Uddrag fra da.wikipedia.org: "Nogle forstår Nietzsches begreb 'vilje til magt' som en reaktion på Schopenhauers 'vilje til at leve'. En generation før Nietzsche havde Schopenhauer betragtet hele universet og alt i det som drevet af en vilje til at leve - hvilket er grunden til alle skabningers ønske om at undgå død og at avle. Nietzsche udfordrer imidlertid Schopenhauers tankegang og foreslår, at menneskets og dyrs motivation i højere grad bunder i viljen til magt, anerkendelse og selvstændighed." Det er klippet fra hjemmesiden den. 2/12-13.
Jeg fik gennemgået mange filosofiske emner og temaer, og præsenteret for mange store filosofer mens jeg læste på København universitet til i år 2002 - og i fire år frem. Men det som hænger ved at dukker op igen ved lejligheder er forståelse af Frederik Nietzsche filosofi. Den tænkning der har omdrejningspunkt herved hænger fast. Jeg arbejder som fuldtidsprogrammer - så filosofi har lidt påvirkning på mit arbejde. Og nej - jeg møder verden med en grundforståelse og indrammer mine verden på nogle grundsten. Sådan tænker jeg i hvert fald på det. Det mytiske der rammer mig igen og igen. Er at når andre skriver om fortolkningerne eller diverse forskellige læsninger af Nietzsche så bliver jeg meget inspireret og jeg synes det er dybt fascinerende - men underlige kommer her; Da jeg læste original teksterne dengang fik jeg ingenlunde noget der minder det mindste dybsindige ud af hans gyselige tekster.
Jeg synes kun at kunne huske en forvirrende væmmelse over sproget - formen - og hans nederdrægtige udsagn. Jeg har hverken læst eller studeret nok til at tilbagevise de kloge som giver mig alternative og inspirerende læsninger af Nietzsche - men nogen gange tænker - det kan ikke være det som jeg læste de har læst.
Tanken omkring vilje til magt, synes jeg faktisk kan være opløftende. Tanken om at vi som mennesker er stærke og styrende nok til ikke at lade os dominere af en slavemorale - som han kalder det. Tanken om at vi hver især tilsætter vores gerninger og handlinger mening og værdi i forhold til vores egne konstrueret værdier. Altså ikke noget taget fra et højere sted. Men logikken og sammenhængen forsvinder lidt for mig, når du tilfører alle de andre mennesker i verden. Og hvad hvis to har helt divergerende retninger eller værdisæt - hvad så. Nietzsche selv forklare sig vist ved at de fleste underkaster sig. Altså langt de fleste passer sig ind i rækkerne - den bliver undermennesker og de underkaster sig en kristen moral.
Men vi er ikke mange kristne tilbage i Danmark - er vi så alle blevet overmennesker, og hvordan står det så i forhold til stat med lovgivende og dømmende magt? Pludselig bliver det jo ikke hos overmennesker med en speciel tilgang til verdens værdier - der for mønter en fornuftig retning. Der jo ikke overordnet værdier - der er viljen til magt. Viljen til at kæmpe i en ellers meget svær og hård naturlighed, der ikke rummer værdier i sig selv.
Hvor står samfundets ledere i en nihilistisk verden? Hvad er op og hvad er ned. Filosofien bliver interessant efter Nietzsche - hvis man ellers kommer frem til de fortolkede fortolkninger der er i overflod. Træd forsigtig når andres ords tages i brug.
Okay - så jeg er et stærk overmenneskeligt væsen der selv kan værdilade verden omkring mig - som jeg behersker. Jeg vil opnår anerkendelse og selvstændighed. Og hvad så; helt praktisk så skal jeg have noget mad på bordet - og jeg har en dødsangst, men hvorfor? Hvorfor er det vigtig - på hans tid var det meget vigtig. Da kirken havde en meget styrende funktion i samfundet. Men alt det ovenstående i mente så ville det være upraktisk at lade sig styre af overtro eller noget ikke naturligt naturlighed. Kirken eller troen hjælper med dødsangsten og den hjælper delvist med anerkendelsen - men hvad med selvstændigheden?
Nogen gange er allervigtigste at vi er social væsner der fungere i en stor gruppe. Jo mere jeg skriver jo mere påkrævende synes jeg det bliver - hvad med dem omkring mig? Er de ikke også overmennesker. Eller ville de ikke gerne være det.