"Hvad laver vi her?" mukkede Nemo, og så surt på dørskiltet. Matti åbnede døren, og trådte ind i lejligheden. Matti begyndte at sparke sine gummisko af. Nemo bandt sine militærstøvler op. Matti hængte sin cowboyjakke på en krog i entréen. Nemo tog ikke sin tykke trøje af. Han skælvede let. Matti puffede ham foran sig ind i stuen. Her sad en samling af piger og drenge på Matti og Nemos alder. De sad i lædersofaer, mens de drak det sprut, de havde hugget fra forældrenes barskab. Pigen, der havde inviteret Matti til festen, sprang op fra sofaen. "Adam!" udbrød hun, og faldt ham om halsen. "Godt du kunne komme!" Hun lugtede af Gajol.
   "Jeg har taget min ven Nemo med," sagde Matti, og slog ud mod Nemo, der i øjeblikket så ud til at anstrenge sig for at falde i ét med det lavendelfarvede tapet. "Åh. Det er ligesom den fisk dér, er det ikke?" spurgte Simone venligt. Nemo svarede hende ikke, rystede bare umærkeligt på hovedet og så ned i gulvet. "Jeg har hugget noget sprut fra min far," udbrød Matti, og trak en flaske vodka frem. Det havde ikke været noget problem at narre kassedamen til at sælge ham flasken. Matti så ældre ud end han var, og selv hvis han havde lignet sin alder på 16 år, var der ikke langt til at han kunne købe det lovligt. Matti var blevet højere i løbet af de sidste 2 år, siden han kom til Danmark. Han var blevet færdig med 9. og 10. klasse, og overvejede nu, hvilket gymnasium han skulle søge ind på. Matti gik ind i stuen, og lod sig synke ned på en ledig plads i sofaen. Han blev klemt inde mellem en pige og en dreng. Pigen ignorerede ham demonstrativt, mens drengen smilede til ham. "Hvor kender du Simone fra?" spurgte drengen. Han snøvlede lidt, som om hans tunge var for stor.
   "Gennem nogle fælles venner," svarede Matti. Han tog 2 plastikkrus fra bordet, blandede halvt vodka, halvt cola i krusene, og bød sin sidemand det ene krus. Nemo kom sjoskende ind i stuen. Han havde en billig dåseøl i sin ene hånd. Han satte sig ned på en stol og stirrede ud i luften. Matti lagde mærke til, at han var grå i ansigtet. Hurtigt bundede Nemo sin øl, og tog en ny. Pigen ved siden af Matti indledte en samtale med Nemo. "Nåh. Du hedder Nemo? Er det udenlandsk?" spurgte hun interesseret. Nemo drak en tår af sin øl. Matti tænkte, at han ville ignorere pigen.
   "Det er latin," svarede Nemo. "Det betyder "ingen"."
   "Det var da specielt," sagde pigen. Hun var ikke specielt køn, men antydede med sine bevægelser og ansigtsudtryk, at hun selv mente at være smuk. Matti rejste sig for at gå på toilettet. Da han kom tilbage var der kommet nye mennesker.
   Klokken var mange, og Matti var fuld. Nemo talte stadig med pigen, og Matti forsøgte at slippe af med en pige, der åbenbart troede at Matti elskede at høre om hendes katte. Matti var på vej ud på toilettet, da han stødte sammen med en høj fyr. Matti spildte sin øl på gulvet, og skulle netop til at undskylde, da han så drengens ansigt og tav øjeblikkeligt. Den høje, blonde dreng med de skæve tænder var ikke til at tage fejl af. Det var René, Mattis tidligere klassekammerat, der havde gjort hver dag på Kirke Hyllinge skole til et mareridt. Sidste gang de havde set hinanden var den samme dag, hvor Theo havde overbragt Matti nyheden om Mattis mors død. Matti så til sin store skræk, at René også genkendte ham. Det var dog tydeligt, at han ikke kunne placere ham. "Undskyld, men har jeg ikke set dig før?" spurgte den store dreng.
   "Det tror jeg ikke," svarede Matti undvigende, og skyndte sig at gå tilbage til stuen. Kort tid efter kom René ind, og satte sig i sofaen ved siden af Matti.
   "Nu ved jeg, hvorfor du ser bekendt ud," sagde René, og så på Matti med det dumme blik, Matti havde foragtet ham for, for 9 år siden. "Du minder mig om en dreng, jeg gik i klasse med engang. Men han er død nu." Matti spidsede pludselig ører.
   "Hvordan døde han?" spurgte Matti. René tog en tår af sin øl.
   "I et trafikuheld. Hans mor døde samtidig. Min mor så, hvordan de trak ligene ud af bilen," sagde René. Han var blevet lidt bleg i kinderne. "Jeg var så ond mod ham." René tog en cigaret og tændte den. Mattis tanker kørte rundt i hovedet på ham. "Jeg plejede at drille ham, du ved. Sådan med at han ikke havde en far og sådan noget. Det var dumt af mig, men jeg kendte jo ikke sandheden."
   René så stift ud i luften. "Hvilken sandhed?" hviskede Matti.
   "Ja altså. Hans mor blev voldtaget, det var derfor han ikke havde nogen far. Hans mor blev sindssyg, havde alle mulige idéer om, hvor hun havde været og sådan noget. Hvis bare jeg havde vidst det," mumlede René. Matti mærkede jorden snurre under sine fødder. Han rejste sig op, og vaklede mod entréen. "Går du?" spurgte Simone, og fulgte ham ud til entréen. Matti nikkede. "Jeg har det ikke så godt," svarede han uddybende. Simone trådte nærmere.
   "Jeg troede du ville blive og sove," sagde hun skuffet, og så på ham med sine store, blå øjne. Matti stoppede op. Han havde ikke forestillet sig, at Simone var interesseret i ham på den måde. "Hvor skal jeg sove henne?" spurgte Matti. Simone smilede til ham.
   "Jeg har en ret stor seng." Matti stillede sine gummisko ned på tæppet igen, og fulgte med Simone ind på hendes værelse. Døren låste med et klik bag dem.