Døren blev sparket op. Tasken blev kastet på gulvet. For de fleste andre i klassen var der netop blevet ringet til time, men ikke for Tina. Alene og bitter trampede hun hen foran spejlet på sit værelse. Det var en rystende 18-årig pige, på randen til at eksplodere, der kiggede tilbage. Håret var fedtet og den blå bluse hun havde valgt i morges var smurt ind i hvad der var mening hun skulle have indtaget til frokost.
   Hun lod øjnene løbe op og ned af sit tøj og hår, men åndedrættet forvandlede sig til en kraftig stønnen.
   Hvad der dog var galt med Tina Sten forblev uvist for hende - hun havde intet stort sigtekorn på sig, eller seddel som sagde Vær på nakken af mig.
   På hele turen tilbage havde hun ikke gjort noget forsøg på at fjerne sporerne af hvad der var sket. Hun havde været alt for vred, og vrede havde ledt hende hjem.
   Nu blev hun introdeduceret til hvor slemt det faktisk så ud, og det gjorde hendes allerede mælkeindsmurte ansigt endnu blegere.
   Uden tøven sprang hun gennem lokalet og landede foran computeren. Den piercede teenager vidste hvad hun måtte gøre, og computeren kunne simpelthen ikke starte op hurtigt nok. Ingen tid er for kort. Ingen tid er fucking for kort! bandede hun lydløst.
   Det tog overraskende kort tid for den gamle Acer computer at starte op - et faktum hun var for vred til at værdsætte. Med stor hast blev et USB stik taget ud af skrivebordsskuffen og sat i den.
   Tina havde været på vej ned med sin bakke for at finde et ledigt bord hun kunne sidde alene ved. Det var sket for kun 25 minutter siden.
   Hun proppede nu stikket i computeren og åbnede en af mapperne. I nogle sekunder sad hun bare og stirrede på filen der havde titlen Tinas plage. Så blandede saltvand og mælk sig på hendes kind, og pegefingeren der hvilede på venstre-museknap kløede.
   "Overfører "Tinas plage" til Kingston 5 GB USB..." skrev computeren.
   Tina havde bare passet sig selv. Hun havde ikke end gang ænset pigen.
   11% Overført...
   9,95 kr. for mælk og 24,95 kr. for dagens ret, som denne gang havde været lasagne. Prisen var underordnet, det var hvad der skete med maden der betød noget for hende.
   24% Overført...
   Det var måden lasagnen fordelte sit ud over hendes bluse da den blev trykket mellem gulvet og hendes bryst der tændte en brændende ild i hendes indre.
   39% Overført...
   Og hvordan mælken plaskede direkte op i øjne og næsebor, mens hun forskrækket landede - sådanne detaljer gjorde en forskel.
   56% Overført...
   Da Tina bemærkede hvis fod, hun var snublet over, havde hendes første instinkt været at rejse sig - i mere end én forstand - og se hvor langt Cindys tænder kunne flyve.
   72% Overført...
   Men så havde Tina hørt latteren. Den var høj og rungende, umulig at ignorere og kom ikke kun fra heksens læber. Alle derinde lo pludselig af hende, mens hun lå på alle fire som en gris i møget.
   89% Overført...
   Det præcise øjeblik vidste hun hvad der måtte gøres.
   100% Overført.
   Denne virus skulle planets på skolens computere i morgen - dagen for afleveringen af den store opgave - opgaven der galt 20% af ens karakter, men kun hvis den lå på skolen servere - kun hvis den på dagen kunne sendes ind til Amten. Ingen undtagelser. Absolut ingen undtagelser, det var hvad hun mindede sig selv om. Hun var naturligvis helt klar over at hun også selv ville dumpe den prøve, hvis hun virkelig plantede virussen. Ha! Fuck det. Det er sgu en lille pris at betale.
   Tina følte sig ikke som en film skurk. Det var ikke fordi hun gjorde rigtig skade; alle de rapporter der ville bliv sendt ind, blev ikke slettet af virussen. De blev bare gemt i en hemmelig folder på serven. En folder der kun kunne findes med antivirussen. Alt der blev ødelagt kunne repareres.
   Bomben kunne nu ligge i Tinas håndflade, og blive transporteret hele vejen til gymnasiet.
   I morgen vil de alle sammen betale - hver og én.