"Det lyder som om ham Theo skylder dig en forklaring," sagde Nemo, og tog et sug af sin cigaret. Matti nikkede.
   "Bliver din far ikke vred, når du ikke kommer hjem?" spurgte Matti. Nemo trak på skuldrene.
   "Han er ikke min far," svarede han så. "Han er min stedfar. Min far ser jeg kun et par gange om året. Sædvanligvis er han for fuld til at genkende mig. Vældig akavede samtaler, vi har."
   De havde taget bussen til Roskilde, og sad nu inde på Ruder Konge. Nemo kæderøg cigaretter, mens Matti langsomt drak sin øl. Matti havde brugt sit falske kørekort til at købe øl. Han betragtede sin ven. Nemo var 16 år gammel ligesom Matti, men mens Matti godt kunne gå for at være 18, lignede Nemo snarere en på 14. Han var spinkel og havde et museagtigt udseende. Han bevægede sig på en undskyldende måde, og hans triste ansigt mindede om en pryglet hunds. Dette virkede besynderligt på Matti, eftersom Nemo var den mest intelligente person han havde mødt. Nemo var sædvanligvis stille i selskab med andre, men når han og Matti var alene, havde Matti ofte svært ved at følge ham i deres diskussioner.
   "Hun virkede til at være interesseret i dig, hende fra festen i går," sagde Matti. Nemo fnisede.
   "Selvfølgelig var hun ikke det," svarede han. "Jeg har intet at byde hende. Jeg har lav social status, er fattig og ligner ikke noget, unge piger drømmer om."
   Han tog endnu en cigaret frem, og tændte den med gløden fra sit skod.
   "Hun lagde an på mig for at gøre en af de andre fyre interesseret. Desværre virker den slags ikke specielt godt på drenge." Matti rystede på hovedet.
   "Jeg tror hun var interesseret," sagde han.
   "Du er en venlig fyr, Nathaniel. Men kvik er du ikke," lo Nemo. "Ser du, det er ligesom med samfundet. Man får at vide, at alle har lige muligheder fra de bliver født. At du kan blive hvad som helst. Og folk accepterer det. Selvom statistikkerne illustrerer noget helt andet." Nemo tog et stort sug af sin cigaret.
   "Hvordan hænger det sammen?" spurgte Matti.
   Nemo rakte sin pegefinger i luften. "Statistikkerne viser, at børn af akademikere bliver akademikere, børn af narkomaner bliver narkomaner og så videre. Vi får at vide, at der er en partner til alle. I princippet burde det være sandheden, men du behøver blot at se dig om en enkelt gang i enhver gymnasieklasse. Herinde sidder der måske 10 piger og 7 drenge. De fleste af pigerne, måske dem alle, har et aktivt sexliv. Blandt drengene er det dog anderledes. Nogle af dem har flere piger, de knepper, mens andre ikke har en eneste pige. Verden er uretfærdig," konkluderede han med en skuldertrækning.
   "Hvad skal vi gøre ved det?" spurgte Matti spøgefuldt. Nemo så alvorligt på ham.
   "Den eneste måde at løse problemet med pigerne er enten at ændre sig, eller i hvert fald være god til at foregive det, eller finde en pige, der er lige så besynderlig som en selv. Det andet problem er kompliceret, men jeg tror vi kan løse det sammen," sagde Nemo tænksomt. "Jeg bliver nødt til at undersøge det lidt nærmere."