Fordelen ved gymnasiets fysiklokale var, at klassen ikke sad der hver dag. Når de kun brugte to timer om ugen på fysik, var der ingen faste pladser. Det gav Tinas klassekammerater den fordel, at de kunne sørge for ikke at placere sig ved hende - især hendes ignorante sidekammerat fra klassen lod til at nyde godt af det. Og det gav Tina den fordel at hun kunne sidde i fred. Fysiklæreren Kristoffer havde til tider kommenteret på det, lidt mærkværdige faktum at folk sad i en stor cirkel på næsten en meter i radius om hende - ingen sad lige foran, ingen sad lige bagved, og ingen sad lige ved siden af. Kristoffer havde refereret til hende som Saturn - hun var en planet og at klassen var ringen rundt om. Da først Tina havde forstået, at han ikke påstod hun var tyk, havde hun faktisk fundet hans diskrete humor ganske morsom. Manden var omtrent den eneste lærer hvor der ikke blev lagt låg på at hun lyttede med interesse.
   "Jeg vil ikke undervise jer i dag," lagde fysiklæreren Kristoffer ud med, så snart han med store bogstaver havde skrevet elektricitet på tavlen. "Jeg vil ikke lære jer om elektricitet. I stedet vil jeg fortælle jer alle, at ingen forstå elektricitet. Og lad ikke nogen mennesker fortælle jer andet."
   Tykke krøller faldt ned og dækkede Tinas notesbog. Hun var nødt til at løfte dem om bag skulderen for at kunne skrive. E-l-e-k-t-r-i-c-i-t-e-t, blev foreviget, før blyanten afventende blev ført ned til næste linje.
   "Ingen forstår elektricitet," gentog manden. "Men nogen folk tror de gør. De går ud fra bøger om emnet er 100% korrekte, og derfor bygger de deres egen forskning på forkerte konklusioner. Sådan noget spreder forvirring og frustration, især når sådanne dummernikker kommunikerer og deler deres ideer." Målrettet begyndte han at gå rundt i lokalet, mens han gentagende klikkede på en kuglepen. "Andre bøger om emnet undlader helt at gå i detaljer, og forholder sig til de få ting videnskaben kan blive enige om. Det gør de, fordi ingen rigtig forstår elektricitet, men ikke vil indrømme at det er abstrakt." Turen endte ovre ved vinduet, og han tog sig nogle sekunder til at kigge ud, mens han klikkede løs på pennen.
   Tina vidste det var for dramatikkens skyld. Alligevel spillede hun med og holdte vejret ligesom alle andre.
   Hemmelighedsfuldt skuede Kristoffer ud over eleverne og rettede på sine titaniumbriller. "Der er naturligvis ikke nogen der har lyst til at indrømme, de ikke forstår den kraft, der bliver proppet i vores iPods, Tv og biler. Men tro mig: Selv de dygtigste professorer forstår ikke elektricitet. De indøver bare alle de svar, de kan læse sig til, uden at have nogen chance for at teste troværdigheden af dem eller forstå emnet fuldt ud."

Hvor fredfyldt og spændende foredraget end havde været for Tina endte det alligevel med, at alle skulle rejse sig, finde en partner og løse en opgave. Hendes partner endte altid med at være, hvem end der ikke kunne finde en anden at være sammen med. Den kendsgerning var ikke resultatet af decideret mobning, men nærmere ligegyldighed, og hun endte ofte med at komme op at skændes med sin partner. Så på trods af det ganske interessante foredrag, endte fysik med blot at være endnu to timer med en klassekammerat, der ønskede sig langt borte.
   Ved lektionernes ende og som alle strømmede ud til frihed, blev Tina tilbage. Hun havde taget sig ekstra tid til at samle papirer, penalhus og bøger sammen og rejse sig fra bordet. Piercingen fik et lille klem, før hun med taske på skulderen transporterede sig over til kateteret, læreren besatte.
   "Nå, hej Tina. Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Han gav et overfladisk smil, men stoppede ikke med at rense tavlen med en gammel klud. Kristoffers hengivenhed til hende stoppede ved venlige henkastede vittigheder fra tid til anden, men han blev stadig beregnet af Tina som at være den med mindst chance for at stemple hende som forbryder, efter hvad hun havde at sige.
   "Jeg tænkte på, om vi snart kan få lov til at bruge computerne igen? Og sådan," kom det uskyldigt fra hende.
   "Det kan godt være, I allesammen må vente lidt længere - de teknikkerer skolen tilkaldte har ikke fundet problemet endnu."
   Tina slog klik med tungen. "Okay." Hendes kaotiske tvivl indeni var i stor kontrast til hendes henkastede ydre.
   Turen hen til sin cykel sparede hende ikke for at være vidne til endnu en gruppe elever, vredt diskutere om alt deres arbejde var spildt eller ej. Men hvad der virkelig fik hende til at føle at vægten af sin egen krop var blevet mangedoblet, var synet af to biler - de var sorte og bogstaverne P-E-T var trykt på siderne. På en eller anden måde troede Tina ikke at det var ambassadører for den lokale dyrehandlen. Hun havde derimod en stærk fornemmelse af at hendes lille nummer havde noget at gøre med bilernes tilstedeværelse.
   Én fjer var på meget kort tid blev til ti høns. Hvilket er alt for mange høns. Alt - alt- alt for mange!
   
* * *
   Amira lukkede øjnene og tog hænderne op til hovedet. "Tina for helvede!" Den madagaskiske kvinde begyndte at gå rundt i ring i sin dagligstue. Det var næsten som om hun med vilje havde anbragt sine møbler, så man lige præcis kunne vandre i en cirkel på to diameter.
   "Jeg spurgte dig bare om det for sjov," indskød Tina, "Du ved - som at spørge nogen om noget i teorien og sådan. Det er ikke fordi jeg siger, jeg har noget at gøre med det."
   "Nej - nej - nej!". Kvinden rystede på hovedet. "Når du, Tina, siger: Hey Amira hvis du i teorien var blevet total ydmyget foran hele skolen, syntes du så at det er fair at slippe en virus løs der ødelægger alt deres arbejde? Når du siger det, så betyder det i virkeligheden at du har sluppet en virus løs, fordi du, Tina Sten, føler at du er blevet ydmyget." Amira gjorde stort brug af sin pegefinger.
   Tina fandt det en smule imponeret, at veninden faktisk kunne citere hende ord for ord og samtidig opretholde sin sædvanlige hurtige talestrøm. Men mest af alt følte Tina sig lille, mens hun sad i venindens sofa. Pege- og tommelfinger kunne slet ikke forlade den lille blanke kugle over hendes øje. "Okay. Så hvad skal jeg gøre?"
   "Har du fortalt dine forældre om det?" spurgte Amira.
   "De er ikke mine forældre. Og de ville bare hade mig mere så."
   At forsvare Erik og Birgitte faldt tydeligvis ikke Amira særlig naturligt, og det var da også kun et halvhjertet forsøg der kom ud. "Hør, de hader dig ikke Tina. De... de er bare røvhuller. Undskyld mit fransk. Og du burde virkelig sige det til dem. Altså hvad du har gjort, ikke at jeg syntes de er røvhuller. Den detalje må du meget gerne undlade."
   At være voksen og opføre sig derefter var det sidste Tina ønskede lige nu. Det var som at sluge en stor skefuld levertran. Alligevel var det også hvad hun vidste måtte gøres - hun havde vidst det, før hun overhovedet havde bragt det op for sin veninde. Ellers ville jeg sgu nok ikke have bragt det op, minde hun sig selv om. "Jamen så gør jeg vel det rigtige," mumlede hun til Amira og sukkede utilfreds.
   "At gøre det rigtige er surt, tro mig, jeg ved det. At slå op med min kæreste - Jason - var det rigtige. Men derfor var jeg stadig nødt til at gemme mig i mit sommerhus i en uge, før jeg kunne møde verden igen."
   Tina havde været tvunget til at undvære Amira mange gange på grund af det dumme sommerhus i Tyskland. Næsten hver gange kvinden påbegyndte en ny bog, tog hun derude for at få fred og ro. Ved havets brusen og uden internet eller Tv, fandt Amira åbenbart inspiration. Til tider havde Tina ønsket, hun selv kunne finde en hobby, der ikke involverede at skabe nye måder til at ødelægge folks computere på.
   "Jeg har ikke noget sommerhus desværre," pointerede Tina og blinkede.
   "Nej, men øh, du har et ret så fedt værelse."
   "Mit værelse suger æsel bagdel."
   Et undertrygt fnis kom fra Amira. "Hvor du lærer de udtryk fra er sgu et mysterie." Hendes arm blev slynget bestemt om Tinas nakke, efter hun havde kastet sig i sofaen. "Nå, lad mig se om jeg har forstået det hele: Du praktisk talt lammede hele gymnasiet, blot fordi du blev vred på de andre?"
   "Ja."
   "... Mind mig om aldrig at pisse dig af, så."
   
* * *
   Tina havde styret direkte mod sit værelse så meget den seneste tid, at det næsten faldt hende naturligt, når hun kom hjem. Det var dog et instinkt hun denne gang trodsede. En blodig krig blev stadig udkæmpet inde i hende, over om hun skulle fortælle Erik og Birgitte, hvad hun havde gjort eller ej.
   Man kunne se direkte ind i køkkenet gennem stuen, når man trådte ind af døren. At have de to rum forbundet havde været ret populært dengang huset blev bygget. Hendes hjemkomst blev tilfældigvis timet, så hun lige nåede at spotte Birgitte pakke sin opslugende hobby sammen.
   "Tina, jeg var netop ved at begynde aftensmaden," sagde kvinden. "Vi skal have skruer og kødsovs. Det kan du stadig lide, ikke?" Det rødbrune hår hun havde var bundet op i en hestehal - kvindens fortrukne frisure.
   Tina brummede bekræftende og tog overtøj og skoletaske af, før hun sluttede sig til hende i køkkenet. De mange foldere og papirer om dyrenes beskyttelse - der lå på spisebordet - fik et flygtigt blik før hun gik i køleskabet.
   Med rynkede bryn kiggede Birgitte på, mens Tina fiskede en en-gangs-yoghurt ud og åbnede den.
   "Jeg spiser bare en smule," indskød hun og satte sig. "Hvad er det her?" Papirerne på bordet fik et nik. "Er der nogen der har spildt olie i havet igen, eller sådan noget?"
   Birgitte rystede på hovedet og smilede venligt. "Nej heldigvis ikke. Jeg har bare læst op på nogle statistikker, der er lavet."
   Hvis der var én god ting Tina skulle nævne om kvinden, så var det at hun aldrig pressede, det hun brændte for ned i halsen på sine medmennesker. Til forskel fra Amira. Birgittes interesse og aktive rolle i dyrs velfærder og rettigheder blev mest gjort i smug. Af den grund alene havde Tina aldrig rynket på næsen af det, eller lukket ørerne når det kom op.
   Uden at vise mere end en mild interesse for emnet førte Tina et af dokumenterne fra bunken op til næsen. Det var nogle særprægede ord, der stod skrevet. "Dronte fuglen, gejrfuglen, atlasløven, bali-tigeren, den tasmanske pungulv, den kinesiske floddelfin," læste hun op og kom i tvivl om det overhovedet var dansk.
   "Det er nogle af de mest bemærkelsesværdig dyr menneskeheden har udryddet," blev der forklaret af Birgitte. "Vi har allesammen dræbt hver tredje dyreart siden 70'eren, og endnu flere før."
   "Jeg levede sgu ikke dengang."
   "Nej." Hun lo venligt. "Men os andre har gjort det i hvert fald."
   Med stift udtryk konkluderede Tina: "Det er en pokkers masse dyr."
   "Ja. Over et tusinde arter faktisk." Folderer og papirer blev lagt sammen og sat hen på bogreolen ved Tv'et, før kvinden bevægede sig hen til køleskabet og tog grønsager frem. "Jeg øh... syntes det ville være en god ide, hvis du og din far blev gode venner igen. Han skulle naturligvis ikke have sagt, de ting han sagde forleden."
   Han er ikke min far! "Nå," kom det kort fra Tina. Hun tog nogle skefuld yoghurt.
   Ingen af dem sagde noget i et lille stykke tid.
   Det var ikke kun Erik, der havde løjet for Tina hele hendes liv. Men skyldfølelsen var mindre tydelig hos ham, hvilket automatisk lagde brænde på Tinas flammende foragt. Plus han ved sgu ikke, hvornår han skal holde sin bøtte. "Er Erik bange for mig?"
   Ordene standsede al aktivitet Birgitte havde gang i. Blikket blev tomt, og kniven i hendes hånd svævede tøvende over gulerødderne i stedet for at hakke dem i små fine stykker. "Hvorfor skulle han være bange for dig? Han elsker dig meget højt."
   Tina undertrykte et tørt fnys. "Det ved jeg ikke. Det er derfor jeg spørger."
   Der kom en klingende lyd da grønsagskniven blev lagt på bordet. Den konfliktsky kvinde lod til at vælge sine næste ord meget omhyggeligt. "Tina, tror du måske at du kunne finde det i dig selv at tilgive os?"
   Der var en hel anden slagmark langt fra konflikten der omhandlede at fortælle sandheden om virussen. Dette slag havde været i gang et godt stykke tid nu, og var præcis ligeså blodigt. Det var ikke afgjort, men det så meget ud som om vrede og nag ville vinde.
   Tina rejste sig og smed resten af yoghurten ud. "Jeg tager afsted efter aftensmaden. Der er nogle ting, jeg skal ordne."
   "Hvad for nogle ting?"
   "Bare noget." Hun viftede spørgsmålet til side med hånden og ignorerede hundehvalpsøjnene rette mod sig. For hvert trin op af trappen - væk fra Birgitte - hun tog, måtte hun fortrænge tegn på forståelse, så kvinden i køkkenet ikke så det. For pokker! Det her lort er total meget nemmere, når de ikke prøver at undskylde.