Theo stod udenfor et lejlighedskompleks i et af de mange middelklassekvarterer i Rom. Han havde måttet gennemrode Sofias lille kommode, der stod hos hendes forældre, for at finde navnet, men han havde ikke været i tvivl, da han havde set underskriften på checken til Sofias husleje.
   Alfred Mayeesh. En, der ikke kendte den specielle dialekt, folk talte i Theos hjemland, ville ikke bemærke andet end at efternavnet var udenlandsk. Mayeesh var et område i Theos hjemland. Det lå ikke langt fra storbyen Runiya, hvor Theo var vokset op.
   Theo ringede ikke på. Han skubbede blot døren op, og gik ind i opgangen. Han gik op ad den snoede trappe, og endte foran en dør med et gyldent navneskilt på. A. Mayeesh. Theo trykkede håndtaget ned, og gik indenfor. Han lod døren stå åben, og gik lidt rundt, mens han kastede blikke på indretningen. Møblerne var moderne, stuen havde et fjernsyn, en x-box og en komfortabel lædersofa. Det var en enlig mands lejlighed.
   Theo trak en bog ud af den sparsomme bogsamling, der var placeret på en lille reol. Det var en krimithriller. Theo læste bagpå med stigende væmmelse, da han pludselig hørte fodtrin. En mand stod i døren. Theo stillede bogen tilbage. Manden trådte indenfor, og lukkede døren bag sig. "Namistín?" mumlede manden ved døren. Far?
   Theo genkendte ham ikke. Han huskede, at han havde haft børn. En hel flok faktisk, men han huskede ingen af deres ansigter eller deres navne. Pludselig opdagede Theo til sin store skræk, at denne mand, der åbenbart mente at være hans søn, var på vej mod ham med spredte arme. Forskrækket trådte Theo et par skridt tilbage, og manden stoppede.
   "Kan du ikke huske mig?" udbrød manden med skuffelse i stemmen. Theo rynkede panden, og studerede den fremmedes ansigt. Pludselig genkendte han nogle af trækkene. Han huskede kvinden. Den fremmede mands mor.
   "Selvfølgelig kan jeg det," snappede Theo irritabelt. "Du er Mylinias søn." Manden så på Theo med et stort smil.
   "Ja, det er jeg lige præcis. Jolist hedder jeg," fortsatte han på pludrende italiensk. "Jolist Minolay Mayeesh."
   "Minolay," gentog Theo mumlende. "Det plejede Mylinia at kalde mig. Regnsky."
   "Ja, fordi hun syntes du lignede en regn..."
   "Lever hun stadig?" afbrød Theo. Han opdagede, at han slet ikke brød sig om Jolist. Jolist nikkede. "Så vis mig vej til hende!" udbrød Theo utålmodigt.
   Jolist tog en mørk jakke på, og ledte Theo gennem Roms gader. De kom til en etagebygning, og Jolist låste døren op. Han kom der åbenbart ofte, flere personer de mødte i gangene hilste venligt på ham. Endelig nåede de Mylinias dør, og Jolist gik indenfor, tæt fulgt af Theo.
   Da Theo og Mylinia havde mødtes, var Mylinia stadig en ung kvinde.
   Nu var hun en gammel kone. Hendes hår var stålgråt, hendes ansigt furet og hendes hænder havde leverpletter. Hun genkendte Theo med det samme han kom ind af døren.
   "Minolay!" udbrød hun, og skyndte sig hen til ham. Hun omfavnede ham ikke, men lagde blot sine hænder på hans kinder. "Jeg troede du var død," gispede hun.
   "Det var tæt på," svarede Theo, og knappede sin skjorte op. Mylinia udstødte et lille, forskrækket skrig, da hun så det store ar over Theos hjerte.
   "Hvordan kom du hertil?"
   "Jeg ved det ikke helt," svarede Mylinia. "Det er så mange år siden."
   Jolist satte sig ved bordet. Theo så skævt til ham.
   "Jeg er sulten. Hent noget mad til mig," sagde han uvenligt til Jolist. Jolist blev helt befippet, rejste sig, og gik ud i køkkenet. Mylinia så skrapt på Theo. "Efter oprøret i Runiya blev der udlovet en dusør for hver død rathlini, man kunne indlevere. Alle i byen vidste, at Jolist var din søn, så vi stak af. Vi var netop sluppet ud af Mayeesh, da vi blev indhentet af dusørjægere. Vi gemte os i en hule. Da vi kom ud af hulen, var vi et helt andet sted. Den nye verden kendte intet til rathlini, oprøret i Runiya eller det gamle kongerige. Vi har boet her siden," forklarede Mylinia.
   "Hvor er hulen?" spurgte Theo. Mylinia rejste sig, og gik langsomt rundt på sine gamle ben. Hun ledte i skuffer, reoler og skabe. Til sidst fandt hun et kort. Hun ledte lidt, og tegnede så en cirkel på kortet.
   "Lige her. Kun omtrent halvtreds kilometer herfra." Theo tog kortet idet Jolist kom tilbage med maden. Theo så kort på maden, fnyste, rejste sig fra bordet og gik uden at sige farvel.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at møde din ven," sagde Elena. Matti nikkede uden at svare. Han var nervøs. De havde aftalt at mødes på Ruder Konge. Nemo sad alene ved ét af bordene. Der var tre cigaretskodder i askebægeret foran ham. Matti så til sin fortrydelse, at Nemo havde haft endnu et sammenstød med sin stedfar. En blåviolet blodansamling dækkede hans højre tinding. Nemo smilede ikke desto mindre til det unge par, der tog plads overfor ham i båsen. "Jeg hedder Elena," sagde Elena. "Jeg hedder Nemo," svarede Nemo, og strakte sin spinkle hånd frem mod Elena.
   "Hvad er der sket med dit ansigt?" spurgte Elena bekymret.
   "Sådan ser jeg bare ud," fniste Nemo.
   "Nej, jeg mener det blå mærke," fortsatte Elena, der tydeligvis ikke opfattede, at Nemo ikke havde lyst til at tale om det.
   "Jeg dyrker professionel wrestling," svarede Nemo. Matti vred sin hjerne for at finde på noget andet, de kunne tale om.
   "Cool," svarede Elena. "Jeg går lige op og henter nogle øl." Matti så efter Elena, mens hun købte øl. Elena viste sit sygesikringskort frem, sammen med et bibliotekskort med billede på. Hun var fyldt 18, og behøvede ikke at lyve for at købe alkohol.
   "Hvad fanden skal jeg tale med hende om?" hviskede Nemo.
   "Hvad som helst," svarede Matti. "Bare prøv at virke lidt normal."
   Nemo fniste. Elena kom tilbage med tre øl, stillede dem på bordet. Matti tog sin, og drak den hurtigt.
   Elena snakkede lidt om løst og fast, og Matti deltog i samtalen. Nemo røg en cigaret, og knuste askestumperne i askebægeret med skoddet. Elena undskyldte sig, og gik ud på toilettet.
   Matti lænede sig frem mod sin spinkle ven.
   "Så tal dog lidt med hende," hvislede han.
   "Det her er latterligt. Du sidder der og spiller så pissenormal. Du er ikke normal, og det er jeg heller ikke. Fortæl hende sandheden," svarede Nemo.
   "Fint. Jeg gør det i aften. Men så skal du også opføre dig pænt nu."
   Nemo trak på skuldrene.


Carisian sad på hotelværelset. Det hele havde været spild af tid. Han var rendt panden mod en mur. Alt nyt han havde fundet frem til var, at Celinas mor var død. Manden, hvis spor Carisian havde fulgt, var begyndt at skræmme ham. I begyndelsen havde Carisian set frem til at møde væsenet, men nu var han mest af alt bange for at væsenet skulle finde ud af, at han var på sporet af det. Ethvert væsen, der efterlod vold og død i sit kølvand, vidste Carisian instinktivt at holde sig fra. Det var i hvert fald, hvad han fortalte sig selv den aften.
   En anden del af Anthony Carisian var eksalteret. Dette var det tætteste han nogensinde var kommet på noget overnaturligt. Så længe han kunne huske, havde han ønsket at finde overnaturlige væsener, kontakte dem, lære dem at kende. Han vidste i hele sin krop, at alting ikke var som det så ud på overfladen, og nu var han så tæt på endelig at bevise det. Om ikke for andre, så for alvor for sig selv, for den del af hans hjerne, der hårdnakket påstod, at der var en naturlig forklaring på alt. Og i det øjeblik blev hans dør sparket ind.
   Carisian vågnede med en smerte ved næseroden og en smag af blod i svælget. Han rejste sig fra gulvet med en dunkende hovedpine. Der stod en mand i døren. Manden var omtrent på Carisians alder, måske lidt ældre. Carisian vaklede ud på badeværelset og så på sit spejlbillede. Under det ene øje var en mørk plamage begyndt at træde frem. Han havde blødt lidt fra næsen, og den ene fortand føltes løsere. Han rakte ned i sine lommer. Alle hans penge var væk. Han mærkede sin mave slå en kolbøtte. Han styrtede ud til sin jakke, og rodede i lommerne. Hans hævekort, pung og nøglen til den lejede bil var væk. Manden, der havde stået i døren, var kommet indenfor og havde sat sig på Carisians seng. Carisian satte sig ned ved siden af ham. Han fik øje på skriften på væggen. Assassino.
   "Var de dine venner?" spurgte han nedslået den fremmede.
   "Nej," svarede den fremmede mand, og rakte Carisian en cigaret. Carisian tog imod den, og tændte den med en tændstik, der lå på hans sengebord.
   "Jeg er en stor fan af dine artikler," sagde den fremmede.
   "Tak," svarede Carisian. Han var egentlig holdt op med at ryge for flere år siden, men i situationen virkede en cigaret passende. Han sugede forsigtigt på den, og pustede røgen ud.
   "Jeg ved, at du ikke havde noget med Sofias død at gøre," fortsatte den fremmede, og så direkte på Carisian. Carisian bemærkede, at hans øjne var meget grønne. De mindede om Celinas øjne. "Jeg ved hvor ham der gjorde det er," fortsatte den fremmede. Carisian lagde mærke til, at han lignede én, der havde grædt. Carisian vidste, at det var nu eller aldrig. Enten fulgte han sin første indskydelse og skyndte sig væk, eller også undersøgte han dette til bunds.
   "Kan jeg låne nogle penge af dig?" spurgte Carisian. Den fremmede sukkede og rakte Carisian 50 euro. Den fremmede rejste sig fra sengen, nikkede til Carisian og gik mod døren.
   "Hvordan skal jeg betale dig tilbage?" spurgte Carisian. Den fremmede trak et kort frem fra sin lomme, og lagde det på sengebordet. Så gik han. Carisian læste på kortet.
   Alfred Minolay Mayeesh.