Anthony Carisian ankom til Italien en regnfuld formiddag. Aardappel familien modtog ham i lufthavnen. Valentina var der også, og de to omfavnede kort hinanden. Det var længe siden Carisian havde fundet Valentina seksuelt tiltrækkende, men af én eller anden grund fortsatte hun med at tro, at han var ved at revne af begær efter hende. Derfor var hendes kram altid korte og nervøse, som om hun var bange for at give ham en pinlig rejsning. Efter to børn, et stressende arbejde og en uduelig ægtemand, havde alderen indhentet Valentina. Hun var ingenlunde den samme kvinde, hun havde været, da de to var kærester. Årene havde dog været gode mod Carisian. Hans ansigt var stadig ungdommeligt, han havde kun få grå hår. På trods af hans ungdommelige udseende og anselige velstand, havde han kun haft få kærester siden Valentina.
   Ægteparret Aardappel anviste Carisian det største gæsteværelse i deres hus, og var venlige nok til at lade ham få en lur inden aftensmaden. Efter aftensmaden var Carisian stadig helt rundt på gulvet efter den lange flyvetur, og hr. og fru Aardappel overtalte ham til at udsætte samtalen med viceværten for adoptionskontoret til næste dag.
   Næste dag vågnede Carisian tidligt, og tog straks ned til adoptionskontoret.
   "Jeg har aldrig set noget lignende," sagde viceværten. Han havde medbragt en kopi af overvågningsbåndene, som de så sammen. Carisian stoppede båndet fra tid til anden. "Kan vi forstørre billedet?" spurgte han. Viceværten rullede med øjnene over Carisians tåbelige spørgsmål. Carisian så på manden på billedet. Kameraet havde fanget ham i profil. Han stod med håndfladen opad, og hans læber var formet, som om han pustede på sin hånd. Carisian skruede videoafspilleren ned på slow-motion. Gradvist dukkede en skinnende kugle frem i mandens hånd. "Det kunne være en refleksion af noget ude på gaden. En billygte måske," sagde Carisian tænksomt. Viceværten trak på skuldrene. "Han lader til at være bevidst om det andet overvågningskamera, men hvorfor har han ikke bare kortsluttet dem? Eller stjålet båndene? Kan jeg få lov at se det andet bånd igen?" Viceværten sukkede, og skiftede båndene. De så det første stykke. "Læg mærke til låsen. Han har fået den til at gå op, inden han smadrer ruden!" udbrød viceværten spændt. Carisian spolede tilbage. Han kunne se, at viceværten havde ret. Det var temmelig utydeligt, men var man opmærksom, kunne man se slåen slå fra, slå til igen, og kort efter slog manden hul på ruden. "Han slår hul med albuen, men der var intet blod?" mumlede Carisian. Viceværten rystede på hovedet. "Han prøver at få det til at ligne et almindeligt indbrud, men han er ikke særlig omhyggelig," mumlede Carisian. De to mænd nåede at se filmene fra ende til anden over 50 gange, inden viceværten mukkende tog af sted. Det var tydeligt, at han havde forventet, at Carisian ville forklare ham præcis, hvad der var foregået på adoptionskontoret. Til hans store skuffelse var Carisian mindst lige så forvirret som viceværten over den besynderlige mand. Da viceværten var gået, fortalte Carisian ægteparret Aardappel, at han gerne ville se Celina, pigen det hele handlede om. Fru Aardappel inviterede dem på middag den følgende aften.
   Celina Pella var en smuk pige. I modsætning til mange piger på hendes alder, var hun meget bevidst om sin skønhed, og lod til at have fuldt styr på, hvordan hun udnyttede det til sin fordel. Hendes udstråling bar præg af den form for forkælelse, der kommer af at være længe ønsket enebarn af modne forældre. Carisian opfangede det hurtigt, og blev derved bevidst om sit eget kropssprog, specielt hvordan han undgik at reagere på Celinas. Han undlod at stirre på hende, da hun bøjede sig ned for at tage sine gummisko af, og hendes nederdel lagde sig stramt over hendes balder. Han kunne dog ikke lade være med at se på, da hun langsomt fortærede en gulerodsstang, mens hendes runde, røde læber lagde sig om stænglen. Celina bemærkede Carisians blik på sig, og så ham direkte i øjnene. Hendes øjne var unaturligt grønne. Det lignede, at hun bar kontaktlinser. Hun fastholdt hans blik lidt for længe, og han måtte kigge væk. Han bandede indvendigt. Celina var en interessant pige, men Carisian kunne ikke komme på, hvorfor nogen ville opspore hendes ophav, udover de misdannelser, hun havde haft som barn. Celinas forældre vidste besked om, hvorfor Carisian var kommet, og de havde været venlige at kopiere Celinas adoptionspapirer til ham. Han besluttede sig for at besøge børnehjemmet én af de kommende dage.
   "Spøjst at De skulle komme. De er den anden i denne uge, der har været her for at stille spørgsmål om Celina," sagde nonnen. Hun så på Carisian med et skarpsindigt udtryk bag de firkantede briller. "Hvem har ellers været her?" spurgte Carisian.
   "Det er det, der er mest spøjst. Hr. Pella har været her. Du siger, at han har sendt dig. Hvorfor skulle han gøre det, når han selv har været her?" sagde hun. Et smil spillede om hendes tynde læber. Carisian fumlede i sin lomme, hvor han fandt et billede af familien Pella. "Var det ham her?" spurgte han, og rakte hende billedet. Hun kiggede hurtigt på det, og nikkede. "Er du sikker?" spurgte Carisian indtrængende. "Selvfølgelig er jeg sikker! Selv hvis du ikke havde vist mig billedet. Jeg kender hr. Pella. Og som jeg sagde til ham, ved jeg intet om Celinas ophav, udover at vi modtog hende fra et andet børnehjem da hun var 2 år gammel," svarede hun spidst. Carisian skyndte sig at skrive adressen på børnehjemmet ned, og gik ud til sin lejede bil. Han overvejede at ringe til hr. Pella, men besluttede sig for at lade være. Hvis nonnen havde løjet, ville det kun forurolige manden, havde hun talt sandt, kunne Carisian tydeligvis ikke stole på hr. Pella. Den sidste mulighed var, at nonnen havde husket forkert. I så fald ville hr. Pella ikke kunne bidrage med noget nyttig information.
   På det næste børnehjem blev Carisian for alvor foruroliget. Forstanderen var indlagt på hospitalet med kraniebrud. Ingen vidste, hvad der var sket, kun at en underlig mand havde været forbi for at spørge om Celina. Carisian fik stukket en seddel med en adresse og et navn i hånden. En adresse i Rom. Da han var på vej ud af døren, blev han stoppet af en lille dreng. "Er du her på grund af den maskerede mand?" spurgte drengen.
   "Hvem er den maskerede mand?" spurgte Carisian undrende.
   "Ham, der slog hr. Morel," sagde drengen.
   "Havde han en maske på?" spurgte Carisian. Ingen havde nævnt det for ham, og han fandt det mærkeligt, at de havde ladet en maskeret mand komme ind. Den lille dreng nikkede ivrigt.
   "Han havde et ansigt på, men det var ikke hans eget. Det var ét han havde lånt!" Carisian rynkede panden. Den lille dreng hoppede op og ned et par gange, og løb ned ad gangen. Carisian gik grublende ud til sin bil. Han satte sig ind, og kørte mod Rom.
   Carisian så på politiafspærringen ved den lille lejlighed i Rom. Han var utilpas. Han vidste, at han var på sporet af noget, men det var gået fra at være en triviel sag om et mindre indbrud til at blive en dårlig krimi. Han vidste, hvad helten i krimien ville gøre. Helten ville blive ved med at grave, indtil han næsten var til bunds i sagen. Derefter ville han begynde at modtage trusler. Det hele ville eskalere med en voldsom scene, hvor den onde blev dræbt og helten ville vinde. Det eneste han behøvede at gøre var at krydse afmærkningen og gå gennem døren ind til værelset. Carisian kløede sig i skægstubbene, vendte om, og begyndte at gå tilbage mod trappen han var kommet fra.