Jeg har altid godt kunne lide kulde.

Den voldsomme kulde, der pludselig omklamre en når varme kødelige fødder bryder en havoverflade omkring nulpunktet

Den pirrende kulde, når adskillige af støvregnens bittesmå regndråber rammer en nøgen overkrop og trænger ind i huden som tusindvis af akupunktur nåle.

Den skærende kulde, når en bar barbar af en viking, kaster sig ud i fattigmandens vinterbad imens han ruller sig i sne og is.

Den følelsesløse kulde, når Vesterhavets vind får hagl, vand eller sand, til at slå så hårdt mod ansigtshuden at det føles som at blive slået med pisk

Men kulde er nu en gang smerte og den smerte jeg mest af alt kan lide er

Den varme kulde, når en voldsom, pirrende, skærende og følesløs smerte, breder sig i kroppens døde lemmer med det formål at legemet kan genvinde den varme, livet er så afhængig af.