Engang svævede
dine fødder over skyer.
Lette som fjer
dansede de over livets revyer.
Med dine laksko
spændt om anklerne
og fanerne
hævet over hænderne
sang du om det fascinerende,
det levende, sindsoprivende befriende
og alt for eftergivende.
Dengang hed du Elenora Karénsen.
Nu er du blot hende fra stue nr femten.
Her ligger du bundet
til institutionssengens lampeskær.
Klæber dig til
din hjernes sidste nærvær.
Vedholdende skriver du
dine erindringers bog
under den trætte gnist
fra dit slappe øjenlågs krog.
Skriver om alle dem der døde,
dem du så gerne ville møde.
Alle dem du elskede,
dem der blegnede,
dem der gjorde det nemmere,
og dem du ikke længere kender.
Dem skriver du om
med dine plagede gigthænder.
Med din blyant
former du dine ord.
Om alle skytsenglene
og andre ombord.
Ord fra fjerne kærlighedsgalakser
og om hormoner der slog flikflakker.
Om din krops gemte fantasier,
og den hungrende endorfin eliksir.
De blide Strøg
over din bløde kashmir,
og hænderne
under din opknappede søndagspeignoir.
Om venskabers flammeskær
og livet der brændte af begær.
Til det nære, det kære
alt liv i atmosfæren.
Der hvor du kunne få lov at være.
Bevæge dine arme og ben.
Svømme med strømmen ned af elven.
Løbe over blomsterengen.
Stikke af fra din alder.
Holde om dem du elsker
og kysse din mand ved kirkens alter.
I lyset af din halskædes safir
skriver du om alt på dit
falmedede bogpapir.
Men da du nåede de sidste linjer
tabte du blyanten i dine fingre.
Som den sidste strofes sang
inden din sengepære sprang.
Og mens du nu sidder der i din kørestol
og gentager hvert ord.
Med hukommelsen tabt
og mundenvigen hængende slapt
læser jeg i dine
erindringers bog.
Mærker din glæde.
Mærker din sorg.
Mærker historien
og den fantasi
der levede indeni
Elenoras glemte livspoesi.