Bedragerisk slår jeg klørerne i dig, min smukkeste
Vantro overfor mine egne
beskytter jeg
din asfalt
Mod tidens tegn.
Valfartende indtager jeg
dit tårn
for at skue
dine former,
for at se horisonten og
for at forglemme mig i
dit fuldskab.
Jeg er;
din blomst, din varsko og din tjener. Jeg er din rubin. Jeg lever gennem dig, som strålerne gennem en prisme. Delende frarøver du min individualitet. Som Moses der skiller vandene, hjælper du mig igennem hverdagen. Og genopbygger min identitet.
Jeg soler mig i din medgang
i dine mennesker
i din lykke
i dine kirker
i dine butikkers vinduer for her er i sandhed et skabende og livligt univers,
verserende, vibrerende, fyldigt og ude af trit med fortidens modgang. 70'ernes tab, 60'ernes medgang, 90'ernes sørgmodighed og nutidens kriser.
Jeg svøber mig i din hede,
I din faxeladeplads,
for du er i sandheden Jyllands København;
Grundlagt i strid, opfostret og forelsket, forfaldent til den blotte skal af andres minder.
Jeg vælter mig i
din neonlys om natten
Jeg står imod dine fristelser
Jeg er; fængslet i dit sindelag,
her forlanger jeg intet andet end vand og brød og øjeblikke af momentan forskabelse. Jeg er skabt i dit billede.
Jeg soler mig i din tørlagte sjæl dagen efter vores tur sammen ud i vildnis af ord og lyd.
Jeg skinner på vores minder og fordærv.
Jeg elsker dig i kaos af skrinlagte smil, følelser, og båndlagt had.
Jeg begraver mig i dit mørke om natten. Slår øjnene op til din electricity, hvor spændingerne slår gnister mellem kløfter af generationer. Nat og dag. Sol og mørke.
Din varme knuger om mit hjerte og din puls holder mig ved ilden. Det er i dit arnested jeg finder påstand til at fortsætte selvom grin, boheme og latte(r) lyser op i lys lue og vejrer i vinden, slikkende på den næstes krop, og fordærver deres sjæl.
Jeg er ikke fæstnet i had
Ej hellere er jeg gennemsyret af mistro.
For du er mig, i medgang og modgang, til tiden løber ud.
Tak.