden går lige ud, jeg kunne følge vejsystemet ud af ungdommen ind i parcelhuse, eller jeg kan gå til højre søge ud af byen igen, eller til venstre forfølge den ensomme drøm der råber efter det valg der trækker i mig. Men til venstre er ikke så klar som lige ud, ikke så fristende som søen til højre.