Der havde ikke været nogen onde øjne, eller folk der stirrede olmt på hende ved morgenbordet. Og ingen spørgsmål var blevet stillet, da Amira reagerede på den hyppige brug af sin dørklokke klokken lort om natten. Som den madagaskiske kvinde til tider havde nævnt, var hun ikke stor fan af at stille spørgsmål, og hun havde ikke tøvet et sekund med at udlåne sit gæsteværelse. Det havde ikke været en god nats søvn, men Tina havde følt sig tryg og beskyttet.
   Hverken Erik eller Birgitte var stået op, da Tina listede ind af døren næste morgen. Hun havde allerede fået morgenmad og kom kun for at samle sin taske og skolebøger op.
   Men havde Tina vidste, hvad der lå på programmet om morgen, var hun blevet hjemme og taget sig en tidlig weekend.
   Kære klasse. Gode nyhed: Amten har fritaget os for eksperimentet, så jeres karakterer vil ikke lide. Dårlige nyhed: Tina er en ussel kujon og skyld i alt rodet.
   Efter time fulgte noget som Tina plejede at kunne lide, men i dag helst ville undvære: Pause.
   Hvor end hendes blik nu vandede, stirrede nogen olmt tilbage. Lærerne kunne ligeså godt have rullet hende i honning og smidt hende i en myretue. Det var på nogen måder velfortjent. Men ovenpå den nat hun havde haft, følte hun sig ikke helt klar til at bukke sig ned, og modtage hvad end straf klassen følte passende. Desværre var der én der følte hun var.
   "Ved du hvad? Jeg tror, selv hvis det var mine øjne, der lignede noget fra en skrækfilm, ville jeg ikke rende rundt og pisse på andre, som du gør." Cindy prøvede vist nok at lyde som om hun filosofere om det. Med sorte højhælede støvler gik hun hen ved Tinas side.
   "Det her er virkelig ikke et godt tidspunkt," svarede Tina. Hendes foldede hænder dirrede, og hun havde mest lyst til at smække musik i ørerne og fortrænge omverden.
   Med trutmund anlagde Cindy en overdrevet medfølende tone. "Nåhhh... er det hårdt at være sådan en ynkelig lille skid, som alle hader?"
   Tinas forsøg på blot at fokusere på et enkelt punkt på bordet og lukke alt ud havde fejlet - hun hørte hvert et ord. Hun hørte det så meget, at hendes puls gik op og hamrede i hendes ører.
   Der var en hel klasse fuld af tilskuere - minus en lærer. Den sædvanlige sidekammerat havde øjeblikkeligt rejst sig, så snart pausen begyndte, og var blevet del af den anonyme mængde omkring.
   Den sorthårede dulle begyndte at cirkulere Tina som et rovdyr om et bytte. Hælene klikkede som et urværk der talte ned. "Ej, okay, så svar mig på det her." Hun stoppede foran bordet og solede sig i opmærksomheden. "Hvorfor gør du altid sådan noget? Bekymrer du dig slet ikke om hvad vi andre syntes om dig?"
   Boom! Tina rejste sig så hurtigt at det gippede i den anden pige. Hun slog over i et anspændt og sarkastisk smil og tiltalte hende så. "Hmm, hvad I andre syntes om mig. Jo, nogen gang ligger jeg i min seng og filosoferer over, hvad I mon syntes om mig. Og ved du hvad der så sker?.. Jeg falder i søvn."
   Cindys fnys blev overdøvet af et par fnis blandt publikum, som øjeblikkeligt blev stoppet da hun kiggede rundt. "Sjovt, bitch" mumlede hun og sikrede sig at hendes to medhjælpere var i nærheden.
   At lukke ørerne virkede ikke for Tina, og at lukke øjnene projekterede blot heksens skadefro smil på indersiden af øjenlågene. Der var ingen flugtvej eller frirum tilbage, fra krigen der ingen ende havde. Og Tina var så træt af at kæmpe. Så som hun rejste sig bestemt, efterlod hun stoltheden liggende på gulvet. Det var næsten ærbødigt hun nærmede sig pigen, og hun stoppede ikke før de var så tæt at de kunne hviske. "Hør, du har vundet, for helvede," mumlede hun lavt og tilføjede: "Find nu på noget andet at lave."
   "Noget andet?".
   "Ja brænd et børnehjem ned, eller slagt nogle babysæler, eller sådan noget. Du har vundet, så lad mig nu bare-bare være."
   Det tog den høje dulle lidt tid at bearbejde oplysningerne. Og med en sukkersød hvisken gav hun faktisk Tina det første ærlige svar nogensinde. "Nej - nej, jeg har ikke vundet endnu."
   Et sted langt, langt væk var der én i klassen, der bad Cindy stoppe, på det grundlag at Tina havde fået nok. Men Tina kunne ikke rigtig tyde hvad der skete omkring.
   Hendes lillefinger, ringefinger, langefinger, pegefinger og tommelfinger krummede sig pludselig sammen ligeså naturligt som det at trække vejret. Og pludselig blev Cindys kind introduceret for Tinas venstre hånd. Det bragte verden og perspektiv tilbage for Tina. Og det bragte Cindys hoved 173 centimeter tætterer på gulvet.
   En hel klasse gispede, og alle gjorde store øjne. Nede på gulvet lå deres tyran omtumlet og udstrakt på ryggen.
   Det hjalp.
   Før Cindy overhovedet fik en chance for at rejse sig, satte Tina sig overskrævs på pigen.
   Denne del var noget Tina havde set drenge gøre mange gange gennem tiden: De havde en uenighed. De sloges. Den ene slog den anden i gulvet og holdt ham nede. Og det blev den ene så ved med, til han havde vist sin dominans. Derefter rejste han sig og lod den anden være.
   Men Tina Sten var ikke en dreng.
   En kraftig lige højre mødte Cindys skælvende læbe. En venstre kolliderede med hendes øjenbryn.
   Den måbende stilhed der regerede hos de omkringstående var godt begrundet; Tina var ikke en pige der slog som en pige. Og på grund af det lignede det mere en henrettelse end en slåskamp. Det var som om nogen havde sat en fjervægtbokser op mod en sværvægt, og dette var det brutale resultat.
   Venstre, højre venstre, højre, talte Tina inde i hovedet og fik rød Cindy-saft på knoerne. Hun var ikke bange for at lægge ryggen i og affyre kombinationer hvor end der var et blødt punkt. Pigen under hende begyndte at blive mere og mere slap og reagerede knapt nok på afstraffelsen. Selv klynkeriet ophørte.
   Til sidst blev Tina så øm i skuldrende at hun stoppede. Hendes trætte arme tiggede om en pause - en pause hun tillod. Først da hun kiggede rundt på de omkringståendes ansigter fyldt med gru, gik det op for hende, at ingen rigtig havde prøvet at stoppe hendes ommøblering af den engang smukke Barbie-dukkes ansigt - dukken som nu med besværet åndedræt lå slapt under Tina.
   Alle kiggede på Tina, som var hun en freak, og de væmmedes, ved hvad hun havde gjort. Så åbnede døren og engelsklæreren Michael kom ind. Og med ét blev det klart for enhver at Tina var færdig med at gå på gymnasiet - læreren vidste det. Klassen vidste det. Tina vidste det. Selv den kvæstede pige vidste det.
   Alles øjne fløj igen hen på Tina som, træt på enhver tænkelig måde, greb fat i Cindys lyserøde stoftop. Hun trak Cindy op via den, så pigen fik blottet, sin allerede alt for blottede, kavalergang. Tina stoppede ikke før hun sad ansigt til ansigt med den slaskede kludedukke, der havde genvundet nok styrke til at fortsætte klynkeriet.
   "Så vandt du vist igen." Ordene var kommet fra Tina, men havde været ligeså kolde og hårde som de eder den anden normalt spyede ud. Og der var ligeså meget ærlighed i dem som Cindys sidste replik, før hun fik helvede sluppet løs på sig.