"Da jeg var elleve år, blev jeg voldtaget".
Jeg piller i sandet med mine hænder, månen kaster sølvskær mod sortehavet, der i virkeligheden går under navnet stillehavet. Alt vand er sort i min verden, alle navne er ligegyldige.
Begraver nervøst rystende fingre i det varme sand og kigger ligefrem mod det sorte, mod fortiden. Jeg holder den i ave, i udstrakt arm - over vandet, hvor den hører til. Og jeg ser ikke på ham. Selvom jeg godt kan mærke han forsøger at se lige igennem mig.
Jeg ville måske ønske, han tog min hånd. Eller lod være. Jeg ved det ikke. Jeg ved, at jeg ville ønske månen forsvandt bag skyerne, lod mig sidde lidt mindre afklædt, gemt væk i skyggen af dagen, men natten er ikke på nogens hold og holder hverken med eller om. Natten er bare. Med måne, hav og minder - badet i sølv og sort og smerte.
"Fortæl mig hele historien", siger han så. Jeg knuger hænderne sammen under sandet, mærker ild i blodet og skrig, der sætter sig på tværs mellem hjerte og hals. Han kommer sig selv til undsætning, før jeg når at vriste skriget fri.
"Fortæl mig historien, som du fortæller den til dig selv. Sig det højt. Måske for første gang." Jeg stirrer stadig stift ud mod intet og alt.
"Hvad mener du?" Det hvisler ud gennem tænderne. Jeg anstrenger mine øjne for ikke at se hans vej, og på samme tid forsøger jeg desperat at opsamle brudstykker af et kropssprog, et glemt smil, en tone. Hvad som helst og helst noget at holde fast i.
Han rykker lidt i sandet. Roligt, fornemmer jeg.
"Jeg mener ... Det her er din historie, og jeg tror på at der er mere til den end 'Jeg blev voldtaget da jeg var barn'. Og hvis du har lyst, hvis du kan, så tror jeg den har brug for at møde nattens lys. Og hvis natten vælger at se den anden vej, så skal du vide, at jeg sidder lige her og ser ingen andre end dig."
Jeg har lyst til at drukne havet i tårer. Drukne minder i mørket. Mest af alt har jeg lyst til at tage det hele tilbage, men jeg ved godt, det er for sent. Det er for sent at tage tilbage og glemme, og måske er det for tidligt at fortælle og fortsætte ... Skriget rykker uroligt i struben. Det er nu ... Nu starter slutningen.
"Jeg går mod vandet. Solen forsvinder mod havets overflade. Duften af salt og varme ligger som et tykt lag på min hud ..." Jeg fortæller med hænderne begravet under sandet, med skriget, nu hvilende på tungen. Han rykker sig ikke. Ud af øjenkrogen fornemmer jeg hans silhuet. Den brede overkrop, benen trukket let op under hagen og ansigtet drejet mod lyden af mine ord.
"... Det er fornemmelsen af vand i lungerne og ham i min mund. Salt. Vådt ..." På et tidspunkt holder jeg op med at stirre ud i intet. Havet og månen, blandet med salt og minder i mine øjne tvinger mig til at blinke og vende tilbage til nu. Så jeg drejer hovedet mod ham. " ... Det er den akutte dødsangst, med hovedet under vand, åbne øjne og følelsen af total opgivelse, der strømmer i blodet. Trykket, der trækker mig længere ned. Mod mørket. Og forvrængede lyde, da barndommen svømmer mod land for aldrig at se sig tilbage ..."
På et tidspunkt slipper mine ord op. Minderne er opbrugt, de er blottede.
Han rykker nærmere og jeg knuger hænderne hårdt i skødet. Jeg frygter at han vil lægge en hånd på mig eller på anden vis forsøge at tage, hvad der ikke kan tages tilbage, fra mig. Samtidig mærker jeg skriget indeni løsne op og give plads til en ny tanke; hvis bare ...
"Jeg ville slå ham ihjel for dig, hvis jeg kunne", hans ord river mig ind i et nu, jeg ikke kan rumme, men inden jeg kan nå at reagere, fortsætter han "men det er din opgave og det er dit ansvar at bære." Han lægger hånden på mine knyttede hænder.
"Han døde for nogle år tilbage", lyver jeg og ved ikke, hvorfor jeg lader de ord møde mørket.
Sådan sidder vi lidt. Omringet af lydløs lyd, åndedrag der smelter sammen og hænder på hænder, inden han byder handling op til dans.
"Slå mig".
"Hvad?" Jeg vender hovedet mod ham for første gang. Han sidder roligt. Uden smil og uden tårer. Jeg får en følelse af at han har iklædt sig empatisk nøgenhed for min skyld. Salt fra øjnene hviler i øjenkrogen, så jeg lukker dem i og lukker ned.
"Slå øjnene op og slå mig. Slå mig, som ville du slå 'tiden' ud af fortid." han trykker hårdere mod mine knyttede næver nu, som forsøgte han at sende kraft og mod igennem hud og had. Og så rejser han sig.
"Det er nu, Valia, nu slutter din iturevne start. Nu starter din begyndelse ..." Han rækker en åben hånd ud, og uden at vide eller ville tager jeg imod. Graver minderne op af sandet, lader dem sitre i fingrespidserne, for så at knuge min hånd hårdt som holdt jeg fast i skrøbeligt stål.
Hans arme hænger slapt langs den nøgne krop, min hånd er hævet bag hovedet og i næste nu, finder skriget hvile et sted mellem læber og havets horisont.
"Nu."
... Bag ham sejler grå skyer forbi månen og sølvstænk bliver til støvdans. Over havet.