Et moment er vi bragt sammen,
og mellem tavshedens summen er vi en enhed.
Her kunne der være grobund for venskab, kærlighed, religion eller had.
I det hele taget kunne følelserne spille os en melodi,
der måske kunne overdøve den akavede ventemusik.
Her er vi klemt sammen,
hvor ikke engang narcissismen har plads at være.
Vi afspejler hvad vi giver os ud for,
mens vi febrilsk prøver at kigge gennem de tunge metalmure
og søge tilflugt i ligegyldigheden.
Vi kunne leve i symbiose og være de filtrerede filamenter,
der var uadskillelige
og starte en revolution,
eller vi kunne se dybt ind i hinanden
og for endnu et moment glemme at verden er derude.
Bare lade den glide forbi,
og holde den på afstand.
Men ingen af os ønsker at blive her,
for vi må være på farten, og opretholde vores tykke facader.
Indtil da deler vi ømt luften med hinanden,
samtidig med at vi forsøger at fastholde vores personlige territorium.
Lugten af tobak, urin og øl klistrer sig i næse og hals,
så ordene ikke har en jordisk chance for at blive artikuleret.
Kun indtil en klar tone lyder,
så diffunderer vi ud af elevatoren,
for igen at anonymisere os selv.