Desperationen lyste ud af øjnene på ham,
Det var som om intetheden havde fat i ensomheden omkring ham
Ham som ellers altid havde haft så meget
Gåpåmod, lykke og gode venner
Pludselig så han alt gråt i gråt
Intetheden og ensomheden havde opslugt hinanden,
Lukket op for døren til livets barske realiteter
Hvor desperationen levede og herskede
Og øjnene blev våde og onde
Ham som ellers altid havde haft så meget.
Magtesløsheden lyste ud af ansigtet på ham,
Det var som om tilintetgørelsen havde fat i tomheden omkring ham.
Ham som ellers altid havde haft så meget
Gåpåmod, lykke og gode venner
Pludselig så han alt gråt i gråt
Den tilintetgørende tomhed havde opslugt verden
Lukket op for døren til virkeligheden,
Hvor magtesløsheden levede og herskede
Og ansigtet blev vådt og ondt
Ham som ellers altid havde haft så meget.