3Jordbærkys
Kære Maiken · Tusind tak for din mail. Hvor var det dejligt at høre... [...]
Noveller for børn/unge · ulykkelig kærlighed, forelskelse, kærlighedslængsel
1 år, 2 måneder siden
0Gastric Bypass
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden ... [...]
Noveller
2 år siden
4Savitha
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenum... [...]
Noveller
2 år siden
3Sandeltræet
Efter krigen på Kuruksetrasletten står der et sandeltræ der hvor ... [...]
Noveller · mytologi, livsanskuelse, erkendelse
2 år siden
2Barnets bog
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. ... [...]
Noveller
3 år siden
3Angst
Angst. · Flosset og hudløs mærker jeg min venstre tinding stramme. ... [...]
Kortprosa · identitet, psykose, følelser
3 år siden
5Steningerne
Skrigene får en fugleskare til at lette fra de døde træer i vores... [...]
Kortprosa · død, chok, angst
3 år siden
2Kirken
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ... [...]
Noveller
4 år siden
4Mors kinabog
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har funde... [...]
Noveller
4 år siden
2Kølerummet
- Jeg henter lige mit værktøj. · En tårnhøj overvægtig pustende man... [...]
Kortprosa · humor, sommer, mennesker
5 år siden
2Spejderhagl
En familie på syv træder ind over tærsklen. Faderen har et smil p... [...]
Noveller
6 år siden
2Min kinabog
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sik... [...]
Noveller
6 år siden
3Generalforsamling i danseforeningen
Et opslag op på døren fra den lokale danseforening faldt ned da m... [...]
Noveller
6 år siden
2Bedstemors Mørke
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest... [...]
Noveller
6 år siden
1Lampretten
Midsommeren lader et dansende vandspejl af søndenvind forme harle... [...]
Noveller
6 år siden
4Nattergalen
Nattergalen sidder på en gren udenfor loftsvinduet på Shantis vær... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 2,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sujatha Gellert (f. 1976)
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sikker hånd skrevet midt på feltet med de to streger. Kinabogen har røde hjørner og ser ubrugt ud. Aversionen mod at åbne bogen er stadig stor. Jeg bliver både vred og træt når jeg tænker på at det ikke er min mor der har sendt Ibraham bogen. Det får følelserne af afmagt over bedstemor Veeras mørke til at komme tæt på. Butikken er stille. Det er midt på dagen på en hverdag. Vi er på vej udenfor sæsonen, strandgæsterne bliver færre. Jeg burde egentlig feje lidt foran vinduerne, men bogen trækker mig tættere på.
   Jeg sætter mig yderst på taburetten bag disken. Mine læber bliver smalle. Det gibber i mig da døren går. Jeg rejser mig og ekspederer min kunde mekanisk. Glemmer at smile og kigger på et punkt skråt bagved ham, da jeg tager imod hans aftalte penge for en pakke cigaretter. Bogen bliver liggende foran os begge på disken. Han lægger ikke mærke til den, jeg forsøger ikke at lægge mærke til den. Imens døren bliver åbnet strømmer der dagslys ind til mig, men striben når ikke helt frem til disken. Den bliver lukket med et smæld. Jeg ser min kunde forsvinde ud af synsfeltet samtidig med, at bogen kommer til at fylde hele øjenkrogen.
   Jeg har glemt at trække vejret regelmæssigt og trækker en stor mundfuld luft ind, mens jeg runder mig på vej ned på taburetten igen. Der er så mange ting der med bogen, mangler for mig i min historie. Jeg kan ikke huske som barn at jeg led særligt af savn efter min mor. Hun figurerede ikke i mit univers og jeg tog ikke på mig at begynde at udspørge bedstemor Veera. Det var ikke kun fordi jeg var bange for hende, det var ligeså meget fordi jeg ikke brugte tid på at tænke på hende. Mandagen går altid med at pakke nye varer ud, tirsdagen med at betale regninger. Der var noget til hver dag, ting jeg skulle gøre, noget jeg blev involveret i ud over min skole. Jeg nød faktisk mine faste rutiner, og gør det stadig. Det eneste som kan være svært for mig, er at få lavet noget lødigt at spise. Det er så nemt at tage en af vores frostretter med ud og varme.
   Bedstemor Veera gik ikke meget op i madlavning, det var ikke for spændingens skyld at hun stod ved komfuret. Jeg fik ikke lært at lave mange retter og tog det som en spøg, når hun hev den store røde opskriftsbog ned fra hylden. Hun kunne ikke selv lave mange af de retter, den dikterede. Jeg kan lave en grundcarry. Det blev vi enige om til sidst, burde være nok. I hvert fald til en start. Den kan man altid fylde grøntsager og kød i. Vi kunne ikke enes om at være sammen i køkkenet, hun betragtede mig som hendes forlængede arme og, hvis jeg ikke gjorde det hun tænkte, kunne hun finde på at slå helt om. Hendes stemme blev skinger og jeg frygtede at få et dask over lapperne. Men hun slog aldrig. Frygten fik mig alligevel til at værne mig så meget at jeg ikke bagefter kunne huske hvad vi havde lavet. Jeg ville helst være fri for at følge hendes bevægelser og bildte hende ind at jeg sagtens kunne leve af frugt. Hun satte mig til simple opgaver som at skylle gryden vi havde brugt af. Jeg gned og gned på indersiden for at være helt sikker på at den var ren. Bedstemor Veera viste mig hvordan man skrubbede en gryde i Indien. Med avispapir til det hele bliver fnulret og begynder at lugte af tryksværte. Fnuggene blev sirligt vasket af med en enkelt kop vand. Her er vand ikke en mangelvarer, og jeg lærte aldrig at dosere vandet så der var nok til hele gryden. I stedet landede den med et smæld i bunden af vasken med snavs og tryksværte i bunden. Jeg snød mig til at hælde mere vand i koppen uden hun så det. Når hun kiggede på det jeg havde lavet, stod utilfredsheden malet i hendes ansigt. Så kom hun med et indestængt suk som om hun virkelig anstrengte sig for at sige noget pænt, men det kom ud med den forkerte betoning. Selv om bedstemor Veera sagde at jeg havde gjort et godt stykke arbejde, fik det mig ikke til at blive overbevist. Troen på det hun sagde fulgte ikke rigtig med.
   Jeg forstår ikke hvordan hun kunne få sig selv til at sende min mors bog til Ibraham. Hun må have planlagt hendes selvmord virkelig længe. Alt det hun nåede inden hun tog herfra. Måden hun havde arrangeret servicet på, så der ikke var nogen tvivl om hvad jeg skulle gøre med dem. Sarien. Tingene til det bryllup hun planlagde for mig. Ægteskabs planerne med en familie i Brande, som jeg ikke kendte noget til. Det føles alt sammen som ting hun havde gået med, siden jeg var helt lille.
   Når hun var helt klar kan jeg huske de mange formaninger om at være en god hustru. Jeg hørte hende aldrig beklage sig over at hun skulle ruste mig til opgaven. Det forekommer mig mærkeligt i alle disse bevidste planer om min fremtid at gøre noget så ubevidst. Hendes skøre handling har haft så stor betydning for Ibraham. At han vendte tilbage hertil i troen om at mor Shanti stadig var her.
   Jeg husker hende mager når hun stod op af disken og orkerede. Sarien var pænt foldet hele vejen, og selv om den kun var af bomuld var den strøget så den fik pressefolder hen over skulderen. Jeg var næsten et hoved højere end hende, da hun døde. Ibraham et hoved højere end mig. Jeg fik aldrig lært at orkere. Bedstemor Veera forsøgte, men jeg kludrede for meget med knuderne og hendes tålmodighed slap hurtigt op. Jeg fik en klump i halsen når hun rettede for meget på mig, men jeg sagde ikke noget.
   De bedste stunder var når kiosken var fyldt med glade feriegæster. Så gengældte hun oprigtigt mit smil og havde overskud til at give min skulder et klem. Jeg tænkte aldrig på at forlange lommepenge for min tid i forretningen eller for de forskellige ærinder i Ringkøbing. Det var en selvfølge at jeg hjalp til. Ind i mellem kunne en turist give mig et par kroner i drikkepenge, men jeg lagde dem lydigt ned i krukken bagved kasseapparatet. Bedstemor Veera tømte den engang imellem. Ibraham fandt en konto med mit navn på. De beløb der var blevet indsat kunne godt svare til hvad der kom ud af krukken. Jeg foreslog at vi delte beløbet men Ibraham syntes jeg skulle gemme pengene til bøger, hvis jeg ville læse.
   Jeg strækker mig efter bogen, trækker den til mig og åbner den med anspændt åndedræt. Jeg kender ikke min mors skrift, men tror på Ibraham når han siger, det er min mor der har skrevet det. Tvivlen kan ikke lade være med at råde for, hvis min bedstemor Veera kunne sende ham en bog, kunne hun vel også selv skrive den. Bogstaverne bliver krogede myrer i krig, når jeg kigger på dem. Den ligger i mit skød og jeg rækker ud efter mit vandglas, mens jeg med den anden hånd vifter bogens blade igennem. Næsten hver side er gennemskrevet. Det vil tage lang tid for mig at gå den rigtigt igennem. Ibraham har ikke forlangt det af mig, alligevel kan jeg ikke glemme det insisterende blik da han foreslog mig at bladre den igennem. Mine øjne fanger tekster dateret seks måneder før jeg blev født.
   Ibraham og jeg er lige forvirrede, lige pedantiske. Jeg mærker luften blive fugtig. Min bedstemor Veera ville måske tættere på min mor med hendes selvmord. Jeg fandt først for sent ud af, hvad hun havde planlagt. Hun var ulykkelig. Hun skulle have passet på mig. Jeg forstår hende stadig ikke helt. Var der virkelig ikke anden udvej for hende end at gøre en ende på sig selv. Alle hendes drømme havde gemt sig tror jeg. Pentaklet i hendes solur var væk. Jeg anede for sent at der var noget galt. Jeg mistede blikkontakten til hende. Jeg forsøgte aldrig at skabe åbning, hul ind til hendes verden. Jeg tænkte at den usynlige film der lagde sig imellem os ikke kunne brydes. En membran der sitrede og som blev tykkere for hver dag. Hvor jeg ønskede at det løste sig af sig selv. Jeg tænkte ikke på noget tidspunkt på at bebrejde hende for, at jeg ikke havde min mor hos mig. I stedet opfandt jeg undskyldninger for mig, så vores tavshed sammen gav mening.
   Tunge mørke skyer trykker luften. Det blitzer i det fjerne. Jeg vakler da jeg rejser mig og lander bogen på disken. I køkkenet vrider jeg en karklud, vandet trykkes ud af den samtidig med den første tunge buldren i det fjerne. Ibraham kommer ind til mig fra baglokalet. Han tager om mine skuldrer og jeg lader klumpen i halsen få frit løb ned af hans skjorte. Store tårer og snot grimer mit ansigt.
Forfatterbemærkninger
Jeg har arbejdet essayistisk med teksten, og håber at I har lyst til at tilkendegive om og hvad der virker. Jeg var i tvivl om jeg skulle sætte uddrag af kinabogen ind, men følte det ville forvirre læseren. Hvad tænker I?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/11-2013 21:09 af Sujatha Gellert (Annsujatha) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1518 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.