Mytisk tid.
   Havet var i oprør. Flammerne fra den nyfødte sol slikkede over himlen, og det blodrøde skær reflekteredes i de vilde bølger. Skummet sprøjtede fra bølgetoppene, som fråde fra en gal hunds gab. Verden var endnu i sin vorden.
   Monsteret bevægede sig under vandets overflade. Sommetider lod han en enkelt knivskarp finne bryde vandets overflade i sin vilde undersøiske jagt. Han var langstrakt, et vældigt monster. Hans tænder var som spyd, hans hale kunne knuse en fiskerbåd med et enkelt slag. De gule rovdyrsøjne glimtede med en frygtindgydende snuhed. Monsteret brød vandoverfladen, og nød skrigene fra uvejrsfuglene over sit skællede hoved. Hans gule øje blinkede, da han fik øje på skibet forude. Han prustede, og vanddråberne sprøjtede fra de smalle næsebor. Han fyldte lungerne med luft, og dykkede ned i dybet.
   Ainon stod ved roret. Hans ansigt var arret af kamp, hans blik fæstnet på den skræppende fugleflok forude. Bag ham slikkede flammerne over himlen. Det var ikke den første hærgede by, han havde krydset på sin vej. Sporet var ikke svært at følge. Monsteret frygtede ingen, og med rette. Ingen mand havde kunnet hamle op med det frygtelige væsen. Ainon styrede skibet mod fugleflokken. Regnen piskede mod hans ansigt. På dækket stod mændene, de eneste, der havde været modige nok til at begive sig af sted. Fuglene skræppede over mændenes hoveder nu. Ainon trak vejret dybt ind, nød et øjebliks stilhed. Så brød monsteret overfladen. Skibet flækkede på langs, gennemboret af den mægtige hale. Nogle mænd klamrede sig til rælingen, andre forsvandt med stumme skrig i det frådende hav. Ainon anråbte monsteret. "Lotrion!" råbet flængede luften, og monsteret løftede sit hoved i overraskelse. Det var skællet, med et gab som en haj, et kranium som et firben, og gæller som en fisk. Monsteret slog ud efter manden med halen. De tykke bjælker splintredes ved slaget, og Ainon greb fat i dyrets vældige hale. Med et par skridt var han på ryggen af bæstet. Han trak sit brede sværd, og hamrede det mod monsterets skællede ryg. Monsteret udstødte et øredøvende skrig, og piskede vandet til skum i sin vilde kamp for at nå manden. Ainon holdt krampagtigt fast i det brede sværd, mens monsteret kæmpede sin dødskamp. Monsteret skød ryg, Ainon mistede grebet, og landede i vandet. Monsteret hylede triumferende, og med et enkelt vrid med den vældige hale, nåede det den store mand. Ainon greb ud efter monsterets kæber, og lukkede grebet om det store gab. Han stirrede ind i monsterets gule øjne, mens det kastede hovedet fra side til side. Langsomt fik dyret åbnet sit gab. Ainon skreg, da monsteret tyggede sammen om hans arm. De lange, sylespidse tænder flåede i Ainons kød. Med sin frie arm, greb han en af dyrets tænder, og vristede den fri. Med en kraftanstrengelse pressede han hugtanden ind i dyrets øje. Ainon trak begge arme til sig, da dyret kastede sig bagover. Lemmerne malede resten af det knuste skib til mel, mens dyret atter vred sig. Denne gang var det besejret, det vidste Ainon, der klamrede sig til en enkelt bjælke fra det smadrede skib. Vandet blev rødt af dyrets blod, og snart lagde stormen sig.
   Ainon klamrede sig til bjælken, men gradvist blev han svagere, og snart overgav han sig til havets blide vuggen, som et barn i en stor, blød seng.
   Bølgerne slikkede blidt over den hvide sandstrand. Det skæve sværd glimtede gådefuldt i sandet. Ainon samlede det tøvende op. Gaven fra hans mor, det kæreste han ejede. Længere nede på stranden fandt han den gamle mand. Ainon knælede ved hans side, og betragtede den indfaldne brystkasse bevæge sig i takt med mandens rallende åndedrag. Mandens raske øje hvilede på Ainon. Der var had i blikket. Manden så spørgende på sværdet. "Min mor gav mig det," besvarede Ainon det usagte spørgsmål. "Magi," hviskede gamlingen. Han trak vejret ind, og lo en kort latter.
   "Du gav mig intet valg, fader," sagde Ainon bedrøvet. Gamlingen slikkede sine tynde læber.
   "Ainon," hviskede han. "Vi mødes førend du aner. Historien gentager sig selv." Lotrion lukkede sit øje i, og snart bevægede hans brystkasse sig ikke længere. Ainon sukkede, og pressede sine pegefingre mod sine lukkede øjenlåg. Han stak det slidte sværd i sit bælte, og så ud over det stille hav. Verden var klar. Balancen var endelig oprettet. Han vendte sig, og så mod den lille havneby. Menneskene havde brug for en beskytter. Ainon lod tænksomt sin arrede hånd glide over sværdskæftet. Så satte han kurs mod byen.