Jeg tænder en cigaret af mærket Virginia, og åbner øjnene efter den første røg er steget til himmels. Skuer ud over de arabiske toner, der danser op fra gaden under mig og solens stråler, der skærer sig igennem de sidste hvide skyer. Vender mig og får nu vinden blidt i ansigtet. Mit tøj, for pænt til dette støvede hustag, takker mig og flagrer en smule. Den tynde, sorte gabardine sidder tæt om min krop, i det smukkeste jakkesæt jeg nogensinde har ejet.
   Blodet på mine ømme knoer. En nat med mord. Rester af whisky der ligger dovent i min mundhule.
   Stikker smøgen i munden og går ned af en lille trappe i den sandgule bygning. Aftenvarmen erstattes med den kølige luft, der ekkoer fra de isnende sten.
   Den eneste lyd er mine hårde såler, der rammer de flade sten og jeg kommer ned på gadeplan. Slukker cigaretten. Tænder en ny. Kigger endnu engang på blodet. Jeg gnider mig på min kno og opdager nu, at blodet ikke er mit. Det må være en andens. Måske hendes? Jeg glemmer hendes ansigt og arkiverer det blandt de tusindvis af skygger, der danser i aftenhedens brise, når jeg lukker øjnene og koncentrerer mig om ikke at huske hendes dufte. Især mellem benene. Smagen af salte dadler mens jeg slikker hende.
   Stop! Jeg træder ud på gaden. I aften gør jeg det færdigt. Jeg har efterladt min sjæl på toppen af et bjerg. Har vandret 23 dage gennem en ørken. Har sovet under stjernerne. Har gjort mig ren og uplettet. Mine øjne er åbne som aldrig før og de bliver ikke lukket igen. Ikke før det er overstået.
   Jeg står foran hotellet. Om 8 minutter er jeg på vej ud gennem vinduet i præsidentsuiten. Om jeg overlever faldet afgøres af, om min træning har været god nok. Intet er nogensinde blevet opnået ved at sige det var umuligt. Men det har altid været det første skridt. Og det tager jeg nu.