Sommerlands-Idyl


10 år siden 3 kommentarer Noveller

3Sommerlands-Idyl
I den tyrkiske solkysts sommerhede sker det en gang imellem, at s... [...]
Noveller
10 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Maibrit Dessau (f. 1984)
I den tyrkiske solkysts sommerhede sker det en gang imellem, at skyerne trækker sig sammen, og vinden pisker havet op til et skummende brus af mørke sølvfarvede toppe. Lyset der med ærefrygt er trådt i baggrunden, titter forsigtigt frem i hullerne, som var den nysgerrig efter at se, hvordan verden forandrer sig i dens fravær. Hele byen bades i en grågul nuance, der vender op og ned på det hele.

Da høres høje skrald og skyerne åbner sig til brud. Regnen strømmer igennem gaderne og skyller alle resterne, af de foregående dages masseturisme med sig. Stormens rusken fejer travlheden til side, og det er som om hele byen udånder, efter at have holdt vejret i lang tid.

Gaderne lægges øde med undtagelse af nogle få lokale, der benytter dagen til at generobre deres by. De hilser varmt og afslappet på hinanden med et sigende nik. På den lokale pub samles drengene fra bådene. De udveksler historier om håbløse turister og smukke piger og der spørges til familien.

Turisterne trækker sig ind i deres varme hotelstuer, hvor de hygger sig med varm chokolade og Trivial Pursuit. Men den enlige kvinde på byens flotte hotel har fået et drømmende udtryk i øjnene, og kigger ud af vinduet som for at måle skyernes hastighed. Da regnen holder en kort pause, tager hun jakken på og går ud i gaden for at kigge på butikker. Hun standser et kort øjeblik foran pubben og ser ind på drengene, der sidder hygger sig. Da hun genkender en af dem fortrækkes hendes læber i et grådigt smil. Så går hun tilbage for at pakke sin kuffert. Klokken 17.20 skal hun med taxa til lufthavnen.

Men regnen varer aldrig længere end en dag. Næste morgen står solen op og trækker en bølge af travlhed med sig. Havet lægger sig og får igen den lokkende gennemsigtige turkise farve, der frister drømmende og vintertrætte turister til at dykke ned i dybet. Overalt på bådene slanger de sig i bikinier og badeshorts, på farverige håndklæder, mens muskuløse brune fyrer i logo t-shirts vimser rundt omkring dem.

På en af bådene sidder en kvinde og drikker en kold limonade, imens hun nyder synet af de muskuløse fyrer, der arbejder på motoren og bærer de tunge iltflasker rundt. Da hun ser musklerne spændes og sveden glide ned over en af dem, smiler hun tilfreds. Hun læner sig tilbage og retter sig til mage op af puden. Hendes hvide laskede hud skriger fælt mod de koboltblå puder, og solen har fået hendes foundation til at samle sig som små pytter i hendes rynker. Alligevel smiler hun selvsikkert og blinker frækt til fyren.

Enrico der lige nu er ved at bærer iltflaskerne på plads, er en høj flot fyr med dybe brune øjne, der har samme effekt som varm chokolade på en regnvejrsdag. Hans kæber understreger hans maskulinitet, og den strømlinede krop antyder olympisk herkomst.
   Det var aldrig på tale, at han skulle forsætte i skolen efter 7 klasse. Hans far sagde: "din krop er bygget til at arbejde". Og sådan var det blevet. Da han var seksten, havde han fået sig en kæreste.

En aften havde de sneget sig ud for at se fuldmånen, der spejlede sig i vandet og forvandlede det til en glimtende sølvmasse. To måneder senere havde deres forældre i fællesskab besluttet, at det i betragtning af omstændighederne, nok var bedst at de blev gift.

Enrico havde taget arbejde som assistent på en af dykkerbådene. Han havde hurtigt lært hvordan man reparerede maskinen, men det var ikke derfor han hurtigt blev en af de vigtigste medarbejdere på båden.

Efter den første sæson havde han brugt vinteren til at lære at dykke, og da varmen vendte tilbage sammen med turisterne, begyndte han at arbejde som undervandsguide.

På trods af at han tog alt det arbejde han kunne få, manglede de altid penge derhjemme, og hans søn måtte gå i billigt og aflagt tøj. Det stod i skærende kontrast til turisternes børn med deres nye gameboys og smarte Billabong shorts.

De lange arbejdstimer, hvor han dagen lang var omgivet af smukke europæiske piger i bikini, havde slidt på hans ægteskab. I begyndelsen var han blevet overrasket over hvor lette de var at få med i seng. Især de russiske og britiske piger var klar samme øjeblik, han med et alvorligt blik i sine dybe øjne sagde, at han var blevet forelsket.

Den første gang havde bare været for at se om han kunne, men i løbet af årene var det blevet hans virkelighedsflugt. Intense blikke, lune aftener med varme ord og bløde piger der alle sammen forsvandt efter en uge. Var væk uden nogen konsekvens. En flygtig episode der lige så godt kunne have været en drøm, hvis ikke det var for undervandsbilledet hvor de hånd i hånd gjorde nar af kameraet. Det der nu lå på hans computer, sammen med de hundredvis af andre flygtige minder.

En måned om året tog hans kone på ferie med hans søn hos familien, så var han fri til at fuldbyrde flirten. Den opsparede energi fik legen til at føles som den ungdomskærlighed, han aldrig havde haft mulighed for at opleve selv.

Sådan så verden ud for Enrico det meste af tiden, men denne morgen vågner han langsomt. Han aktiverer snoozeren utallige gange før han med en tung krop rejser sig fra sengen. Det er i dag det nye hold af turister kommer, og med dem de blegfede kællinger der kniber ham i numsen og smiler vulgært med deres rynkede og oversminkede øjne.

Det er hans job som guide, at sørge for at de har det sjovt, imens de er på båden. Flirte med dem og smile frækt tilbage. Hvert hold har en ny dame, der håber på at få sig en ferieflirt med en ung mand. En minde at fortælle veninderne om til aftener med rødvin og ost, og en højlydt fnisen over hans charmerende accent.

Han gyser ved tanken om Pia, en dansk kvinde der var på båden i sidste uge. Hun havde inviteret dem alle sammen på en dyr middag på en af restauranterne nede ved vandet. Der havde ikke manglet noget. Lækre friske fisk og vin i store mængder. Han havde siddet ved af hende, og i løbet af middagen havde hun ladet sin hånd glide op af hans lår. Bagefter var de alle sammen gået hen på et dansested, hvor de spillede traditionel musik. Hun havde insisteret på at danse med ham. Han fik kvalme ved tanken om, hvordan hun havde ladet sine hænder glide rundt på hans balder og hvisket, hvad hun ville gøre ved ham, hvis han gik med hende hjem. Han havde svaret at han havde kone og børn. Hun havde hvisket, at han ville få 5000 kroner.

Bagefter var han gået ned til vandet. Han havde vadet ud i det, imens han slog hårdt på de bølger, der var blæst op af vinden. Da han kom op, følte han sig stadig beskidt, og han kastede op ud over stenene, imens han tog sit tøj på.

Næste dag skyllede regnen alle sporene væk, og efterlod en renskuret by - klar til nye turister. Stenen der natten før havde være dækket af opkast, blinkede nu ren og hvid i solen, imens bølgerne slog en rolig melodi omkring den.
Forfatterbemærkninger
En moderne fortolkning af Bonde-idyl, der handler om rige vestlige kvinders sexturisme.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 17/11-2013 20:05 af Maibrit Dessau (M_Dessau) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1210 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.