Marina sad i stuen. Det lille barn lå og sov i en improviseret vugge, bestående af en tom skuffe, foret med tykke, bløde tæpper. Theo kom ind, satte sig ved siden af hende. De så begge trætte ud. "De kommer snart," sagde Theo, strøg det brune hår væk fra øjnene. Marina pillede lidt ved sin nederdel. Det grønne stof smøg sig om hendes mørke hud. "Tager de også barnet?" spurgte Marina. Theo rystede på hovedet. Marina så mod den livløse elverpige, der stadig lå på sofaen. "I har ikke tænkt jer at beholde ham, vel?" spurgte hun.
   "Nej," svarede Theo. "Jeg har stadig så meget at ordne, og Maro er ikke i stand til at passe et barn."
   Marina lagde forsigtigt hånden på Theos skulder. Matti kom ind i stuen, og Marina flyttede hurtigt sin hånd. Der lød en banken på døren, og Theo gik ud for at åbne døren. To mænd fulgte Theo indenfor. Begge var lyse som Miralil, med platinblond hår. Den højeste gik direkte ind, og knælede foran Miralils krop. Hans øjne var forgrædte. Han tog hendes hånd i sin, strøg den blidt. Den anden elver hilste kort på Theo, hans ansigt var som hugget i sten. Han præsenterede sig som Silnali. "Jeg beklager Asgilatis adfærd. Han er ung," sagde elveren med stenansigtet. Asgilati græd åbenlyst, til stort ubehag for hans artsfælle. Theo så interesseret på den hulkende elver. Den anden elver tog fat i Asgilatis krave, og trak ham op at stå. "Tag dig sammen," hvæsede han.
   "Tager I barnet med?" spurgte Theo. Den ældre elver samlede den lille dreng op, undersøgte ham grundigt. "Nej," svarede han så. "Han er ikke en af os."
   Elverne bar forsigtigt den livløse kvinde ud i deres bil, lagde hende ind på bagsædet. Asgilati var holdt op med at græde, men han så stadig dybt ulykkelig ud. Silnali vekslede et par ord med Theo, så satte begge elvere sig ind i bilen, og kørte af sted.
   Matti sad med den lille dreng. Barnet sov. Marina havde givet ham en flaske med erstatning, og han var faldet i en dyb søvn. Drengen lignede sin mor. Theo satte sig i sofaen ved siden af Matti. "Du bliver nødt til at forstå, at elvere ikke er som os andre," begyndte han. "De har deres helt egen kultur, og de værner om den. De ser ethvert brud på det moralske kodeks som en stor forbrydelse."
   Matti svarede ikke, han betragtede blot det lille barn. "De kan ikke udstå halvblodselvere, de ser dem som en forringelse af deres ædle kultur," fortsatte Theo.
   "Hvad skal der ske med ham?" spurgte Matti.
   "Vi afleverer ham på et børnehjem," svarede Theo. Matti så forfærdet på sin gudfar.
   "Jamen, hvad hvis de finder ham?" udbrød Matti. Theo rynkede sine øjenbryn.
   "Hvis hvem finder ham?" spurgte han. Matti rullede med øjnene.
   "Dem, der slog Miralils kæreste ihjel," svarede han.
   "Var det, hvad hun fortalte dig?" spurgte Theo. "Miralils kæreste er ikke død. Han ville bare ikke have hende. Som sagt, elvere opfatter ikke halvblods som en del af deres samfund." Matti så uforstående på Theo. "Hvad laver dig og Marina så?" spurgte han. Theo tyggede sammen, tydeligvis brød han sig ikke om at skulle fortælle Matti noget. "Det er komplekst," svarede han. "Det er rigtigt, at der er kræfter, der ikke ønsker os her. Det er der ikke så meget at gøre ved, sådan vil det altid være." Han holdt en lille pause, mens han tænkte over, hvad han skulle svare. "Jeg er ny i denne verden. Jeg kom hertil kort inden du blev født. Der er mange ting, jeg ikke forstår omkring dette sted. Marina har hjulpet mig meget, og gør det stadig. Til gengæld hjælper jeg hende," sagde Theo. "Når hun har brug for det, så kommer jeg." Matti rejste sig fra sofaen.
   "Jeg ved ikke, hvad jeg regnede med," hvæsede han. "Som sædvanlig nægter du at fortælle mig en skid." Han holdt stadig den lille dreng i sin favn. Han lagde barnet fra sig i den improviserede vugge, og gik ind på sit værelse.