Matti slog øjnene op. Han havde sovet dejligt i sin bløde seng. Han havde fået en seng i familiefløjen. Her overnattede familierne til de plantagearbejdere, der kom langvejsfra. Theo arbejdede hver dag i plantagen, men fik ikke lov til at sove inde i huset. Matti havde på fornemmelsen, at den smukke kvinde, fru Poleiro, havde bestemt det, fordi hun ikke brød sig om at sove under samme tag som ham. Theo sov derfor i bilen i laden om natten. For tiden boede der 5 familier på gården. Poleiro, hans kone og deres 2 børn, en pige på 7 og en spæd dreng. Derudover boede der 3 landarbejderfamilier, der hver havde mellem 2 og 4 børn, og så var der selvfølgelig Matti og Theo. Matti fordrev tiden med at gå på den lokale skole, lege med de andre børn, i særdeleshed med Poleiros datter, Celeste, og sommetider hjalp han til med arbejdet. Han talte nu flydende spansk, selvom de andre børn sommetider drillede ham med hans accent. I starten havde det været hårdt at bo på plantagen. Han talte ikke sproget, og savnet af sin moder, havde taget hårdt på ham. Efterhånden var det dog gledet i baggrunden. Indimellem kunne Matti bruge en hel dag uden at tænke på sin mor. Når det gik op for ham, at han ikke havde tænkt på hende, følte han stor skam og skyld. Det var jo ikke fordi han ikke elskede eller savnede hende, det gjorde han, men han kunne stadig være glad indimellem. Matti tog sit tøj på, og gik udenfor. I dag var det lørdag. I dag var det hans 9 års fødselsdag.
   Matti brugte dagen sammen med de andre børn. De legede gemme, hvor Celeste vandt, fordi hun gemte sig oppe i et æbletræ. Derefter legede de dåseskjul. Juan Álvaro stod ved dåsen. Han var den næstældste i børneflokken, kun overgået af sin storebror, og Juan var en elendig taber. Juan manglede kun at fange Matti for at vinde. Matti gemte sig bag nogle vinranker. Han kunne skelne Juan mellem bladene, og så, at han gik den forkerte vej, væk fra Matti. Pludselig farede Matti frem, og begyndte at løbe mod dåsen. Juan var stadig tættere på dåsen end Matti, men Juan snublede over et muldvarpeskud, og Matti sparkede til dåsen. De andre børn begyndte at flygte, men Juan råbte, at de skulle stoppe. "Han snød!" råbte Juan. "Han snød, det tæller ikke!"
   "Hvad mener du?" spurgte Celeste.
   "Han brugte sin hokus-pokus mod mig!" gispede Juan. "Det er uretfærdigt."
   "Jeg brugte ikke noget mod dig," protesterede Matti. "Du klarede selv at snuble. Måske du skulle lære at se dig for."
   Juan blev lang i ansigtet. "Du er et monster, en vanskabning. Ligesom din gudfar," hvæsede Juan. Han havde skrabet sit knæ i faldet. Matti knyttede næverne. "Han er et bæst og..." Juan nåede ikke at sige mere, før Matti havde kastet sig over ham. De andre børn hylede og hujede, mens de slog en rundkreds om de to kæmpende drenge. Pludselig var slåskampen ovre. Børnene spredtes, og Matti blev løftet op fra jorden af et greb så fast, at det kun kunne tilhøre hans værge. Theo trak Matti med sig mod skoven.
   "Jeg kan forklare... Han havde fortjent det," gispede Matti, mens han halsede efter Theo.
   "Jeg er ligeglad med at du slås," svarede Theo muntert. "Måske det endda kan gavne dig at slås en gang imellem." Theo smilede lidt til Matti. "Det er sødt, at du forsvarer min ære, men jeg kan klare mig selv." Theo og Matti nåede skoven, hvor de de som regel tilbragte deres aleneaftener en gang om ugen. "Så du er ikke vred på mig?" spurgte Matti.
   "Nej," svarede Theo. De satte sig på et væltet træ. "Jeg har noget til dig," fortsatte Theo, og rakte ned i sin lomme. "Du huskede det!" udbrød Matti glædesstrålende.
   "Huskede hvilket?" spurgte Theo, og fandt en lille genstand frem fra lommen. Matti så trist ud, men opdagede så, at Theo lavede sjov. Han så overrasket på sin værge. Theo havde aldrig før spøgt med noget overfor Matti. "Tillykke med fødselsdagen, Maro," sagde Theo. Matti tog imod gaven. Det var en kæde lavet af flettede læderstrenge. I kæden hang en blodrød sten med gyldne pletter, indfattet i sølv. "Dragehjertesten," mumlede Matti, og tog kæden om halsen.
   "Når jeg en dag ikke er her mere, vil den sten hjælpe med at passe på dig," sagde Theo. Matti skulle til at sige noget, men Theo afbrød ham. "Der vil komme en dag, hvor du må stå alene. En dag, hvor bjerge vil flække, skove vil brænde, have vil fryse til is, og guderne endnu en gang vil betræde denne jord." Theo sukkede. Så rejste han sig. Solen var gået ned i vest. "Tag aldrig kæden af," sagde Theo.
   "Hvornår har du fødselsdag?" spurgte Matti. "Jeg må huske at give dig noget også."
   "Det ved jeg ikke," svarede Theo.
   "Hvor gammel er du?" spurgte Matti.
   "Det ved jeg heller ikke," sagde Theo afsluttende. De gik tilbage til herregården i stilhed.

Matti kedede sig. Theo havde været væk i 3 dage, de andre børn ville ikke lege med Matti længere, efter at han var kommet op at slås med Juan, og Celeste, der var den eneste, der stadig ville lege med Matti, var syg. Matti gik ud i skoven. Han sparkede til en sten. Det var blevet oktober. Efteråret var i fuld gang, men det var ikke det iskolde efterår, som Matti kendte fra Danmark. I Spanien var det stadig lunt i dagtimerne, og køligt om natten. Druerne var blevet høstet, fru Poleiro havde mast dem med sine slanke fødder, og de var blevet hældt på flaske. Theo havde ikke sagt til Matti, at han tog af sted. Oftest fortalte Theo når han tog væk. Han fortalte sjældent hvornår han ville komme tilbage, og han fortalte aldrig, hvor han tog hen.
   Matti havde besluttet sig for at gå en tur i skoven. Det var en klar eftermiddag, og Matti vidste at de andre børn legede udenfor. Han var såret over at de ikke længere ville have ham med, og håbede at de så ham gå mod skoven. Børnene turde generelt ikke færdes i skoven. Fru Poleiro havde advaret dem mod det, og Matti havde vundet lidt respekt for sin færden derinde. Han gik mod skoven uden at se sig tilbage, og besluttede sig for at tage én af sine sædvanlige ruter. Da han havde gået lidt, valgte han alligevel at gå en anden vej. Han gik på må og få gennem skoven. Han havde udforsket hele den østlige del af skoven, og følte ikke, at han kunne fare vild. En times tid efter måtte han dog indse, at han var faret vild. Det begyndte at blive mørkt, mens Matti med stigende desperation forsøgte at finde en sti, der førte ud af skoven. Han fandt en sti i tusmørket, og begyndte at følge den. I stedet for at føre Matti ud af skoven, syntes han at stien ledte ham dybere ind. Træerne begyndte at stå tættere, og omkring sig begyndte Matti at høre mystiske, uhyggelige lyde. Matti tænkte på Theos undervisning. Han huskede alle de frygtelige væsner, man risikerede at møde i skove om natten. Valravne, gravsøer, underjordiske og djævlehunde. Netop som Matti tænkte på hundene, hørte han en hylen i skoven. Han begyndte at løbe, men det var som om det gjorde ham mere angst. Han løb hurtigere, med hjertet dunkende i halsen. Nu hørte han den stærke hylen bag sig. Tættere på end før. Matti faldt. På stien foran sig så han noget, der fik ham til at skrige højt. I det sparsomme månelys så han, at stien var overstrøet med knogler. Et kranium fra et større rovdyr grinede til ham. Matti rejste sig, og fik øje på hundene bag sig. De trådte frem blandt de mørke stammer. Halvt hunde, halvt råddent kød. De var efterkommerne af alle de hunde, menneskerne havde mishandlet og smidt ud. De levede for at sønderflå menneskebørn. Matti løb i den eneste retning, hvor ingen hunde vogtede. Frem ad stien. Matti stoppede brat. Stien sluttede lige ved det ældste træ, Matti nogensinde havde set. Det var fordrejet, revnet og barkløst. Grenene stak fra det som brækkede knogler, skelethvide i måneskinnet. Et vindpust løb gennem trækronerne. "Nathaniel," hviskede vinden i hans øre. "Jeg har ventet på dig." Matti rørte sig ikke. Han stirrede på det gamle træ. "Jeg har været så ensom," klynkede vinden i hans øre. "Kom, Matti. Sov med mig." En skikkelse trådte frem fra træet. Perlehvid, med hår som blod. Noget dukkede frem foran Matti, springende frem fra træerne. En skikkelse så mørk, at den lukkede månen ude. Matti hørte en flaksen. Så skød flammer op fra jorden. Matti blev blændet af det kraftige lys. Flammerne lå i en ring om Matti og Theo, for det var selvfølgelig Theo, der var dukket frem. Matti så hundene trække sig tilbage. Skikkelsen ved træet var væk. "Læg dine arme om min hals," sagde Theo. Matti lagde armene om Theos skuldre og hals, og Theo forvandlede sig til en enorm fugl, bredte sine vinger ud på den sparsomme plads, og skød op i luften med Matti på ryggen. De landede et stykke fra herregården. "Har du hørt et eneste ord, jeg har fortalt dig?" hvæsede Theo, der nu igen var en mand. Matti så ned i jorden. "Jeg har fortalt dig flere gange, at de fleste natvæsener kan fordrives med ild!" udbrød Theo. Der var skuffelse i hans stemme. Han rystede frustreret på hovedet. Så vendte han sig mod Matti. Han lagde hænderne på Mattis skuldre, pludselig flov over sit vredesudbrud.
   "Du bliver nødt til at forstå, at du ikke er som andre børn. De fleste andre ville ikke kunne se disse væsner. Det kan du. Det betyder, at væsnerne også kan se dig," sagde Theo. "Og de kan skade dig. Derfor er det uhyre vigtigt, at du hører efter i mine timer." Theo tav, og gik mod herregården. Matti fulgte i hælene på ham. "Den skikkelse i skoven," begyndte Matti.
   "... Var ikke din mor," svarede Theo. "Den læste blot dit indre, og forsøgte at lokke dig med sig." De gik resten af vejen i tavshed. Theo forvandlede sig til en nattergal, og sad på Mattis sengegavl til Matti faldt i søvn.

Matti og Theo gik i skoven. Det var i starten af december, og vejret var køligt. "Vil jeg også lære at ændre udseende ligesom dig?" spurgte Matti. Theo havde moret Matti med at ændre form. Han var gået fra at være den buttede, rødhårede mand til en hund, til en myresluger. Nu blev han til den magre mand, Matti kendte som sin tidligere genbo. "Der er mange kundskaber du vil lære, som jeg aldrig vil kunne beherske, men formskiftning er et kendetegn ved mit folk," sagde Theo. "Du kan lære at ændre dit udseende overfladisk, men ikke som jeg gør det."
   "Hvem er dit folk?" spurgte Matti.
   "Ikke det samme som dit," svarede Theo affærdigende. Theo så, at Matti så trist ud. "Det er vel på tide at jeg sætter dig ind i noget af det," mumlede Theo fortrydeligt. Han satte sig på en træstub, Matti satte sig på en sten i nærheden. "Jeg er født langt herfra. Et sted, man ikke kan nå til vands, til lands eller i luften. Det var der, jeg mødte din far," sagde Theo. Matti så spændt på Theos sammenbidte ansigt. "Din far mødte din mor i København, da han var på besøg. Jeg mødte hende ligeledes dengang, selvom hun ikke huskede det. Hun fulgte os til mit hjemland, hvor hun og din far forelskede sig. Hun vendte tilbage til Danmark, og brugte de næste år på at fortrænge sine oplevelser og lade andre fylde hende med løgne." Theos stemme var neutral, men ordene var bitre.
   "Hvorfor fulgte min far ikke med hertil?" spurgte Matti åndeløst.
   "Din far døde kort tid inden din mor tog af sted," svarede Theo. "Jeg ville være blevet ved hans side til det sidste, men han bad mig tage af sted og passe på dig."
   Matti mærkede en vis skuffelse ved at høre, at hans far var død. På en måde havde han forventet det, det ville forklare, hvorfor han aldrig havde set eller hørt fra ham. På den anden side havde Matti, specielt efter at hans mor var død, brugt mange timer på at tænke på sin far. I hans fantasier var hans far en eventyrer, som Indiana Jones i de film han havde set tidligere. Hans far ville være nødt til at opklare mange mysterier, og havde ikke tid til at se sin søn. På et tidspunkt ville han dog komme, og de ville være en familie igen.
   "Passe på mig?" spurgte Matti, der prøvede at skjule sin skuffelse. "Er jeg i fare?"
   "Det håber jeg ikke," mumlede Theo, halvt til sig selv, halvt til Matti. "Under alle omstændigheder passer jeg på dig." Theo rejste sig fra træstubben. "Du er ikke som de andre børn, Maro. På godt og på ondt," sagde han.

Matti sad på trappen i stuen. Det var en regnfuld dag i december. Den fede kokkedame kom hen til ham. "Hvad er der i vejen, Alejito?" spurgte hun.
   "Jeg savner min mor," svarede Matti, efter at have sikret sig, at ingen af de andre børn lyttede ved dørene. "Åh, Alejito. Hvor er hun da?" spurgte kokkedamen, fru Álvaro.
   "Hun døde i sommers," sagde Matti. Han mærkede tårerne, der begyndte at løbe ned ad kinderne. Fru Álvaro satte sig ved siden af Matti, lagde sin fede arm om den spinkle drengs skulder, og trak ham ind til sig. Matti huskede ikke, hvornår han sidst havde fået et kram. Theo krammede ham aldrig. Det var ikke for at være ond, at han aldrig gav Matti kram, det virkede snarere som om at kærtegn ikke syntes naturlige for Mattis gudfar.
   Fru Álvaro knugede Matti længe, lige til Matti var holdt op med at græde. "I det mindste har du din far her," sagde fru Álvaro.
   "Han er ikke min far. Min far døde før jeg blev født. Theo er min gudfar," Matti bemærkede et udtryk af lettelse glide over fru Álvaros ansigt. "Vil du hjælpe mig med maden, Alejito?" spurgte fru Álvaro, og strøg Mattis kind med sin grove hånd. Matti nikkede.