Søen af tjærer spredte sig over hele gulvet i lagerbygningen. Endnu en plan var mislykkedes, og der var altid langt mellem at teamet fik en ny chance. De kunne ikke længere begrunde deres nederlag med kulturforskelle eller en manglende forståelse for sproget - alle mændene på Alpha Team havde fået grundig undervisningen i både dansk og det danske samfund.
   "It's not here anymore."
   "Hvor mange ganger skal jeg sige det, soldat?: Vi er i Danmark, snak dansk." Chris leverede det, som var det en hvilket som helst anden ordre. Og han gjorde det uden nogen spor af accent - til forskel fra agenterne under hans ledelse.
   "Den er her ikke længere," rettede agenten meget utydeligt. Dansk var mildest talt pissesvært at lære - blandt de sværeste sprog i verden. At beklage sig på deres eget modersmål faldt stadig mændene mest naturligt.
   "Det kan jeg godt se, agent. Er der nogen spor?"
   "Tjæreren ramte ikke, sir. Fjenden kan være flygtet i en hvilken som helst retning."
   Special Agent Chris Jefferson havde opholdt sig i Danmark længe nok til automatisk at bande på dansk inde i sig selv. Og dette tidspunkt var passende til at lade de mest vulgære, stødende og ækle udtryk forme sig i hovedet på ham. Sporet var blevet koldt endnu en gang, og der var næsten ikke andet valg end at vente til det de jagtede blev sultent og stjal hundrede kilo KiMs-chips igen. Han kunne stadig føle nogen af dem knase under sålen, mens han vandrede rundt i den tykke sorte masse derinde. At udløse så meget tjærer ud over et sted var en vanskelige foranstaltning - en foranstaltning der endnu en gang havde fejlet. Meningsløs forurening havde altid været en kilde til irritation for lederen af holdet.
   Den automatiske M4 riffel blev sikret, før Chris slap den med højre hånd og svang den over skulderen i remmen. Planløst vandrede lederen af efterforskningen ud af lagerbygningen.
   Omkring hver eneste væg og krog havde modtaget et skud fra agenternes lydløse våben, blot så Alpha Team kunne sikre sig, intet gemte sig der. Hvad de jagtede havde gennem tiden slået fem af dem ihjel så let som ingenting. Og selv hvis de fangede eller dræbte denne fjende, lå en endnu større udfordring forud.
   Amerikaneren stoppede ikke, før han nåede helt ud til havnen udenfor. Først der ophørte den militante march. Han kiggede på bølgernes stille vuggen i Sydhavn. Det grove ansigt var spændt i en stiv grimasse, han ikke helt selv var herrer over. Chris var ikke dum - han vidste at de ikke kunne udskyde samarbejdet med PET meget længere. Lige meget hvor indflydelsesrig USA var, kunne deres efterforskningsafdelinger ikke bare blive ved med at lave ravage uden at give den danske regering en grund. At samarbejde med vikingerne der beboede dette mærkværdige lille land, var stadig bedre end at lade andre overtage efterforskningen - især når Chris mindede sig selv om, hvem der så ville få kommandoen. Det eneste han havde til fælles med den rædsomme kvinde, var at de begge var kæderygerer.
   Han tændte en cigaret og lod en hånd glide gennem sit lyse, tremillimeter korte hår. Han havde føjet sin dårlige vane, på trods af at der ikke var noget synligt sted at gøre af skoddet, når han var færdig. Når cigaretten var røget ville den ikke blive kastet tilfældigt på jorden. Han ville begynde at bande på amerikansk længe før, han begyndte at forurene.