5Tre drenge
De var kun tre tilbage i klasselokalet - Jonas, Mads og Søren. De... [...]
Noveller
9 måneder, 2 dage siden
4Sværdet
Dengang Mor var syg, lå jeg tit, inden jeg skulle sove, og tænkte... [...]
Noveller · underverdenen, drømme, barndom
3 år siden
2Sølvnøglen VII
Natten var til ende, og det uigennemtrængelige mørke var opløst, ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
3 år siden
4Sølvnøglen VI
En langstrakt klagen fra rustne hængsler ridsede i stilheden, da ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
3 år siden
2Sølvnøglen V
Et vokslys kom til syne i døråbningen, og i dets skær tonede ansi... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
3 år siden
2Sølvnøglen IV
Luften føltes kold omkring Waewards krop, da han faldt gennem mør... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
3 år siden
1Sølvnøglen III
Aftenluften føltes kølig og frisk i Waewards ansigt, da han forlo... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
4 år siden
1Sølvnøglen II
En stank af rom og gammel tobak strømmede Waeward i møde, da han ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
4 år siden
3Sølvnøglen I
Tropenatten havde allerede indhyllet bugten i et tæt mørke, da jo... [...]
Noveller · romantik, sørøvere, eventyr
4 år siden

Puls: 4,2

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Morten Vestergaard Jensen (f. 1978)
Dengang Mor var syg, lå jeg tit, inden jeg skulle sove, og tænkte på, om hun nogensinde ville blive rask igen. Det var dengang Nikolaj og jeg stadigvæk sov inde på det lille værelse med det blå gulvtæppe, som var godt at bruge som hav, når man legede med playmobil. Vi sov i en køjeseng. Nikolaj sov i overkøjen, og jeg sov i underkøjen, fordi jeg var den mindste.
   Mor havde været syg længe, og jeg havde kun set hende en enkelt gang siden den dag, Far kørte hende på hospitalet. Hverken Nikolaj eller jeg besøgte hende derinde, det var kun Far. De havde sagt, at det var bedst på den måde, sagde han. Den ene gang, jeg havde set hende, var, da hun kom hjem. Far havde hentet hende, og jeg så hende, da hun gik gennem gangen på vej ind i soveværelset. Vi stod et øjeblik og så på hinanden. Hendes ansigt var helt gråt og udtryksløst, det var næsten, som om hun sugede farven ud af rummet omkring sig. Hun sagde ikke noget, og hendes blik var helt tomt. Hun virkede, som om huset var fremmed for hende, og hun så på mig, som om hun ikke kunne kende mig. Jeg sagde heller ikke noget. Så fortsatte hun ind på soveværelset, og siden da havde hun ikke været ude derfra, før efter Nikolaj og jeg var lagt i seng. Far sagde, at Mor havde brug for at hvile, og at vi ikke skulle gå ind til hende. Nogle gange kunne jeg høre hende stå op, efter vi var gået i seng, for at gå på toilettet. Det var, som om vi havde fået et spøgelse i huset. Jeg lagde mærke til, at hun aldrig tændte lyset, når hun gik ud på badeværelset.
   Selv om jeg tænkte meget på hende og savnede hende, fik jeg efterhånden svært ved at huske, hvordan det havde været, dengang hun var rask. Jeg kunne se hendes smilende ansigt for mig, og jeg kunne huske hendes stemme, når hun læste Ronja Røverdatter for os inden vi skulle sove, men jeg havde svært ved at huske hende. Det var, som om hun var gået i stykker inde i mig, og at jeg, selv om jeg forsøgte at holde fast på hende, kom til at tabe skårene et efter et, indtil der kun var nogle få tilbage, som jeg krampagtigt genkaldte mig igen og igen de aftener, når Far havde slukket lyset. Jeg tænkte nogle gange på hendes ansigt den sidste gang, jeg så hende, og på om hun mon havde glemt, at hun havde mig. Tanken gjorde mig ked af det.
   Jeg forstod ikke, hvad Mor fejlede. Far sagde, at Mor var blevet ked af det på en måde, som kun voksne kan blive, men da jeg spurgte, hvad hun var ked af, sagde han, at det var der ikke nogen, der vidste. Det spekulerede jeg meget på. Hvem kunne det mon være, som havde gjort Mor så ked af det? En aften kom jeg til at tænke på dengang, hun havde sagt til mig, at jeg ikke måtte drikke kakao i den røde lædersofa, og jeg havde gjort det alligevel, og jeg havde spildt, og der var kommet en mørk plet, som ikke ville gå af, selv om Mor skrubbede og skrubbede. Hun var blevet så ked af det, at hun ikke engang havde skældt mig ud. Var det mon derfor? Jeg ville gerne sige undskyld til hende, men nu kunne jeg ikke komme til det.

En aften, hvor jeg lå i mørket og tænkte sådanne tanker, efter at Far havde sagt godnat og slukket lyset, fik jeg pludselig øje på noget. Det var en lang, smal genstand, som hang ovre på døren, som Far havde lukket på klem. Først kunne jeg ikke se hvad det var. Genstanden hang lodret og var på længde med et rundboldbat eller måske lidt længere og udsendte et dæmpet, grønligt lys, som gav den et magisk skær. Jeg var i tvivl, om det jeg så var virkeligt, eller noget jeg bildte mig ind. Det magiske skær fik mig til at spekulere på, om genstanden kom fra en anden verden, en verden som var meget stor og mægtig. Jeg trak dynen op under hagen og lå længe og kiggede på den. Jeg lukkede øjnene i håb om, at den ville være væk, når jeg åbnede dem igen, men da jeg gjorde det, var den der stadig.
   Jeg lagde mærke til at genstanden var spids i den ene ende og afrundet i den anden og helt lige langs kanterne, undtagen det sidste stykke ned mod den afrundede ende, hvor den var lidt tyndere. En tværpind adskilte den tynde ende fra resten. Det er et sværd, tænkte jeg, og pludselig kunne jeg tydeligt se det. Det var et sværd. Den spidse ende var klingen og den anden skæftet.
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Der hang et sværd, som lyste grønt på døren i vores lille værelse. Jeg vendte mig om mod væggen, lukkede øjnene og prøvede at lægge mig til at sove. Jeg tænkte at sværdet ville være væk, når det blev morgen. Men lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke sove, og da jeg langt om længe gav op og vendte mig om, var sværdet der stadig.
   Jeg hørte nu en stemme, som talte til mig. Jeg kunne høre, at det var en mandestemme, men hvor den kom fra, kunne jeg ikke afgøre. Måske den kom fra mørket, som fyldte rummet, måske den kom fra et sted inde i mig selv, jeg vidste det ikke.
   "Du skal stå op," sagde stemmen bestemt. "Du skal gribe sværdet." Måden stemmen talte til mig på fik det til at virke som noget meget stort og vigtigt. Den gjorde mig bange.
   "Du skal stå op!" gentog stemmen. "Du skal gribe sværdet!" Tonefaldet var mere vredt, mere utålmodigt denne gang, men jeg knyttede bare hænderne om dynekanten og rørte mig ellers ikke. Stemmen mindede mig om historierne fra Det Gamle Testamente, som vi fik læst op i kristendom. Det var, som om jeg skulle gøre som stemmen sagde på samme måde, som Abraham skulle, da Gud befalede ham at ofre sin søn Isak for at vise sin hengivelse. Var det Gud der talte til mig? Tanken fik mig til at føle mig endnu mindre, end jeg var i forvejen. Jeg blev liggende helt stille og kiggede over på døren med det lysende sværd.
   Der var stille et stykke tid, men selv når stemmen ikke talte, kunne jeg fornemme dens tilstedeværelse i rummet.
   "Stå op! Grib sværdet!" befalede den igen.
   Jeg forestillede mig, at jeg stod op, gik på tværs af rummet og rakte ud efter sværdet. Hvad ville der mon ske? Det hele virkede alt for stort for mig, og jeg var bange ved tanken. Selv de få skridt fra køjesengen og over til døren virkede pludselig som en lang og uoverskuelig vandring.
   Så gjorde jeg det eneste jeg kunne komme på, som jeg vidste ville hjælpe.
   "Nikolaj...?" sagde jeg stille.
   Der kom ikke noget svar, men stemmen var med et forsvundet ud af rummet. Ikke blot lyden, men også fornemmelsen af dens tilstedeværelse.
   Men sværdet hang stadig på døren.
   "Nikolaj...?" gentog jeg.
   "Hvad er der?" lød det søvndrukket fra overkøjen.
   "Hvad er det for noget, der er ovre på døren?" spurgte jeg.
   Der var stille lidt. Så kunne jeg mærke på køjesengen, at han vendte sig om for at se, hvad jeg mente.
   "Månen," sagde han med ligegyldig stemme. "Den lyser gennem sprækken i gardinerne."
   Jeg kiggede over mod vinduet, hvor gardinerne var trukket for, og der var en lang, smal sprække mellem dem, hvor månelyset kunne slippe igennem. Jeg så over mod døren. Nikolaj havde ret. Det, som jeg havde syntes, lignede klingens lige æg bølgede i virkeligheden en anelse på en måde som fulgte gardinernes kant. Tværpinden mellem klingen og skæfter var der ikke mere. Pludselig kunne jeg tydeligt se årerne fra træet i døren, der hvor lyset faldt.
   Jeg vendte mig om og trak hovedet op over dynen. Der gik ikke mange minutter, før jeg faldt i søvn.

Der gik en uge, og jeg tænkte ikke mere på Gud eller sværdet, som i virkeligheden havde været en stribe af månelys. Om dagen gik jeg i skole og spillede stikbold i frikvartererne, og når jeg fik fri, spillede jeg rulleskøjtehockey med de andre på vejen foran vores hus. Det var én verden, og den, hvori min Mor var syg, var en anden, og den, hvori Gud havde befalet mig at gribe et sværd på samme måde, som han havde befalet Abraham at ofre sin søn, var en tredje. De forekom helt adskilte, og de tre drenge, jeg var, havde kun et svagt minde om hinanden.
   Men så en aften skete det igen.
   Far havde sagt godnat, slukket lyset og lukket døren på klem, da jeg pludselig fik øje på striben af lys på døren. Jeg havde ikke lagt mærke til den de andre aftener, men jeg havde heller ikke kigget efter den. Måske havde månen været skjult bag skyerne, eller måske havde lysstriben været der, uden at jeg havde set den. Jeg betragtede den grønlige stribe på døren, og så efter kurverne langs kanten og årerne i træet, men jeg kunne ikke få øje på nogen af dem. Kanten virkede igen helt lige, og lysstriben var ikke gennemsigtig som den anden aften. Det var ikke en lysstribe jeg så, det var en klinge og et skæfte. De var adskilt af en tværpind. Sværdet var igen et sværd.
   Jeg kunne mærke, at Gud var til stede i rummet på samme måde, som den anden aften, men denne gang var der ingen stemme, som talte uforsonligt til mig, kun en følelse af en mægtig, tålmodig tilstedeværelse, som på en gang virkede nærværende og fjernt ubegribelig i det lille mørke rum. Det var, som om stemmen med sin tavshed ville sige til mig: Jeg fortæller dig ikke længere, hvad du skal gøre. Det er op til dig nu.
   Rummet virkede stort og mørkt og vejen over til sværdet lang, men denne gang var jeg ikke bange. Jeg satte mig op i sengen og mærkede gulvtæppet under mine bare fødder. Jeg tog mine hjemmesutter på, som Mormor havde strikket til mig til jul, og stod op. Jeg gik over til døren, lukkede min hånd om skæftet og løftede forsigtigt sværdet ned fra døren. Det var ikke tungt og længden passede perfekt til min størrelse. Det var mit sværd, det kunne jeg mærke.
   Selv om det var sent på aftenen og helt mørkt, vidste jeg, at det var meningen, at jeg skulle udenfor. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg vidste det. Det var ikke fordi, jeg følte at Gud ledte mig på vej. Jeg vidste bare indeni, at jeg skulle udenfor.
   Jeg turde ikke gå gennem gangen og ud af bryggersdøren af frygt for at møde Far på vejen, for jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle fortælle ham, hvis han så, at jeg var stået op, efter at jeg var blevet lagt i seng, og oven i købet havde et lysende sværd i hånden.
   Stille, uden at vække Nikolaj, skubbede jeg potteplanterne i vindueskarmen til side, åbnede vinduet i værelset og kravlede op og satte mig med fødderne dinglende ud. Uden at slippe sværdet åbnede jeg vinduet lidt mere, så jeg kunne glide ud gennem det. Der var et stykke ned, og jeg var lige ved at falde, da jeg landede i bedet udenfor, men det gjorde jeg ikke.
   Jeg trådte ud på havegangen, som gik mellem huset og hækken og som førte ud til vejen. Jeg havde aldrig været heromme, mens det var mørkt før. Det var marts, og jeg skulle stadig have vinterjakke på i skole, men alligevel frøs jeg ikke, selv om jeg kun havde en undertrøje og underbukserne med skibsrattene på.
   Jeg kom ud på vejen, som var helt stille og øde. Månen var ingen steder at se. Gadelygterne lyste blegt og gav genskær i støvregnen og den fugtige asfalt.
   Midt på vejen var der to kloakdæksler, som vi altid måtte køre uden om, når vi spillede hockey. Det ene var rundt med bogstaver indgraveret i midten, og det andet var firkantet med afskårne hjørner. På samme måde som jeg havde vidst, at jeg skulle udenfor, vidste jeg, at jeg skulle ned under det runde kloakdæksel. Jeg tog fat i dækslet med den ene hånd og løftede det op. Det havde været lettere at lægge sværdet fra mig imens, så jeg kunne bruge begge hænder, men det turde jeg ikke. Det var som om, at noget ville gå tabt, hvis jeg slap det.
   Selv om kloakdækslet var tungt, var det ikke svært at løfte det op og trække det til side, det gik næsten af sig selv. Under dækslet var der en skakt, som førte lodret ned i jorden. Dens sider var af beton, og der var metaltrin til at kravle ned af.
   Jeg kravlede ned ad trinene. Skakten var mørk, men sværdet lyste op, så jeg kunne se, hvor jeg skulle træde. Der var et stykke ned, men til sidst nåede jeg bunden. Der sad en boks på væggen, som så ud, som om den var til noget strøm, og ved siden af var der et rundt hul, som førte ind i lille tunnel, som ledte ind under vores hus. Jeg trådte ind i tunnelen, som var lige stor nok til, at jeg kunne gå oprejst, hvis jeg bukkede mig lidt forover. Der rislede vand i bunden og Mormors hjemmesutter blev gennemblødte.
   Jeg kom til enden af tunnelen og befandt mig nu i en stor hule, som lå inde under vores hus. Der var højt til loftet, og der hang sorte drypsten ned over det hele. Regnvandet rislede langs væggene og dryppede fra loftet ned i vandpytter på hulens gulv. Der var lige akkurat lys nok i hulen til, at jeg kunne se mig omkring, men hvor lyset kom fra, kunne jeg ikke bestemme. Jeg havde aldrig været i hulen før eller overhovedet vidst, at den fandtes, men alligevel virkede den ikke fremmed på mig.
   Ud over drypstenene hang der også noget andet fra hulens loft: Rødder. I hulens ene ende, den måtte ligge under vores have, kunne jeg se nogle fint forgrenede trærødder, der hang ned. En af dem var langt større end de andre. Det må være det store birketræ ved gyngestativet, tænkte jeg.
   Selv om der ingen træer var inde i vores hus, hang der også rødder ned under det. Der var fire, to store og to som var ret små. Den ene af de to små var lidt større end den anden. De lignede trærødderne i formen, men farven var anderledes. I stedet for at være brune og sorte havde rødderne under huset hver deres forskellige farve: Den ene af de to store var mørkeblå, den anden mørkerød. Den største af de to små var gul og den mindste lyseblå.
   Jeg fik nu øje på noget, som så ud til at hænge fast på den mørkerøde rod. Det var omkring halvt så stort som jeg selv og lignede en slags dyr. Det var mat mælkehvidt, og da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det havde en række små kløer, som det brugte til at hage sig fast på roden med. Det lignede en slags larve eller en snegl med dets bløde kegleformede krop, men dets ryg var dækket af en slags skjold som lignede det, biller nogle gange har. I den tykke ende af dyrets krop, sad noget som måtte være dets hoved. Det havde en lang nåleagtig snabel, som det havde stukket ind i roden, og dets hoved bevægede sig frem og tilbage med små bevægelser, som om det var i gang med at suge noget ud. Jeg kunne ikke se, at det havde nogen øjne.
   Jeg kunne ikke lide dyret. Slet ikke. Det var ikke kun, at det var ulækkert, og at jeg var bange for det. Det gjorde mig ked af det. Jeg løftede sværdet og prikkede til det for at få det til at flytte sig, men det rettede sig bare og blev siddende. Jeg kunne mærke, at jeg fik en klump i halsen. Jeg ville have, at dyret skulle forsvinde. Jeg kunne ikke lide det. Jeg stak hårdere til det, og det begyndte at udstøde en lav, skinger pibetone, men det blev siddende og sugede fra roden. Jeg stak hårdere og hårdere, og pibetonen blev højere og højere, indtil det begyndte at gøre ondt i mine ører. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. Jeg ville have det dyr væk. Jeg svingede sværdet hårdt mod dyrets skjold, så det gik itu. En ækel, grålig masse begyndte at sive ud af revnerne. Det stank forfærdeligt. Jeg følte, at jeg skulle kaste op, men i stedet for at gøre det blev jeg ved med at hugge, ved med at stikke. Der sivede mere og mere ud, og jeg troede, at dyrets skingre skrig ville springe mine trommehinder. Til sidst græd jeg så meget, at jeg ikke kunne se noget, men jeg blev og ved med at hugge og stikke, selv om det var i blinde.
   Omsider døde skriget ud, og jeg holdt inde. Jeg snøftede og tørrede tårerne væk fra øjnene. Dyrets krop, dets skjold og den ækle, grå masse var spredt ud over det hele. Jeg kunne ikke se hovedet længere, jeg måtte have hugget det i småstykker, men snablen sad stadigvæk i roden og det samme gjorde de små kløer, som havde holdt det fast. Jeg tog fat i snablen med to fingre, hev den ud og smed den fra mig. Jeg prøvede det samme med kløerne, men de sad godt fast, og jeg måtte bruge sværdet til at lirke dem ud, en for en, indtil der til sidst ikke var flere.
   Jeg så på det uhyggelige døde dyr, hvis rester lå spredt omkring mig og begyndte at græde igen. Pludselig følte jeg mig alene og ville gerne tilbage i min underkøje med Nikolaj liggende i overkøjen.
   Jeg kravlede tilbage gennem tunnelen og op af metaltrinnene og stod snart på vejen uden for vores hus. Jeg prøvede at trække dækslet tilbage på plads, men nu var det for tungt, og jeg måtte give op.
   Vinduet ind til værelset var så højt, at jeg vidste, at jeg ikke kunne kravle tilbage den vej. Der var ikke andet for end at gå gennem bryggersdøren. Jeg gik ind gennem indkørslen, op ad trappen og tog fat i dørhåndtaget. Døren var låst. Far låste den altid for natten, kom jeg i tanker om. Den sikre følelse, jeg havde haft af hvad jeg skulle, var forsvundet, og det var koldt at stå udenfor, og jeg var ked af det. Jeg så på sværdet. Det lyste ikke mere.
   Jeg bankede på ruden og ventede. Der gik lang tid, uden at der skete noget, så jeg bankede på igen. Så blev der tændt lys i bryggerset, og gennem mønsteret i ruden kunne jeg se omridset af Far, der nærmede sig døren. Han åbnede, og et øjeblik stod han blot og kiggede uforstående ned på mig. Han havde uglet hår og havde en ærmeløs undertrøje og et par underbukser på, begge dele havde været hvide engang, men var blevet lyseblå i vask. Det var det han sov i, men hans øjne så ikke søvndrukne ud.
   "Står du der?" spurgte han og satte sig ned på hug foran mig. Han kunne se jeg var ked af det.
   Jeg nikkede bare.
   "Jamen, lille mand, hvorfor står du dog herude?"
   "Jeg kunne ikke komme ind, Far."
   "Kunne du ikke komme ind?"
   Jeg rystede på hovedet og snøftede.
   "Hvor har du været?"
   "Ved ikke," svarede jeg, og det var sandt, for jeg vidste det faktisk ikke. "Jeg var bare ude lidt."
   Far så på sværdet i min hånd, som nu ikke så ud af noget særligt.
   "Må du godt have det sværd for Mor?" spurgte han. Han må have troet at det var et stykke legetøj.
   Jeg nikkede.
   Jeg kunne se på ham, at han ikke troede på mig, men i stedet for at spørge mere sukkede han bare. Vi gik ind i bryggerset, og jeg lagde sværdet på fryseren. Det var rart at komme ind i varmen.
   "Må jeg godt få en tår mælk inden jeg skal sove?" spurgte jeg.
   "Ja, det må du godt," sagde Far.
   Der var allerede tændt lys trådte ind i køkkenet og ved køkkenbordet sad Mor. Hun sad på sin stol, som ellers havde stået tom hele vinteren og røg en cigaret. På bordet lå en pakke grønne Look. Røgen drev langsomt af sted i lyset under køkkenbordslampen. Hun havde sin natkjole på og jeg kunne se en stribe af små blodpletter på den, men hverken hende eller Far lod til at tage sig af dem.
   Hun så så grå, så grå ud, men hun så på mig, og jeg kunne se, at hun genkendte mig. Hun prøvede at smile, men det var, som om smilet ikke kunne trænge gennem hendes forstenede, triste ansigt, og i stedet blev det blot som om hendes øjne sagde til mig: "Jeg er fanget, men jeg er omme bagved et sted, skat. Jeg har ikke glemt dig."
   Far, der havde været henne ved køleskabet og hældt mælk op til mig, kom hen til os og satte glasset på bordet foran mig. Han satte sig tungt ned på sin stol og så på mig med et blik, som rummede mange måneders ensomhed og udmattelse.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/04-2014 22:57 af Morten Vestergaard Jensen (Morten Vestergaard) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3581 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.