Da jeg kom hjem, var jeg så udmattet, at jeg lagde mig på min seng, bare for at lukke øjnene fem minutter. Men de fem minutter blev til flere, og endte med en halv time. Jeg var en ensom kvinde, der boede i min lejlighed i Århus. Selvom jeg boede i denne store by, var ensomheden den eneste jeg kendte. Jeg blinkede flere gange for, at få mine trælse kontaktlinser til ikke at virke så tørre. Luften i lejligheden trængte til at blive fornyet. Så jeg åbnede alle vinduerne for at få gennemtræk nok til, at få lejligheden til at blive frisk igen.
   Der var en der bankede på min dør, det lød brutalt, og jeg krøb sammen, som havde en slået mig. Jeg blev med det samme panisk. Hvem var det? Hvad ville de mig? Der blev banket igen, og jeg forsøgte at gå mod døren, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Angsten stod ved min side, og holdte fast i mig. Dens greb var koldt og klamt. Jeg kunne nu mærke, hvordan jeg rystede, som havde jeg løbet væk fra det hele. Hjertet bankede også helt vildt. Jeg havde ikke bestilt en pakke, og havde ikke modtaget nogle opkald eller breve om, at nogen skulle komme. Jeg ønskede aldrig at lukke folk ind, medmindre der var en vigtig grund. Eller også var det angsten, der havde lavet dette regelsæt til mig. Jeg satte mig på gulvet, langsom så ingen lyd ville komme fra mig, som for at undgå at blive set. Men jeg boede på 3. sal, så ingen ville kunne se, om jeg stod der, eller ingen ville holde øje med, om jeg stod der i dørkarmen på vej fra mit soveværelse.
   Lyden af skridt der blev fjernere, beroligede mig en smule. Jeg kravlede på gulvet hen til et af de åbne vinduer. Jeg så en grim hvid varevogn svinge om hjørnet fra parkeringspladsen. Det havde været dem, der havde banket på hos mig. Jeg prøvede at se hvem, der var i bilen, men den var hurtigt væk i myldretiden. Havde de måske bare fået forkert adresse? Hvorfor var jeg ikke bare typen, der helt cool kunne gå hen og åbne døren og så få det "problem" ud af verden, i stedet for at gemme sig og håbe på at de ikke ville dukke op igen.
   Mens jeg havde boet her i Århus, var jeg begyndt, at synes om storby livet. Dette var en stor by når man kom fra en lille søvnig by, med kun en daglig-brugs som omdrejningspunkt. Men jeg kunne på en side godt lide alle de mennesker, men samtidig havde jeg jo ingen venner fået mig i de par måneder, som jeg nu havde boet her i byen. På mit job snakkede jeg med de få andre medarbejdere, men det blev aldrig til mere. Ikke engang bare en ligegyldig kop kaffe på en café. Jeg havde håbet, at ensomheden var blevet hjemme hos mor og far, da jeg var flyttet til Århus. Men den var flyttet med, og havde taget sin ven angst med. De var et "godt" makker par, der let kunne slå mig ud af den.
   "Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre? Hvorfor så pokkers speciel, evigt og altid?", jeg gad ikke svare, men kiggede bare ned på knasterne i mit lyse trægulv. Jeg sad på gulvet, og kiggede på skyggen som min seng dannede. Skyggen bølgede som om den ville komme over i mod mig. Det mindede mig, om når der var en let vind om sommeren, og jeg var på besøg hos min farmor og farfar i deres sommerhus. Men disse bølger på mit gulv, var ikke blide og beroligende, som dem på havet. Disse var uhyggelige
   "Svar mig når jeg snakker til dig!", sagde stemmen, denne gang mere vredt end første gang. Jeg kunne ikke lide denne stemme som snakkede nu. Jeg tog min mobil og tastede hurtigt det rette nummer, og sagde:
   "Nu er det der igen, den er gal igen", var alt jeg fik sagt.