En due, smuk, hvid, uskyldig, sidder på grenen, der i vidunderlige buer strækker sig fra det prægtige æbletræ og op mod den blå, blå himmel, der ikke dækkes af så meget som en enkelt lammehvid sky.

Du sidder overfor mig, på den anden side af bænken, i den anden ende af haven, langt væk fra æbletræet, der herfra står som en ensom kæmpe omgivet af henrivende blomster, der danser for vinden, en lydløs, men alligevel så fortællende, dans.

Vi skåler, ser på vinen, der skvulper i glassene og kilder, når den kærtegnende finder vejen hen over tungen og ned i struben, mens din hånd finder vejen, bag min nakke, op i håret.

Du vil lede mig nærmere, men jeg tøver og drejer hovedet, forsøger at forhindre det, for det føles ikke rigtig, ikke endnu, men det forstår du ikke.

Du får mig trukket nærmere, vores læber mødes og en rus af sensuelle og lystige fornemmelser stryger gennem min krop, indhyller mig, fanger mig i dette net af sanser, der kun registrerer dig, dine læber, dine hænder, din hud.

Fanget i dette ukendte spind, lader jeg dig bestemme, selv om det er forkert, for du er stadig ukendt, stadig kun en fremmed.

Solen når himlens midte, før vi løsrives, og jeg ser rundt i haven, hen på æbletræet, hen på duen, der har set væk, som vidste den, vi ville have privatliv, men nu ser den herhen igen med sine mørke, undersøgende, vurderende øjne.

Blidt som et snefnug letter den, svæver med vindene, hen mod os, let som en fjer, yndig som en svane, lander den på din skulder, selv om den ej er tam, selv om den ej før har set os, selv om den ej har nogen grund til at beære os med sit selskab.

Du ser på den, stryger den hen over hovedet, men den ser fraværende væk, og jeg synes at se et glimt af frygt i dens mørke øjne, mens den spejder ud over haven.

Et skrig.

Duen kurrer skrækslagent og trykker sin lille krop mod dig, og du skjuler den under din hånd, så kun enkelte halefjer kan ses, og gennemskuer himlen, hører skriget igen, og det giver et forskrækket ryk i duen.

Da ser jeg den, som en majestætisk kriger, kold, kynisk, skræmmende, farlig, stryger den hen over himlen og spreder sit mægtige vingefang, mens de knivskarpe, morderiske øjne søger efter bytte, bytte til at mætte høgen, den livsfarlige kriger.

Duen skjuler sig under din hånd, men ulyksaligvis ser høgen den alligevel, og med et hårrejsende skrig stryger den mod os, mod bordet.

Ej heller om den er tam, ej heller om den har set os før, lander den på bordet, ser på os med sine sultne øjne, gule og gennemborende øjne, de ikke spørger eller beder, de beordrer os til at slippe duen.

Men du nægter, ser den trodsigt i øjnene, så den skriger og spreder vingerne, strækker kløerne og går langsomt nærmere, advarer os om, at intet kan stoppe den, men du holder fast, lader dig ikke lokke af denne trussel.

Den hopper, skærer med kløerne i din arm og hopper væk igen, ser på dig, frister dig til at slippe duen og forhindre smerterne i på ny at overfalde dig.

Du presser en klud mod såret, og jeg ser i dine øjne, hvordan du lokkes, hvordan du løsner grebet om duen, der ryster af skræk, mens høgen er klar, klar til at springe frem.

Jeg tigger og beder til, at du ikke gør det.

Alt du har øjne for er høgen, der kommer nærmere og nærmere.

Duen, der ved, at den ikke kan flygte, græder sin klagesang, for det er for sent.

Som et lyn fra en klar himmel overrasker du høgen, overrasker du duen, overrasker du, ikke at forglemme, mig.

Du griber kniven på bordet, den kniv vi brugte til maden, og du dolker høgen, borer kniven i dens bryst, og den skriger, ikke af smerte, men af overraskelse, og desperat kaster den sig væk med kniven dinglende ud af det blottede bryst, hvorfra det, ikke røde, men sorte blod flyder, og snart forsvinder den ude i horisonten, et sted vi ikke kan se.

Du fjerner hånden, og duen, den hvide, fine, uskyldige due, stikker hovedet frem og gnubber det kurrende mod din hals, ser på dig med de mørke øjne, taknemmeligt, elskeligt.

Den spreder vingerne og ser hen på mig med et glimt i øjnene, et blik fuld af håb, et blik fuld af kærlighed, et blik fuld af godhed og glæde.

Så letter den, slår slag med vingerne og lader vinden føre den af sted, men af og til ser den tilbage, kurrer til os, virrer ganske kort med hovedet, og så er den på vej igen, indtil den når æbletræet.

Her finder den sig på ny tilrette på grenen, ser tilbage på os ganske kort, før den vender ryggen til og ser ud i horisonten, ud mod solnedgangen.

Din hånd finder vej, men denne gang behøver du ikke lede mig, jeg lader selv mine læber finde dine, lader følelserne fylde mig og sanserne fokusere kun på dig, for nu føles det rigtigt, nu hvor jeg har set dig.

Mens solen går ned, sidder duen i træet og stråler, som kun håbet og troen kan, og vi indhylles af dens lys.