Det sekund Tina trådte ind af døren og smed tasken, vidste hun at der var problemer. Hun behøvede ikke kigge op på uret i stuen for at se hvad klokken var, for hun vidste hvad den ikke var - den var ikke længere 18:00.
   Om spisebordet sad de to mennesker hun indtil for nylig havde kaldt mor og far. Lige meget hvor vred og frustreret hun blev, havde hun altid kaldt dem det. Men aldrig igen!
   Birgittes ansigt afslørede ikke meget, men måden Erik skulede til Tina på, gav hende et god forståelse for hvad der lå i vente.
   "Tina hvor er det godt at du beære os med dit selskab, og så næsten til tiden denne gang." Mandens sarkasme var tykkere end sovsen på kartoflerne.
   Med blikket i gulvet tøffede Tina planløst over til sin stol og satte sig. Mad var allerede blevet øst op på hendes tallerken og var blevet kold i mellemtiden. Uden at lade sig mærke med noget eller møde de andres blikke proppede hun en mundfuld kold kartoffel ind og smilede bittert.
   Erik og Birgitte begyndte begge at spise igen. Ingen omkring det ovale bord sagde noget.
   Da stilheden endelig blev brudt var det af Erik. BIG SURPRISE!
   "Kom du til tiden i skole?"
   "Nej," mumlede Tina i et suk.
   Kniven gav genlyd da han tabte den ned på tallerknen. "Hvorfor ikke?"
   Tinas krop blev spændt og stiv. Så meget faktisk at hendes muskler begyndte at blive ømme.
   "Kig på mig," kom det bestemt fra manden. Han tog en hånd op og rettede på sin brune sideskilning.
   Hun løftede hovedet lige i tide til at se Birgitte lukke øjnene og ryste på hovedet. "Lyskrydset ville ikke skifte - den blev bare ved med at være rød."
   "Den blev bare ved med at være rød? Ej, nu må du holde op. Den forklaring er værre end da du sagde at dit vækkeur ikke ville ringe."
   "Det er sandt! Lyset blev ved med at være rødt." Det blev sagt gennem tænderne.
   "Utroligt - simpelthen utroligt!"
   Som sædvanligt troede hverken han eller Birgitte på hende. Og som sædvanlig sad Birgitte bare neutral og lyttede med. Hun tager altid hans parti.
   Ligegyldigt skubbede Tina tallerknen fra sig. "Jeg er ikke sulten mere."
   "Din mor har brugt halvanden time på den-"
   "Virkelig? Hvor er hun?" Tina foregav at spejdede rundt.
   Den gestus fremprovokerede endelig en lille reaktion hos Birgitte - hun kiggede såret på Tina.
   Sandheden var at det ikke havde føltes så godt som Tina havde troet, men hendes egen vrede var stærkere end skyldfølelse. Hun efterlod Erik og Birgitte siddende blege tilbag. Det var frustration - hun knapt nok selv var herrer over - der bar hende ovenpå. Tina havde ofte funderet over, om hvad døren til sit værelse mon var lavet af, for den havde overlevet over et årtis mishandling. Hun beviste endnu en gang dens utvivlsomme usårlighed ved at hamre døren hårdt i bag sig for titusinde gang.
   Alene og omringet af fred og stilhed fangede hun et glimt af sig selv i det store spejl, der stod i hjørnet. Messing og skuer holdte det næsten to meter op i luften og tillod hende at se hele sin figur.
   Efter lidt tøven traskede hun modvilligt hen foran det. Hvad hun så var et spøgelse - tykt lyst bølget hår og store øjne der var så lyseblå at de selv på en sommerdag fik himlen til at virkede mat. Hun var ikke særlig høj, og ikke overdrevet smuk. Men fra tid til anden var der da drenge der havde vist en smule interesse i hende.
   Hvem er den skravlede pige egentlig?
   Hun vidste det ikke længere. Indtil for nylig havde hun troet at hun gjorde, men det gjorde hun ikke. Hendes liv var en løgn, og de mennesker hun havde kaldt forældre, var formænd for klubben der holdte hende for nar.
   Cindy Svendsen er også medlem.
   Hvis hendes ærkefjende fandt ud af det her, ville hun sikkert bruge det på en eller anden måde mod Tina. Nogen gang havde Tina mest lyst til at slå hul på de store fyldige læber der sad på den dumme dulle. Men Tina vidste var kommet i nok problemer gennem tiden, til at vide at det ville betyde bortvisning.
   For at afstresse satte Tina sig foran computeren og tog sin iPod i ørerne imens. Verden virkede langt enklere når man lytter til Katy Perrys sang E.T. Til forskel fra de andre piger i hendes klasse var hun var god til computere. Ikke bare til at tjekke en blog eller surfe på Facebook. Hun kunne faktisk programmere - og var pokkers god til det. I årevis havde hun studeret hvordan man skabte programmer, systemer, endda hvordan man lavede virusser. Og hun havde faktisk gjort det; efter årevis med at fantasere om hvordan det mon ville være at skabe sin egen virus, havde hun sat sig ned og programmeret én. Den var færdig, og gemt i en mappe på computeren. Men den virkede kun i teorien - Tina havde ikke prøvet den på nogen computere. Hvis Erik fandt ud af at hun havde lavet en virus ville han få et flip. Det var én af grundende til at hun samtidig havde skabt en antivirus; et program som fjernede alle skader og bragte computeren tilbage til den oprindelige tilstand før virussen hærgede. På computerens skrivebord lå den i en mappe ved siden af. Ligesom virussen fungerede programmet kun i teorien, men Tina havde fuldt ud tillid til at de begge ville køre ufejlbarligt, hvis de nogensinde kom i brug.
   Meget af Tinas liv foregik foran en skærm. Ligesom mange unge fandt hun computere til at være en endeløs mængde underholdning. I dagens Danmark var der ikke meget de ikke kunne. På trods af hendes hyppige besøge på tvivlsomme hjemmesider, og hendes forsøg med at skabe vira, havde hun aldrig haft brug for en firewall eller andet beskyttelse til computeren. Erik havde engang købt hende en Norton Internet Security. Nu lå æsken uåbnet på hylden og samlede støv.
   Hendes Pc kunne også afspille film, og efter at have brug over to timer på at se et tusse gammelt værk om en skør dræber computer der hed HAL 9000 , besluttede hun sig for at gå i seng. Planen havde oprindelig været, at hun skulle have brugt den tid på at komme efter det projekt der skulle sendes ind til Amten. Men endnu en gang kom Tina til konklusionen at lave en opgave hendes lærer blot ville rynke på næsen ad, ikke var det værd.
   "Hvis ikke jeres rapport ligger på vores server Fredag morgen, så bliver den ikke sendt afsted, og så går det ud over alle jeres karakterer." Det havde været hvad deres lærer altid sagde. Og de afsluttede altid med ordene: "ingen undtagelser."
   Gabene skulle Tina til at lukke vinduet til natten, men hun stoppede pludselig og kiggede rundt. Udenfor var intet ud over det dominerende mørke der omslugte verden. Ikke en sjæl var i syne, og alligevel havde Tina det som om nogen iagttog hende - det var en sær følelse af hjælpeløshed og huede hende bestemt ikke. Men lige meget hvor længe hendes øjne scannede området, kunne hun stadig ikke se nogen.
   Utålmodigt lukkede hun endelig vinduet. Hendes tænder blev ikke børstet og menneskerne i huset blev ikke ønsket godnat. Tina smed bare planløst tøjet på gulvet, skiftede til en gammel sove T-shirt og hoppede ind under dynen.
   Selvom hendes vækkeur var forræderisk og ikke altid ringede, stillede hun det alligevel, i håb om at det ville få hende op i morgen.