Krogede fingre griber en hånd
søger lidt ømhed i det tomme rum
Rummet i dit indre kaos vokser
dæmonerne i dig bokser
Engang en frodig munter kvinde
med mod til altid vejen at finde
Da livet blev hårdt og krigen den kom
var hjertet hos dig aldrig tomt
Alene tilbage i ukendte stuer
ligger du nu og gruer
For manden med leen
om de nu husker bleen
Tiden er blevet en anden
du tager dig til panden
Forsøger at huske hvad det var de sagde
før de dig i sengen lagde
Døren den lukkes rummet blev tyst
nu håber du blot de husker dig når det atter blir lyst.