Livet spurgte døden: "Hvorfor elsker folk mig, men hader dig?" Døden svarede: "Fordi du er en smuk løgn, og jeg er en smertefuld sandhed."
Er dette ovenstående citat helt korrekt? Elsker vi mennesker livet? Frygter vi døden? Frygter vi noget, som vi ikke har kendskab til? Hvad ved vi overhovedet om døden? At vi en dag lukker øjnene, ikke kan trække vejret længere, ikke eksisterer i denne her verden, er det, det døden drejer sig om?
Vi lever, vi ånder, vi elsker, vi hader, vi undrer, vi sørger, vi ved så meget, men alligevel kan vi ikke forudsige hvilket sekund, der kommer til at være vores allersidste sekund. Vi ved dog at vi ikke kommer til at leve for evigt, men på den anden side tør vi hellere ikke at se døden i øjnene. Tid består af øjeblikke, de er der hele tiden, men om lidt er de væk.
Vi mennesker har på en måde altid travlt, netop fordi tiden ikke går i stå. Vi vil nå at opnå de mål som vi har sat for i livet. Før de sidste sandkorn i timeglasset rinder ud, for den dag kommer der ikke til at være nogen der vil vende glasset igen.
Hvordan døden kommer til at foregå har altid påvirket menneskers tankegang meget, og det gør det stadig. Den idé med at livet kommer til at have en ende en dag, virker rimelig langt borte og skræmmende. På den anden side, kan man dog udtale sig om at døden er det mest sikre ved livet. Vi ved, at en dag kommer til at være vores allersidste dag, hvor vi trækker vejret for en sidste gang. Men hvad sker der så efterfølgende? Kommer vi til at have endnu et liv efter døden? Kommer vi alle til at ses igen på den anden side af jorden, eller er det farvel og tak for evigt?
Så mange spørgsmål kører rundt i vores hoveder, så mange spørgsmål vi godt vil have svar på. Men det er vel forståeligt, når vi ikke har et stort kendskab til døden. Ingen har fortalt os hvordan det føles at være død. Det vi ikke har kendskab til, er det vi frygter mest. Burde vi alle frygte døden? Ser alle mennesker døden som noget negativt? Personligt tror jeg, at dem der har det godt i denne her verden, er mennesker der kommer til at frygte døden enormt meget. Da de på en eller anden måde også kommer til at frygte, om de overhovedet kommer til at få deres gode gamle liv tilbage efterfølgende, eller om de bare kommer til at forblive liggende i deres grav for evigt og altid. Hvorimod de mennesker der har alvorlige sygdomme, som de lider af hver evig eneste dag, foretrækker at dø, end at leve i denne verden. De tænker nok på at, de vil få det bedre når de dør. Ingen smerter, ingen sygdomme. Men er det nu helt sandt? Det kan man vel håbe på, for hvis de hverken har det godt i dette liv, eller når de er døde, hvornår i alverden skulle de så have det godt?
Når vi så når til døden, er døden så kun en anden sti, som vi skal følge? Dette spørgsmål kan vi ikke svare på endnu, da vi ikke er døde. Dette spørgsmål, kan først besvares når vi selv er i den tilstand.
Lad os forestille os at få vores prøveresultater tilbage, hvor vi så får at vide vi ikke er bestået. Vi ved bare, at hvis vi havde studeret lidt hårdere, og læst lidt mere, så ville vi have klaret og bestået prøven. Vi ønsker at spole tiden tilbage, for at have studeret en ekstra tand. Men det er desværre for sent nu. Lad os nu forestille os at vi befinder os i vores grav nu. Og vi ved bare at vi burde have respekteret vores forældre, mere end vi allerede gjorde. Hvis vi nu tilgav alle de mennesker, der havde gjort os ondt, hvis vi bare kunne ændre lidt på vores liv, vil vi være meget lettet nu. Og hvis vi bare havde fokuseret mere på vores liv end andres. Men det er desværre for sent nu, og alt det som du kan høre er de fodtrin af de mennesker, der lige har begravet dig. Lad os fremover tænke os godt om, før vi handler.
"Grædende kom du til verden, mens alle omkring dig smilede. Stræb efter at leve, således at du kan tage væk herfra med et smil, mens alle omkring dig græder."