Matti sad på knæ i skolegården. Han ledte efter sten på grænsen mellem det asfalterede område og græsset.
   Theo havde undervist ham i, hvilke sten, der kunne bruges til hvilke ting, og havde givet drengen en liste over sten, han skulle finde. Matti gik nu i 3. klasse, han havde ingen venner i skolen, og var ikke interesseret i at få nogen. Han samlede en sten op, og krydsede den af på listen. Matti mærkede jorden vibrere let, og rejste sig.
   "Hej misfoster," lød en hoverende stemme bag ham.
   "Hej René," svarede Matti. Drengen havde ændret sig meget i løbet af de sidste 3 år. De runde kinder var væk, og han havde fået et alvorligt udtryk i de gråblå øjne. Hans krøller havde glattet sig ud, og håret var blevet mørkere og mere rødligt.
   "Min mor siger, at din mor har vejrmøller i hovedet," sagde René. Matti så på ham.
   "Mener du ikke kolbøtter?" konstaterede Matti tørt.
   "Han mener, hvad han siger," svarede én af Renés venner, Jonathan. Jonathan, der var høj og ranglet, og sommetider vred Mattis arme så hårdt om på hans ryg, at de blev følelsesløse, inden Matti nåede at græde og tigge ham om at give slip. Matti trak på skuldrene.
   "Og hvad så?" svarede han. René skubbede til Matti, så han faldt. Han fik øje på en mand, der nærmede sig bag drengene.
   "Skal du ikke græde og kalde på din far?" vrængede René. Theo stoppede op bag René, skubbede drengen til siden med en flydende bevægelse, og trak Matti op at stå. René gloede på Theo, der knap ænsede drengene.
   "Jeg skal tale med dig, Maro," sagde Theo, og gik mod parkeringspladsen. Matti fulgte efter. De stoppede ved Theos bil.
   "Der er sket noget frygteligt," sagde Theo. Matti mærkede sin mave knuge sig sammen.
   "Din mor har været i et trafikuheld. Hun er død." Matti blev bleg.
   "Hvis du vil bo hos en af dine mostre, kan jeg godt forstå det, men hvis du vil med mig kan det arrangeres." Matti så lamslået på sin værge.
   "Du bliver desværre nødt til at beslutte dig nu," sagde Theo bestemt.
   "Jeg vil med dig," kvækkede Matti. Hans stemme lystrede ham ikke rigtigt. Ordene var fjerne, som havde han forladt sin krop.
   "Udmærket," svarede Theo. Han klikkede en gang på sin bilnøgle, og bilen låste op med 2 bip-lyde. "Sæt dig ind. Jeg kommer tilbage om lidt," sagde Theo. Så forvandlede han sig til en fugl, og fløj mod skolen. Han kom tilbage kort tid efter, igen i menneskeskikkelse og med Mattis skoletaske dinglende i sin ene hånd. Han satte sig ind på førersædet af bilen, drejede nøglerne i tændingen, trillede ud på vejen, og kørte væk. Væk fra sit hus, fra Mattis hus og fra den by, hvor Matti havde brugt sine første år.

Landskabet gled forbi i et støt tempo. Theo trommede blidt på rattet, men sagde ikke et ord. De kørte over storebæltsbroen. Theo havde betalt med dankort ved broens begyndelse. Matti så på det stålgrå vand, efterhånden som de bevægede sig længere over broen.
   "Mener du det? Er min mor død?" spurgte Matti med en klump i halsen. Theo svarede ikke. De kørte over broen, over den langstrakte motorvej, der udgjorde Fyn, og snart var de i Jylland. Theo kørte mod syd, indtil de nåede den tyske grænse.
   "Jeg skal tisse," sagde Matti. Theo lænede sig over mod Matti, og lagde hånden på hans arm. Matti blev opfyldt af en mærkelig, kvælende fornemmelse. Det var blevet mørkt udenfor, og Matti så sit spejlbillede i bilruden. Bortset fra at det ikke længere var hans. Han lignede Sebastian, Theos "søn", på en prik. "Gå ud og tis," hviskede Theo. Mattis værge var bleg, og havde fået koldsved på panden. Matti løste sikkerhedsselen, og gik udenfor. Theo vaklede også ud af bilen. Et par toldere kom hen til ham. De førte en kort samtale, og da Matti havde ladet vandet i en busk, kørte de to videre. Matti bemærkede, at han lignede Sebastian mindre og mindre jo længere tid, der gik. En times tid efter grænsen, holdt Theo ind ved et lille, lurvet hotel. Han lagde igen hånden på Mattis arm, og drengen så sit ansigt ændre sig i bilrudens blanke overflade. Hans hår blev mørkebrunt, næsen længere, øjenhulerne dybere og læberne smallere. Han begyndte kort sagt at ligne sin værge mere.
   "Følg efter mig," hviskede Theo hæst. Matti adlød, og de gik ind gennem døren til det lille hotel. Theo vekslede et par ord med kvinden bag skranken. Kvinden så bekymret på ham, da hun rakte ham en nøgle samt en pose chips og en dåsecola. Theo tabte nøglen på gulvet, og Matti samlede den hurtigt op. Han ledte dem op ad en gammel, knirkende trappe til værelse 108, som der stod på nøglen. Matti låste døren op, og trådte indenfor. Der stank af rengøringsmidler, mugnede tæpper og fugt. Tapetet var 70'er brunt, gulvtæppet sennepsgult, og indretningen var begrænset til 2 senge med tilhørende sengeborde, og så et lille skab. Matti inspicerede badeværelset, der til hans store lettelse viste sig at være nyrenoveret.
   "Spis," hviskede Theo, og rakte chipsene og dåsecolaen til Matti. Matti satte sig på den ene seng, spiste halvdelen af chipsene og drak hele colaen.
   "Du må hellere få lidt søvn," sagde Theo. Matti klædte sig af, og lagde sig under dynen. Pludselig huskede han, hvordan hans mor plejede at putte ham. Hun kastede dynen ind over ham, og lagde den derefter tæt om hans krop. Så satte hun sig på sengekanten, nulrede hans hår, kyssede ham på kinden eller panden, og sagde: "Godnat, Matti." Tårerne, der havde ladet vente på sig hele dagen, løb nu fra Mattis øjenkroge, over tindingerne og fugtede hans hår. Han græd, til der ingen tårer var tilbage, og faldt så i søvn med hovedpine. Han syntes at høre døren til værelset åbne og lukke, og hans drømme blev fyldt af uhyggelige væsener, der kom ind gennem døren.

Solen skinnede ind gennem de mørkviolette gardiner. Matti kiggede på det digitale vækkeur på sengebordet. 10:41, stod der i røde tal. Matti så over mod Theos urørte seng. Han kunne høre bruseren løbe på badeværelset. Matti lagde mærke til en bunke foldet tøj, der lå i fodenden af hans seng. Bruseren blev slukket på badeværelset, mens Matti inspicerede tøjet. Der var 2 par cowboybukser i mørkegrønt og mørkeblåt denim, 3 t-shirts i forskellige farver, en stribet trøje og en rød hættetrøje, samt en bunke hvide underbukser og grå sokker. Det hele var i Mattis størrelse. Tøjet, Matti havde haft på dagen før, var sporløst forsvundet. Drengen tog det nye tøj på. Det passede ham fint. Theo kom ud fra badeværelset. Hans hår var fugtigt, og han var klædt i mørkt tøj. "Lad os finde noget morgenmad," sagde han muntert. Han så meget friskere ud, end han havde gjort dagen før. Matti samlede tøjet sammen, og da han så tilbage mod sin værge, havde Theo forandret sig. Før havde Theo været høj, mager og mørk, nu var han lille, buttet og havde en tæt manke af rødbrunt hår. "Hvad synes du?" spurgte han. "Ligner jeg dig nok til at kunne være din far?" Matti trak på skuldrene.
   Efter at have spist morgenmad på en lille café (Matti havde fået røræg, Theo havde ikke spist), kørte de videre. "Hvor er vi på vej hen?" spurgte Matti.
   "Spanien," svarede Theo. "Jeg har en bekendt, der nok vil huse os."
   "Hvorfor kunne vi ikke blive i Kirke Hyllinge?" spurgte Matti.
   "Ville du gerne blive?" spurgte Theo. Matti tyggede på sin kind.
   "Nej," svarede han. "Min mor er væk, så er der ikke nogen grund til at blive." De sad i tavshed. Matti lyttede til toyotaens motorrumlen. "Hvad med Shira?" spurgte Matti pludselig.
   "Hvad med hende?" svarede Theo.
   "Skal du ikke undervise hende længere nu?"
   Theo rystede på hovedet. "Hendes forældre var indforståede med, at jeg ville afbryde undervisningen før eller siden. Jeg er ked af at I ikke fik sagt farvel til hinanden," sagde Theo. Hans tonefald var neutralt, blottet for følelser. Sommetider spekulerede Matti på, om hans værge overhovedet vidste, hvad følelser var. Matti så ud af vinduet. Bjerge. Matti havde aldrig før set bjerge i virkeligheden. De stille giganter dragede ham på en besynderlig måde.

Theos sølvgrå toyota rullede ind på gårdspladsen foran den smukke herregård. Matti havde med vidt opspilede øjne betragtet de endeløse vinmarker. De havde bumlet op ad den ujævne grusvej, der løb mellem de store egetræer på vej op til herregården. Matti havde set mænd, der lugede i vinmarkerne, høns, der løb forvirrede og forskræmte over grusvejen og geder, der græssede mellem klippeblokke. Nu betragtede han den smukke, hvidkalkede herregård. Den var stor, og gik i en halvcirkel om den ovale, grusede gårdsplads. Theo åbnede bildøren og steg ud. Matti fulgte efter. "Så er vi her," sagde Theo, og gik hen til den tunge træhoveddør i bygningen. Han bankede på, og døren blev åbnet af en smuk kvinde. Smuk var en underdrivelse, kvinden var billedskøn. Hun var slank, af middelhøjde og med skønne ansigtstræk. Hendes hud var lysebrun med et strejf af olivengrøn, og glødede med et skær, der syntes at komme indefra. Hendes hår var samme farve som træernes bark, bølgende og nåede hende til midt på ryggen. Udtrykket i hendes øjne var først nysgerrigt, men i det øjeblik hendes grønbrune øjne mødte Theos blik, skiftede det. Hun så pludselig ud som om hun mest af alt havde lyst til at smække døren i igen. Så fik hun øje på Matti, og sendte ham et lille smil. "Podemos entrar?" spurgte Theo.
   "Sí," svarede kvinden spagfærdigt, og trådte til siden for Theo. "Dónde está señor Poleiro?" fortsatte Theo, da han var kommet indenfor. Kvinden, der nøje undlod at se på Theo, pegede mod en trappe, der stod bagest i rummet. "Gracias," sagde Theo, og gik med lange skridt mod trappen. Matti var alene med kvinden, der trippede mens hun sendte urolige blikke mod trappen, hvor Theo var forsvundet. Så så hun på Matti, og smilede igen. Hun gjorde tegn til ham om at følge efter hende, og han adlød. Kvinden førte ham ud i køkkenet, hvor en fed kvinde iført forklæde stod og baksede med en kæmpe gryde. De to kvinder vekslede et par ord, og den fede kvinde tørrede sine hænder af i forklædet, inden hun gik hen til Matti og tog ham i nærmere øjesyn. Den anden kvinde skar skiver af et brød, smurte olivenmos på, og lagde et stykke gedeost øverst. "Que bonito!" udbrød den fede dame, og purrede op i Mattis røde hår. Matti trak sig væk. Han var 8 år gammel og hadede, når folk rørte hans hår. Mest fordi de altid gjorde det. Den smukke kvinde rakte brødet til Matti, der spiste det med glubende appetit. Han havde sjældent smagt noget så lækkert.
   Døren til køkkenet gik op, og Theo kom ind. Den fede kvinde tav, og gik tilbage til gryderne. Den anden kvinde var omhyggelig med fortsat ikke at se på Theo. Matti fulgte Theo ud af køkkenet. Lige inden døren smækkede bag ham, syntes Matti at høre den fede kvinde sige et enkelt ord, der lød som "monstruo,".
   "Jeg har én, du skal møde. Han ejer plantagen her. Han har indvilget i at huse os indtil videre," forklarede Theo hastigt. De trådte ind i en stue med højt til loftet. En lysekrone dinglede ned fra det stukpyntede loft. En lavstammet, bredvommet mandsling stod derinde. Han var klædt i gyldne stoffer, og havde et stort fuldskæg. Theo trådte frem mod mandslingen. "Sig "buenas tardes, señor"," sagde Theo. Matti efterlignede Theos ord så godt han kunne. "Buk," hviskede Theo ud af mundvigen. Matti bukkede for mandslingen, der så tilfreds ud ved denne gestus. Theo nikkede kort til mandslingen, og gik ud af stuen. "Hans navn er Emilio Poleiro. Du kan tiltale ham señor Poleiro, og fra nu af er dit navn Alex Poulsen," sagde Theo, og gik med lange skridt mod hoveddøren. De gik udenfor, og Theo låste sin bil op. De satte sig ind.
   "Hvorfor skal jeg have et nyt navn?" spurgte Matti oprørt. Theo ignorerede Mattis spørgsmål, og kørte ned ad en sti, der førte om bag den store herregård. Han kørte hen til en lade. Dørene til laden svingede op, og Theo kørte indenfor.
   "Hvorfor kan kvinderne ikke lide dig?" spurgte Matti. Theo ignorerede igen spørgsmålet, mens han steg ud af bilen og fandt en presenning frem fra bagagerummet. Han dækkede bilen med presenningen, og fjernede en sportstaske fra bagagerummet. Han åbnede sportstasken, og tog en rund genstand derfra. Genstanden lignede et gammeldags lommeur. Han smed sportstasken foran Mattis fødder. Matti samlede den op, og konstaterede at den indeholdt hans tøj. Theo gik ud af laden med Matti i hælene, og uden at løfte en finger, fik Theo ladens døre til at smække i.
   "Lad mig vise dig, hvor du skal sove," sagde Theo. Matti fulgte med ham tilbage til herregården.