Hun kaster med hårde ord, griner når han prøver at slå igen, imens hun stille og roligt cirkler ind på sit bytte, for at give ham dødsstødet. Han er forsvarsløs når hun er sådan, for han elsker hende for højt, vil gøre for meget for hende. Han ved det, og hvad værre er, hun ved det. Det er derfor hun har et selvsikkert smil på læben, imens hendes øjne glimter farligt. Inden i hader hun sig selv for dette, men hun er rædselsslagen for hun kan ikke få vejret. Hun er langsomt ved at blive kvalt i det hjem de er ved at bygge sammen og hendes verbale udfald er hendes sidste dødskramper. Alle der kender hende kan se det, alle bortset fra ham. Han er blind fordi han elsker og derfor er han som et lille barn der holder krampagtigt fast om en lille kattekilling, som desperat river og flår for at komme fri. Men hun kommer ikke fri, ikke før han giver slip og det vil han ikke.Ikke før hun ligger kold og slap hen. Hun lader ham dræbe hende, for dybt inde i hende kan hun huske at der var engang en følelse for ham der var stærkere end noget andet. Følelser der fik hende til at længes efter ham. Men nu er det dødt og det kan ikke komme tilbage, lige meget, hvor meget de ønsker det. Usynlige tårer glider ned af hendes kinder, imens hun har et fint plastisk smil på læberne. Han vil ikke give op, selv når hun siger:" Vær sød at gøre det forbi." Selv når hun spytter med syre mod ham bliver han ved.

Og hun kan ikke selv stoppe det, for hun har ikke kræfter nok til at komme fri. Og selv hvis hun gjorde det, selv hvis hun kom fri, ville hun altid, som den herreløse kat hun er, komme tilbage til den åbne dør. Hvor varmen og trygheden strømmer ud fra. Døren må lukkes og låses, det ved hun. Hun ved så meget, men hun kan for alt i verden ikke regne ud, hvordan hun får ham til det, hvordan hun skubber ham ud over kanten. Hun har danset så længe på den kant, at hun har glemt hvordan man falder ned.

Hun raser, bider og river til der ikke er mere i hende, og hun er blot mere tom end da hun begyndte. Fortabt smider hun sig i sofaen ved siden af ham: "Du er stupid," kommer det kort fra hende, ikke ondt, ikke galt, men koldt og konstaterende. Han se vredt på hende, for han ved hvad hun mener. Han ved, at hun mener han er dum, fordi han valgte hende, fordi han ikke prøver at finde en anden. Men det er for svært at forholde sig til, da han ved der er noget sandt i hendes ord. Så han holder sig til det simple overfladiske budskab, og gør sig dermed endnu mere ignorant i hendes øjne: "Du skal ikke kalde mig dum." Kommer det hæst fra ham. Han bliver besvaret af et hånligt smil: "Det gjorde jeg nu heller ikke, men fint, så kalder vi det imbecil, debil, tomhjernet, ignorant, nedsat hjernekapacitet, langsom, bagud, har en lav IQ, mindre bemidlet, hvilket ord du vælger er underordnet for mig." Hun holder vejret, nu må det ske, nu bliver døren lukket. Men hendes håb falmer, idet hun ser hans blik, såret. Ud af til vil han nok se gal ud. For udefra kommende vil han se stolt og rank ud, som en helt i et eventyr. Men hun ser ham, hun ser hvor nedbudt han er imens han stadig kæmper for at holde fast på hende: "Hvorfor skal du være så ond?" Kommer det toneløst fra ham, kun hun kan høre gråden. Hun svarer ikke, ser bare væk i skam over det hun byder ham. Hvis han bare gav slip, hvis hun bare kunne få vejret: "Jeg vil jo give dig hele verden, jeg elsker dig." Hun se ned på gulvet, hvor hun ligger og gisper efter vejret. Hvis han bare kunne se hende: "Jeg elsker også dig." Kommer det dødt fra hende, som et gammelt kassettebånd: "Jeg elsker også dig. Jeg elsker også dig. Jeg elsker også dig." Det er de samme tomme ord der lyder om og om igen, men han finder tryghed i dem. Dog ikke nok til at røre hende, for han ved at katten river. Så de sidder der som to forstenede væsener, der engang var to forelskede mennesker.

Det er ham der bryder forstenings-forbandelsen først og kysser hende. Hun væmmes ved det, han stinker af sved. Hun brokker sig dog ikke, for hun ved det er sved der stammer fra angst. En angst hun har givet han, en angst for at miste hende. Og kysset puster mere luft i hende, ikke meget, ikke nok til at hun kan komme fri, eller gøre oprør mod det hele. Men lige nok til at hun kan overleve endnu en dag.