Nattens mørke fyldte rummet omkring hende. Kun en lille stribe månelys fandt vej gennem gardinsprækken og glitrede i støvet midt i det lille rum. Hun sov ikke. Hendes krop var træt og udmattet og øjenlågene tunge.
   Men hun kunne ikke. De sidste mange uger, havde hun været så forfærdelig træt. Hun havde sovet og sovet, og når hun ikke sov, hvilede hun sig. Hun orkede ikke andet.
   Hun ventede på ham.
   Han var ikke en nær ven. Heller ikke en savnet. Hun ventede ham med en blandet følelse. Følelsen af utålmodighed og spændt forventning. Og et lille strejf af frygt.
   Nej, han var ikke en nær ven. Ikke engang en bekendt. Og dog tænkte hun på ham med længsel.

Hun mærkede sindet falde mod det dybere lag af søvn og lod kroppen falde med.

Hun havde ikke været længe væk, da hun atter vågnede.
   Stadig med lukkede øjne, lå hun og fornemmede den endnu mørke nat omkring sig. Og så hørte hun det.
   Lyden.
   Som et blødt vindpust, blafrede lyden i rummet. Konstant og sagte.
   "Nå, så kunne du være her?" hviskede hun svagt.
   Øjnene var stadig lukkede.
   Der kom intet svar. Blot den samme stille blafrende lyd.
   "Har du ikke tænkt dig at tale med mig?" spurgte hun
   Det føltes som om lyden bevægede sig i rummet. Men stadig intet svar.
   Hun mærkede en spirende vrede i brystet. Nu havde hun ventet sådan på ham og så ville han slet ikke tale med hende.
   "Hvis det skal være på den måde, kan du godt gå igen," Vrissede hun. "Så vil jeg slet ikke med dig."
   Endnu en svag ændring i lyden. Lidt hårdere denne gang. Havde hun gjort ham vred?
   Hun smilede tilfreds og drejede hovedet ind mod væggen.
   Så hørte hun bevægelsen igen. Nu fornemmede hun hans tilstedeværelse helt tæt på. Det var, som åndede han hende i nakken.
   Hun mærkede det lille strejf af frygt krybe op langs ryggen og blive til en kort, svag rysten.
   Lo han? Det kunne næsten have lydt sådan. Som en klukken i brisen.
   Hun skubbede frygten væk igen. Hun var ikke bange for ham.
   Hun vendte stædigt ansigtet mod ham. Trak vejret dybt og langtrukkent.
   "Jeg har ventet dig," sagde hun smilende.
   Og så åbnede hun øjnene.