De fyldte mig med medicin, mod min angst og min dybe depression,
men det hjalp sgu da ikke meget på min fortvivlede situation,
de blev blev ved at sige, det hjælper,du må have tålmodighed,
jeg var så forpint, jeg kunne ikke mere, jeg kunne ikke blive ved.
Der var ingen vej tilbage, jeg var nødt til at medicinere mig selv,
for at få slået de mange forbandede, flash back ihjel,
de red mig som en mare om dagen, og hver eneste nat,
det var det rene helvede, hver gang de tog fat.
Jeg vidste jo godt hvad der skulle til, for at lukke helvedes dør,
jeg jeg vidste det ville virke, jeg havde jo prøvet det utallige gange før,
igen blev alkoholen min tro væbner, min allerbedste ven,
væk var alle følelser og flash back, min forpinte krop fik fred igen.
På et tidspunkt,blev det meget forfærdeligt, meget, meget klamt,
for med et slag, blev jeg af en alkohol psykose ramt,
jeg så edderkopper, der kravlede rundt overalt i mit hus,
nu måtte jeg betale, for alkoholens lyksalige, og dulmene rus.
De ville indlægge mig til afrusning, for min selv medicenerede last,
det ville jeg sgu da ikke, men min psykolog var vred, hun holdt fast,
så jeg kom afsted i en vældig fart, blev indlagt, og fyldt med fenemal,
jeg blev meget svimmel og omtåget og jeg var meget, meget gal.
Det var et volsomt sjok, da jeg begyndte at kunne mærke min krop,
for nu begyndte de forbandede flash back, igen at dukke op,
min krop gik i panik og skreg, giv mig nu forfanden et glas eller to,
for du er jo en fornuftig, pige og du vil jo for alt i verden, gerne have ro.
De mente at jeg skulle på antabus, men det det ville jeg simpelthen ikke,
fint med os sagde de, så vi lader det da bare ligge,
men du bliver ikke lukket ud, før du begynder at tage denne medicin,
for du kan ikke tåle mere, det er slut med at drikke bajere og vin.
EFTERSKRIFT.
Jeg har påført min mand, og mine piger, mange smerter,
men på trods af det, var der stadigvæk en plads i deres hjerter.