Jeg har været forelsket 1 gang.

Hun kom snigende ind, anonymt blandt mange på en blog jeg havde.
Ikke her, men i en anden tid, et andet sted.
Hun skrev intet, hun sagde intet.
Hun kiggede bare.

Min krop den sitrede for første gang i mit liv.

Så jeg skrev en besked :

Håber ikke det gør noget jeg siger du har utroligt smukke øjne.
Fik med det samme svaret : Nej det gør da overhovedet ikke noget Ace :-).

Den næste tid var det mest intense jeg har prøvet i mit ellers meget intense liv.
Aldrig nogensinde, har en kvinde været i nærheden af, at elske mig så ubønhørligt, hudløst og ærligt.

Jeg lod mig for første gang forføre.

En sen aften ringede hun grædende til mig og sagde :

"Ace lov mig at du aldrig lader mig ødelægge det her."

Jeg svarede :

"Du ved, at hvis jeg gør det, så holder jeg det".

Hun sagde:

"Jeg ved det."


Derfor sagde jeg ja.


En måned efter blev hun meget syg, jeg havde ingen mulighed for at møde hende.

Angsten tog over, den havde altid været skyggesiden i hendes liv

Og jeg modtog en email med ordene :

"Ace du er det mest fantastiske menneske jeg har mødt, du har så meget at give, jeg elsker dig mere end noget jeg nogensinde har elsket og derfor ved jeg slet ikke, om det er det rigtige jeg gør her, men jeg kan ikke mere, derfor må jeg bede dig sætte mig fri."

Og så var hun væk...

De ord og det løfte, brugte næsten 4 mdr af mit liv på, at forsøge, at slå mig ihjel.
Men uanset hvad jeg gjorde, var det angsten der styrede hendes liv og ikke hende der styrede den.

De sidste ord jeg hørte fra hende var :

"Jeg elsker dig Ace og vil nok altid gøre det."

Og så stoppede hun for altid al kommunikation.

Jeg havde ikke grædt siden jeg var barn, jeg havde end ikke grædt da min fars kiste blev ført til graven, men der græd jeg.

Derfor - når jeg mærker den sitren igen ved jeg, at jeg skal passe på.
Den kan ødelægge andre og den kan ødelægge mig.

Deja vu.

Men jeg ved også, at jeg nok ikke har så mange valg - hvis jeg nogensinde skal finde min soulmate.