Den lille bodega henlå i det typiske halvmørke, der herskede sådanne steder. Gulvet var imprægneret med årtiers ølsjatter. Der var 3 borde, en gammeldags jukebox, en bar med stole foran, og en dør, der førte ind til det lille toilet. Der var ikke noget dametoilet, da det var usandsynligt at en kvinde ville bevæge sig herind. Theo satte sig ved et bord. Alle 3 borde var ledige. Kun ved baren sad tre mænd, der så ud som om de aldrig forlod deres pladser. Bodegaejeren så surt på Theo, da han rejste sig og bestilte en øl i baren. Theo tog mod den skummende øl, satte den på bordet, og gik ud på toilettet. Han så sig i spejlet. Han havde bemærket en svag summen i ørerne, fra han kom ind på bodegaen, og mente at have en idé om hvorfor. Han trykkede fingeren mod en revne i spejlet, og koncentrerede sig om at reparere revnen. Intet skete. Theo lo. Så det var med den på? Det skulle de komme til at fortryde.
   Han havde netop drukket sin første tår af øllen, da mændene kom ind af døren. Der var 3 mænd. De var alle under 30, de to af dem var muskuløse. De satte sig ned ved Theos bord. Theo observerede dem. Den ældste af mændene var tynd og havde et klogt udtryk i sine øjne. Hans ansigt var smalt, og hans hår var tyndt. Theo var sikker på, at han havde en ørering under det tynde hår. Ganske rigtigt, da manden drejede hovedet, opfangede Theo et lille glimt af guld under håret. "Du må være Armov, ikke sandt?" spurgte Theo, mens han gjorde sig umage for at finde det rigtige tonefald mellem truende og neutralt. Manden nikkede. Theo så på de andre to, der havde sat sig som bodyguards ved Armovs sider. De to bodyguards nidstirrede Theo. Han smilede til den ene, der forskrækket så væk. Så gik det op for Theo, at disse tre mænd var bange. Han bemærkede, hvordan deres næsefløje vibrerede ganske let, små svedperler samlede sig i deres pander og de holdt hænderne foran sig i en underbevidst beskyttende positur. Theo undrede sig. Disse mænd var mennesker, de burde som resten af deres tåbelige art tro, at de havde overtaget. Specielt når nu nogen havde kastet en beskyttelse over bodegaen, der gjorde det umuligt for Theo at bruge sine særlige fordele. Theo måtte lægge bånd på sig selv for ikke at le højt. "Jeres overordnede har noget, der retmæssigt tilhører mig. Hvis jeg ikke får det tilbage, vil jeg selv hente det," sagde Theo roligt, mens han koncentrerede sig om at holde en let truende tone. "Vores chef er klar til at forhandle," svarede Armov. Theo tog en kuglepen op af lommen og drejede den eftertænksomt mellem sine fingre. "Udmærket. Fortæl ham, at hvis han afleverer min ejendel tilbage, vil jeg skåne hans liv," hvislede Theo. Han bemærkede bodyguardsene tage tilløb til at angribe. Hvis han kunne tage modet fra dem nu, ville han have en fordel. Han drejede kuglepennen, så de alle kiggede på den et øjeblik. Så med et snuptag fjernede han den fra synsfeltet, så det lignede at den var forsvundet i den blå luft. Theo opfangede et glimt af usikkerhed, frygt og vantro i de to bodyguards øjne. Han kradsede adspredt i bordet med en fingernegl, mens han med ligegyldig mine så virkningen på de tre mænd. Tåbelige mennesker. Så rejste Theo sig. Han nikkede til mændene og gik med afmålte skridt mod døren. Kuglepennen ramte jorden med et metallisk klik. Theo så de to gorillaer rejse sig op. Den ene trak en kniv, den anden en pistol. Theo forstod nu, at det eneste der havde afholdt dem fra at angribe, var visheden om Theos magi, der trods forventningerne så ud til at virke. Kuglepennen, der var gledet ud af Theos ærme, havde brudt den illusion. Med to skridt var Theo oppe på bordet. Han satte af, væltede bordet, og fløj gennem facadevinduet. Han mærkede sine kræfter komme tilbage, så snart han mødte den friske luft. Falken skød op i luften, og forsvandt af syne. Armov tog en lille kolbe frem fra inderlommen. På et stykke glas fandt han, hvad han ledte efter. Han lod forsigtigt de to grønne dråber løbe ned i kolben. Han blottede sine brune tænder i et grin.