Jeg kan aldrig få nok af dig. Sådan er det bare og sådan bliver det ved med at være - eller vedbliver det. Dag og nat skal vi være sammen, år efter år og sommer bliver til vår. For jeg kan aldrig få nok af dig.

Nok har du hjulpet mig, men det skal ikke betyde, at jeg står i gæld til dig. Ikke mere gæld end jeg har lyst til at stå i, og ikke mere gæld end jeg kan betale. Renten må ikke være for høj - faktisk bør rente ikke eksistere mellem mennesker, der holder af hinanden.

Men spørgsmålet er måske om vi holder nok af hinanden? For måske holder du mere af mig end jeg holder af dig, og du derfor kræver mere af mig, for at jeg skal vise dig, at du betyder nok for mig. Eller vigtigere: nok for dig.
Eller måske betyder jeg bare ikke nok for dig, og derfor kan du få dig selv til at kræve mere af mig end jeg skylder, fordi din medfølelse ligger hos dig selv og ikke hos mig?

Lige meget hvad så har jeg fået nok! Jeg vil ikke kræves, forlanges eller trues til noget som helst! Jeg skylder dig ikke andet end min gode vilje, og den er brugt op fordi du ikke kan få nok af den! Og det resulterer i at jeg nu har fået nok af dig! Nok! Nok!

Du kræver mere end du bør og husker slet ikke på, at der findes dem, der ikke har nok af noget som helst. Tænk på dem i Afrika. Eller dem hvis huse er forsvundet i en tsunami på Haiti. De har ikke nok af noget som helst - faktisk har de slet ingenting. Nogle ikke engang deres liv...

Jeg har mere end nok, og du har meget mere end nok i dig selv! Men det virker på mig som om, at det hele handler om lige præcis at have nok. Ikke mere, ikke mindre, bare nok.


Tilstrækkeligt, formegentligt... simpelt nok.