Rummet var mørkt. Alle gardiner var trukket for. Et par stearinlys oplyste rummet med et flakkende skær. Disse stearinlys var placeret på gulvet, rundt om en mand på en stol. Manden sad ret på sin ubekvemme træstol og stirrede med frygt malet i sit ansigt på en mand, der knælede på gulvet foran ham. Han lignede én, der var klar til at flygte, men rørte sig ikke. Den knælende mand lagde begge hænder på den andens lår. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," hviskede Theo. "Din herre har afvist min anmodning på det groveste. Jeg har på fornemmelsen, at han ikke tager mig alvorligt." Manden på stolen begyndte at ryste let. Theo rejste sig fra gulvet, gik hen til et lille bord, og samlede en lille kolbe op. "Mit blod," bemærkede han. "Det er aldeles ubrugeligt for jer. Alligevel tog I det. Det gør mig meget vred." Han gik de få skridt tilbage til manden på stolen. "De manerer I har her. Det får det til at vende sig i mig," hviskede han. Han så på manden på stolen, der havde tårer i øjnene. "Gør din kæbe ondt?" spurgte Theo ømt. Manden blinkede et par gange. Theo satte sin pegefinger på mandens hage. "Jeg har ikke spist længe," sagde Theo, og pressede mandens hage opad. Manden udstødte lyde af smerte. Der lød en knasen, da mandens tænder splintrede i hans mund under presset. "Jeg afskyr din race," hvæsede Theo. "Hjerner som tjenestefolk og egoer som kejsere. Tror I virkelig, at I kan stjæle guddommelighed?" Manden lod ikke til at høre efter. Smertenstårer flød fra hans øjne. Theo fandt sin kniv frem, han havde den altid i en rem under sin skjorte. Kniven var lang og skarp. "Hvem forsøger I at kontakte?" spurgte han, og satte knivspidsen mod mandens knæ. Manden spyttede sine tandstumper ud, hans bluse blev rød af blodet, og Theo indåndede duften af det friske blod. "Forsøger?" svarede manden triumferende. Theo så skeptisk på den bundne mand. "Vi har allerede kontakt. Vi skal nok nå det." Theo trykkede kniven nedad, den penetrerede huden under mandens bukser. "Lyv ikke for mig," hvæsede Theo, der var tvivl i hans stemme, mens han pressede kniven dybere ind i mandens lår.
   "Vi har én fra din verden, han har vist os vejen," fortsatte manden.
   "Hvem?" spurgte Theo, og lænede sig ind over manden. Manden smilede tandløst til Theo.
   "Det kan jeg ikke fortælle dig," svarede han. Theo trak rasende kniven ud af mandens lår, og pressede den mod hans strube. "Sidste chance," hvæsede Theo. Manden så skræmt, men beslutsom ud. Theo sukkede, og lagde kniven fra sig på gulvet. Han ændrede form, tøjet forvandledes til tyk, spættet pels. Neglene voksede til kløer, og det store dyr luntede langsomt hen til manden på stolen. Leoparden så et øjeblik ud, som om den ville omfavne manden, den hævede sig på bagbenene, og begravede de lange hugtænder i mandens hals. Blodet sprøjtede mens rovdyret fortærede sit bytte.