3Jordbærkys
Kære Maiken · Tusind tak for din mail. Hvor var det dejligt at høre... [...]
Noveller for børn/unge · ulykkelig kærlighed, forelskelse, kærlighedslængsel
1 år siden
0Gastric Bypass
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden ... [...]
Noveller
2 år siden
4Savitha
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenum... [...]
Noveller
2 år siden
3Sandeltræet
Efter krigen på Kuruksetrasletten står der et sandeltræ der hvor ... [...]
Noveller · mytologi, livsanskuelse, erkendelse
2 år siden
2Barnets bog
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. ... [...]
Noveller
2 år siden
3Angst
Angst. · Flosset og hudløs mærker jeg min venstre tinding stramme. ... [...]
Kortprosa · identitet, psykose, følelser
3 år siden
5Steningerne
Skrigene får en fugleskare til at lette fra de døde træer i vores... [...]
Kortprosa · død, chok, angst
3 år siden
2Kirken
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ... [...]
Noveller
4 år siden
4Mors kinabog
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har funde... [...]
Noveller
4 år siden
2Kølerummet
- Jeg henter lige mit værktøj. · En tårnhøj overvægtig pustende man... [...]
Kortprosa · humor, sommer, mennesker
4 år siden
2Spejderhagl
En familie på syv træder ind over tærsklen. Faderen har et smil p... [...]
Noveller
6 år siden
2Min kinabog
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sik... [...]
Noveller
6 år siden
3Generalforsamling i danseforeningen
Et opslag op på døren fra den lokale danseforening faldt ned da m... [...]
Noveller
6 år siden
2Bedstemors Mørke
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest... [...]
Noveller
6 år siden
1Lampretten
Midsommeren lader et dansende vandspejl af søndenvind forme harle... [...]
Noveller
6 år siden
4Nattergalen
Nattergalen sidder på en gren udenfor loftsvinduet på Shantis vær... [...]
Noveller
6 år siden

Puls: 5,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sujatha Gellert (f. 1976)
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest når jeg kigger væk. Ser hende ud af øjenkrogen eller står med ryggen til. Jeg bliver nogen gange så ræd at jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Det gyser igennem mig, jeg forstår det ikke. Hun har aldrig slået. Aldrig. Hun har heller ikke hævet stemmen særlig ofte. Det er mere i hendes mimik. Hendes ansigtsudtryk. Jeg kan ikke stedbestemme hendes blikkontakt. Hun kigger aldrig direkte på mig, nærmere et sted i min silhuet. Jeg føler min silhuet bliver hullet af hendes blik. Det er så fast, så tydeligt og alligevel så utydeligt. Udtydeligt fordi jeg ikke kan fange hendes øjne. Hvis jeg ved et uheld kommer i øjenkontakt med hende en ganske kort sekund, er det som om hun hurtigt lægger en film hen over. Et stykke kaosfilm.
   Hun kan sagtens være venlig overfor vores kunder. Dem der kommer ofte får altid et rundstykke ekstra eller osten lidt billigere. Det er kun hende der må. Jeg har stået bag disken og sneget en håndværker mere i posen. Hun sagde ikke noget, men tog posen ud af mine hænder lagde rundstykket tilbage i kurven og tog et nyt.
   Dørklokken giver lyd fra sig, men jeg har allerede set ham da han gik forbi butiksvinduet. Jeg står henne ved køleskabet i færd med at sætte mælk på plads efter dato mærket. Han har før fortalt mig at han har et sommerhus tættere på Søndervig. Jeg har egentlig aldrig været andet end høflig.
   Han kigger nysgerrigt på det jeg laver.
   Jeg ser ham ud af øjenkrogen. Gulvet herhenne er snavset, jeg tabte en ødelagt pose popcorn tidligere og krummerne ligger stadig ind under de nederste hylder.
   Jeg vender mig rundt imod ham.
   "- Kan jeg hjælpe med noget"
   "-Jeg kigger bare"
   Jeg fortsætter med at gå alle sødmælkene igennem fra øverste venstre hjørne. Dem der er tættest på datoen kommer længst frem. Arbejdet er koncentreret.
   "-Jeg leder efter et ukompliceret seksuelt forhold. Helt u forpligtigende," Stemmen er ikke anerledes end hvis han havde peget på en af mine mælk.
   Jeg er glad for at jeg næsten står med ryggen til.
   "- Ekstra bladet ligger der ovre på hylden"
   Han vender sig ikke og kigger.
   "-Det er med dig."
   Jeg vender mig om, nu kunne jeg godt bruge bedstemor.
   Langt de fleste der kommer her i butikken er nysgerrige på vores oprindelse. Det har jeg vænnet mig til. Jeg har også vænnet mig til deres tøvende, generte, næsten drævene forsøg på at spørge henkastet.
   Når vi går på gaden er der ingen af os der bemærker de ekstra blikke fra etniske danskere, men underligt nok bemærker vi altid hvis vi møder andre af indisk oprindelse vi ikke kender.
   Jeg mærker afsky blande sig med en nysgerrighed på, hvor på min ryg der står "jeg er let, villig og tilgængelig" Jeg nægter at hente hjælp i Ibraham.
   "-Sex..." knurrer jeg og går rundt om ham og griber Ekstra Bladet.
   Han drømmer med blikket stift på mit kraveben.
   Jeg åbner døren, klokken går helt tydeligt igennem da jeg rækker ham bladet.
   "- Det er gratis i dag"
   Jeg lader døren stå åben mens jeg fortsætter med min mælk.
   ***
   Et opslag på døren fra den lokale danseforening faldt ned da min kunde gik. Der afholdes general forsamling og i lighed med de andre år vil de herefter byde på en pariserbøf.
   Jeg rydder bland selv slik området op. Sortere de farvede stykker slik og smider de snavsede fra gulvet i en pose. Jeg bevæger mig fra venstre til højre. Når jeg er færdig her skal jeg have fejet gulvet i hjørnet med den ødelagte pose popkorn. Det er muligt det først bliver i morgen. Hyldernes varer står snorlige i det område, jeg har været i, mens resten af kiosken ligner en rodebutik. Ibraham slås med sodavand og øl som kom her til formiddag. De fleste klirrende kasser skal ned i kælderen, hvor der i gamle dage var tørt og køligt. Nu er der kun køligt, og efter et par dage skal vi passe på etiketterne som begynder at sidde løse. Jeg er glad for at Ibraham har kunnet bære de fleste tunge varer for mig, for det ville næsten være en fast rutefart jeg skulle i, med min ene kasse af gangen. Ibraham kan tage tre sodavands eller to ølkasser af gangen.
   Radioen gungre i baggrunden, lyden går ikke tydeligt igennem her i mit hjørne, men jeg tror det er et dansk nummer. I hvert fald får den mig til at tænke på danseforeningens generalforsamling. Egentlig burde Ibraham og jeg gå med til nogle af de arrangementer som vi havde opslag for. Lokalbefolkningen var flinke til at bruge vores udvalg hvis de lige stod og manglede et par dele. Men af en eller anden grund kom vi meget til at holde os for os selv. Jeg pudser de små glasfiberlåg på slikkasserne, nu kan man kulørerne på slikket. Det er egentlig mærkeligt at vi ikke spiser mere slik nu vi har så meget af det. Men jeg tror at det er tanken om at det altid er tilgængeligt, der gør at vi stort set aldrig rører det. Og vi skal rent faktisk også betale for det. Men de fleste der ikke kender til arbejdet i en kiosk kommenterer gerne at der så altid er mulighed for at spise det man har lyst til. Sådan har jeg aldrig set på det. Jeg er vokset op herinde. Jeg kender disken som i virkeligheden er et finér skrivebord fra Jysk. Det har fået klodser under så det lige er blevet lidt højere, men jeg har vænnet mig til at disken er lidt lavere end den ville have været hvis det var en disk. Jeg har stået og set på min bedstemor orkerede i tiden imellem kunderne og da jeg blev større fik jeg flere og flere opgaver. Jeg startede med at feje, men de sidste år har jeg også ekspederet og sørget for opfyldelsen af varer. Det eneste jeg aldrig har fået egentlig indblik i var økonomien. Bestilling og betaling af fragt og alt hvad der havde med kassebeholdning at gøre.
   ***
   Det er lidt køligere i køkkenets skyggekrog. Spisebordet er placeret i et lille indhak bagerst så der lige akkurat er plads til fire stole rundt om det. De er uens i højden og farven, men i bejdset træ. Hun sidder overfor mig med en skål bønner foran sig. Hun er gået i gang med at nippe spidserne af med en lille slidt kartoffelskrællekniv med træskaft. Hendes ansigt er koncentreret omkring bønnerne og for hver håndfuld hun har nippet, lander de med et plop i lerskålen. Fine støvede dråber saft stiger op og giver en grøn dæmpet friskhed til luften, fylder den med en opvågning og en klarhed. Hun har linjer i panden. Både på skrå og på langs. Linjerne er lige dybe, hvad end hun bøjer hovedet mod skålen eller kigger hen over den på en plet bag mig. Et lille
   "- Ak" slipper hendes læber ind i mellem, og forskudt derfor tømmer hun blikket ud i rummet. Jeg knaser på en bønne og svinger let med benene. Tungen rammer det bittergrønne og trådede, som jeg trækker en smule ud af munden med tommel og pegefinger. Det bliver til et langt trevlet reb i munden. Hendes underlæbe er lidt fremskudt. Jeg får lyst til at sige et eller andet til hende. Noget der gør at vi har noget at tale om. Tavsheden imellem os er dagens rytme
   Jeg bliver usikker på om hun har nogle tanker, andre end de praktiske. Om hele hendes dag virkelig, også i hendes inderste går med en fast rytme. Kan hun virkelig lade refleksen i vejrtrækningen bestemme hendes dagligdag.
   Jeg sidder og tænker. Nu må hun da snart få det bedre. Hun sidder over for mig og kigger på et punkt skråt til venstre for mit øre. Der hænger en kalender bag mig, men hun kigger end heller ikke på den. Hun har mere grå øjne end hun plejer. Gul LDB mælk burde ligge på hendes tynde kindben. Kun lige så lidt som i reklamerne. En lille dråbe på hendes højre langfinger på størrelse med en bønnekerne. Hun dufter svagt af sandpapir. Huden er virker sygeligt tynd hen over kinderne og hagen. Hendes hår er selv, om det dufter nyvasket, en stor uglerede, der stikker små lokkede totter op. Hun er holdt op med at gå med briller. Siger at hun bedre kan se uden. Det kan være svært at forstå at hun stadig trækker vejret, når hun allerhelst ikke vil. Hun siger ikke noget om hvad hun tænker på. Jeg er stille. Jeg håber på at hun vil smile til mig. Fortælle mig at der ikke er noget at bekymre sig om. Lade to og fem være lige og sørge for at de små vindpust der kommer, når man trækker vejret fortsat er fulde af liv. Men det virker ikke. Der er ikke nogen trylleformular, jeg kender, som kan redde hende fra mørket. Noget har sænket sig i hende, og hun rejser sig og skubber en skuffe i køkkenets hjørne med overlåret. En bevægelse hun altid har gjort. En bevægelse, som før var fuld af liv. Hektisk. I dag bliver det en lukket bevægelse, hvor jeg ved at smilet ikke kommer. Heller ikke i dag. Bitter ruhed på min tunge.
   -" Vi elsker dig", siger hun til vinduet. Det gibber i mig.
   Hun vender sig om, så hun kigger direkte igennem mig igen.
   - "Ved du, at vi elsker dig?" gentager hun langsomt og tøvende. En fornemmelse af at det er ord hun aldrig før har sagt. Ansigtet er mimikløst.
   Inde i skabet på vej ud mod bryggerset ligger der 24 flade og 24 dybe tallerkner med en post it på. Til Ratri. Bagved 24 kagetallerkner og resten af det blå blomstrede stel. I skabet i stuen er der også viklet post its på sølvtøjet med elastikker.
   Hun er lille som hun står der. Hun er ikke særlig krumrygget, og fornemmelsen af at lysten til at hun skal få det bedre, bor mest i mig. i hende bor mørket; natten har sænket sig og ladet hende hente på blikstille bølger.
   ***
   Kiosken havde været lukket et par dage på grund af min bedstemor Veeras død. Jeg var lige blevet færdig med 9. klasse den sommer og havde haft planer om at arbejde et års tid i kiosken ind til jeg fandt ud af hvad jeg ville læse. Nu var det som om mine planer gik en del i vasken for jeg kunne ikke drive kiosken selv. Jeg anede intet om bogholderi, det var Veera der vidste hvordan kassen skulle stemme og jeg ville ikke være istand til at kunne lære det så hurtigt at der ikke kom for lang en pause hvor kiosken var lukket. Jeg var klar over at Ibraham havde hjulpet bedstemor men ikke om han ville kunne overtage regnskaberne. Eller om han havde lyst.
   "- Vil du kunne hjælpe mig, hvis jeg vil overtage kiosken"
   "-Kender du ikke nogen som kunne være interesseret i at overtage, du er jo ikke fyldt atten?"
   "-Det er blandt andet derfor jeg har brug for din hjælp. Jeg kender heller ikke noget til kassekladder og alt, hvad der har med bogholderiet at gøre."
   "-Jeg vil gerne hjælpe dig men det kræver at vi får nogen til at hjælpe med regnskaberne eller at en af os lære noget om det."
   "-Det var min plan, tror jeg, at starte på handelsskolen om et års tid eller sådan, hvis du mener at jeg skal have noget mere uddannelse"
   "-Jeg tænkte egentlig mest på mig selv, sådan at jeg kunne tage et kursus, og så kunne jeg klare bogholderiet."
   Jeg tror det var Ibrahams plan lige siden han kom tilbage til os, at skulle overtage kiosken. Nu var det bare sket før han regnede med. Jeg vidste at han ikke havde færdiggjort hans HF uddannelse, men det var ikke det samme som at han ikke kunne overtage kiosken. På en eller anden måde gav det enormt meget mening at vi drev kiosken videre. Det havde været min bedstefars drøm, og min bedstemor havde i årene efter hans død virkelig forsøgt at fortsætte drømmen. Jeg forstod aldrig rigtig på hende om hun var sand lykkelig. Det var hun øjensynligt ikke når hun i så længe havde haft det så skidt. Men hun prøvede. Hun virkelig forsøgte. Den anerkendelse har jeg brug for at give hende selv om jeg var ræd for hende. Til det inderste skræmt af hendes samtaler med hendes mørke ven. Også skræmt af måden hun var på i dagligdagen. Det var svært for mig at regne ud hvordan hendes humør var. Hun kunne godt smile, og man kunne få følelsen af at hun var glad og tilpas, for derefter i et nu blive så skræmmende og uforudsigeligt vred. Der behøvede ikke være en udløsende årsag. Jeg er ikke engang sikker på at hun kendte den selv. Det føltes ofte som om hun holdt mig fast som en genstand der igen og igen skulle opfylde et behov og selv om jeg var ved at gå i stykker fik jeg ofte følelsen af at jeg kunne skiftes ud. At jeg var replacérbar. Et menneske som ikke var vigtigere end den nye turist som kom ind i kiosken for første gang. Det var følelsen af at det var sjovt at drive gæk med mine tanker. Nogle gange et lumsk og fiffigt blik som jeg blev så skræmt af fordi det signalerede ren ondskab. En måde at tilgå mig på, så jeg kunne blive allermest skræmt. Det var følelsen af at det var sjovt at skabe hurtige og abrupte bevægelser som af en eller anden årsag blev uforudsigelige fordi jeg ikke kunne se meningen i dem. En måde at dreje hovedet på, koldt, beregnende og ludende. Jeg blev utryg når hun kunne give et indestængt grin fra sig som om hun tilbageholdt en stor latter. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at det var mig hun grinte af. Det var følelsen af at hun havde behov for at rive mig itu.
Forfatterbemærkninger
Kære Alle. Hvis der er nogen der har tid til at give feedback på sprog og stil vil jeg blive ovenud lykkelig. Tusind tak, alle I trofaste fyldepenne.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/08-2013 16:29 af Sujatha Gellert (Annsujatha) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2362 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.