1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hende. Drengen plager sin mor om at få en is, og jeg ved, jeg lige er gået forbi en iskiosk, de er på vej i den rigtige retning, styret af lyst.
   -Sikke et fint vejr i dag, siger jeg til dem, og jeg kommer med det samme til at tænke på, at det var bedre i går, men det var ikke helt akavet sagt, trods alt. Moren synes ikke at tage notits af det. Hun smiler til mig, og jeg minder mig selv om, at hun ikke aner, hvem jeg er på vej til at besøge.
   -Du får ikke nogen is, Malte. Det får man ikke hver søndag.
   -I tager i kirke hver søndag. Så kan jeg vel også få en is.
   Is er hans tro, tænker jeg, og jeg smiler for mig selv, inde i mig selv.
   Jeg får øje på en sprøjte i græsset, jeg er på vej til at skråne hen over en park, mit sidste grønne, før besøget. En sommeraften sidste år blev en ung kvinde voldtaget i denne park, hun stoppede sit arbejde i et forsikringsselskab. Hun er blevet pædagogmedhjælper og græder en del nu. Det sker, at jeg tænker på hende, at jeg mærker en trykken for brystet. Alligevel sagde jeg til min psykolog forleden, at jeg har svært ved at føle.
   Ellers en fin morgen. Ægget havde fået tilpas. Blødkogt, men ikke sådan man følte, at et kyllingefoster smeltede på tungen. De spillede Mandy af Barry Manilov i radioen, og jeg var blevet følsom et øjeblik. Det er jo utroligt med det skøre hjerte, måske er jeg overfølsom, måske føler jeg for meget.
   Jeg samler sprøjten op og smider den i skraldespanden, og en ældre dame på en bænk skuler hen mod mig. Hun tror, jeg er junkien. Jeg sender et forsvarsblik mod hende.
   -Jeg samlede bare sprøjten op, siger jeg til hende, og hun vender omgående ansigtet bort. Hun spiser en is, så jeg får ondt af drengen.
   Jeg står her ved en skraldespand og får tiden til at gå. Jeg har aftalt at være der om 10 minutter, og man kommer ikke før tid.
   Jeg sparker til en knastør vante, der ligger ved siden af skraldespanden, og så mærker jeg en utaknemlig bjælke vælte ned mod mit mest følsomme sted i hovedet. Jeg trykker mod min pande. Den forpulede hovedpine, den hjemsøger mig som licensfolk, og de advarer mig ikke, de står der bare, med girokort og smørret smil, taget med bukserne nede. Sidst de var forbi, sagde jeg, at jeg kun vil betale licens, hvis de begynder at vise porno på DR1. De troede, det var en joke. Lo.
   Jeg går hen til kvinden på bænken. jeg kan ikke bære at blive betragtet som en junkie, når jeg ikke er det, og jeg stiller mig foran hende. Min skygge maler hendes marineblå jakke, hun kigger sporadisk op på mig, konspiratorisk, mit blik er stivnet.
   -Du tror vel ikke, at det var min sprøjte, jeg samlede op?
   Hun ryster usikkert på hovedet. Hun har nok dårlige nerver. Det har de fleste kvinder, der sidder for sig selv på en bænk, det samme med mændene, eneste forskel er, at kvinder dulmer med nervemedicin, mændene med øl.
   Jeg får lidt ondt af hende, måske skal jeg bare fortælle, at jeg er junkie, give hende ret. For på et eller andet tidspunkt i hendes liv er der for mange, der ikke har givet hende ret.
   -Jeg tror ingenting, siger hun, og jeg peger hen på det sted, hvor jeg fandt sprøjten.
   -Jeg samlede den op, fordi nogen havde smidt den på græsset. Børn kan jo få hænderne i den, det vil være katastrofalt.
   Hun nikker.
   -Jeg tror ingenting, siger hun.
   Jeg står og kigger på hende. Hun læser i et ugeblad, støtter dårlig journalistik, et blad der skriver en del om andres dårlige nerver, måske lindrer det, hvad ved jeg. Jeg kan ikke finde mere at sige, og jeg går et andet sted hen, hen til en bænk hvor ingen sidder, det er nemmere på den måde, med bænke uden mennesker.
   Jeg nynner Mandy.
   Og så er der gået ti minutter. Nu kan jeg godt gå hen mod adressen, som står på min mobiltelefon. Det er korte beskeder, jeg har heller aldrig været god til at skrive lange. Der er en opgang, og en trykken for brystet. En kort besked tilbage. "Come now".
   Døren klikker, den giver mig et chok, hjertet falder lidt sammen. En tung vejrtrækning der ikke giver sig hen til normaliteten. Øm i knæene, jeg kan ikke gøre for det, kvinder taler direkte til mine knæskaller. Jeg overvejer at lade det være min åbningsreplik, at hun taler til mine knæskaller.
   Trapper op. Jeg begynder at tælle dem, men falder ud af det. Betyder det noget, hvor mange trapper der er? Kommer det tal til at hjemsøge mig, hvis jeg kender det? Jeg er begyndt at trække vejret igen, kigger efter flere sprøjter, som er hele byen fuld af dem, en invasion af sprøjter. Jeg tænker på drengen, der gerne vil have en is. Gad vide, om hun også havde været pædagogmedhjælper engang. Om hun også er blevet voldtaget?
   Døren står på klem. Jeg ser små, tætte øjne blinke inde i en mørk gang. Sprækken er bredere end evnen til at vende om, og jeg bliver suget ind af mørket. Ser det lyse hår, der står frem som et vandfald af guld i en grotte.
   Jeg smiler, hvad andet kan jeg gøre? Jeg vil smile hele tiden, jeg vil fortælle en vittighed, jeg vil elske, lege jeg elsker, og røre. Jeg skal ikke være for hård ved mig selv, jeg skal jo leve videre efter det her.
   -Hallo, siger hun, og hun overspiller måske lidt, jeg kan leve med det. Jeg rækker hende hånden, og det kommer tydeligvis bag på hende.
   -Albert, siger jeg, og det er løgn, jeg kan ikke fortælle mit rigtige navn. Albert er ok, jeg kan ikke finde et bedre navn nu, og hun gentager navnet, men det lyder ikke som Albert. Det lyder snarere som en svært udviklingshæmmet uden sprog, der gentager den samme lyd dag ud og dag ind. A-ba. Sådan lyder det. Men jeg kommenterer det ikke, jeg kan sagtens være A-ba i dag, jeg kan være Jesus, Satan eller Peter Plys for hende, hvis bare hun kan være det, jeg kommer for.
   Jeg er parat til eksperimentet, jeg ser en seng, i et rum døren står åben ind til. På sengen er der klinex. Besøgets afslutning er lagt frem som en forholdsregel.
   -1000, siger hun.
   Jeg tænker, hvad hun kan købe for de penge. Hun kan købe et årskort til sig selv og sin kæreste, hvis hun har en kæreste, til tivoli, og der vel endda være råd til Frit Fald, at springe ud i det blå, og købe is, pommes fritter, øl.
   Jeg tænker på sprøjten, jeg kan ikke udelukke, at jeg skulle have taget sprøjten med op til hende. Hvis det er hendes sprøjte, jeg smed i skraldespanden, tilgiver jeg ikke mig selv. Man kan tage en overdosis for 1000 kroner.
   Men hvorfor skulle hun tage sit eget liv, hun ser gladere ud end mig.
   Jeg giver hende tusinde kroner, jeg har et valg. Jeg kunne gå væk, ud til drengen, ud til sprøjterne og friheden, men jeg står og venter, mens hun går væk med pengene. Hun kan jo ikke sætte dem ned i sin BH, for så ender jeg selv med at få pengene i hænderne igen. Jeg tænker ikke på hovedpinen mere, jeg tænker ikke på voldtægt og pædagogmedhjælperstillingen. Jeg er parat, det er et eksperiment.
   Hun smiler. Hun virker, som kunne hun faktisk blive glad for mig. Jeg ved ikke, om vi deler de samme interesser. Jeg kan godt lide mekanik og motorcykler, og jeg elsker at gå i mørkt tøj. Jeg når ikke at spørge hende om hendes hobbyer.
   -We go in there, siger hun, og hun peger, og jeg går med hende. Bag ved hende, det viser sig de 1000 kroner er på vej til at være en god investering. Der er en røv, det er jo snart 50 procent af det, man betaler for, tænker jeg, og jeg kan se, at hun bærer G-streng. Jeg anede ikke, at jeg havde et problem med G-strenge, men jeg kan mærke, at jeg bliver skuffet, og jeg er sikker på, at vi ikke deler de samme interesser.
   En radio er tændt herinde, og den spiller popmusik. Hvad jeg vil kalde ligegyldig popmusik. Hun nynner med på det, vi vil ikke tage til de samme koncerter, hun kender ikke Mandy. Hun vil fnise, hvis jeg sang åbningen til sangen, det sukkersøde stads:

I remember all my life
   Raining down as cold as ice
   Shadows of a man
   A face throught a window

Hun vil ikke forstå teksten, hun vil bare fnise, forstå ligeså lidt som jeg forstår hendes valg af farve på lagenet. Men det er ikke lagenes, der skal have mig ind i munden.
   Der er et pornoblad. Det får mig til at smile. Skulle man have lyst til at læse i et pornoblad herinde? Det giver ikke mening, som at læse en bog om lystfiskeri, mens man selv står og fisker. Min mor har altid lært mig, at man skal leve i nuet, og derfor smider jeg bladet fra mig. Det er et fravær.
   -You, beautiful, siger hun til mig, og jeg får en tanke, jeg håber aldrig min kone vil elske mig på engelsk.
   -Thanks, siger jeg, og jeg rejser mig op, jeg har opdaget et fint maleri. - You like art?
   Hun fniser, og det er ikke noget, man hører ofte på et kunstmuseum.
   -I like Andy.
   -Andy?
   -Warhol. His fucking crazy. Don't you think?
   Jeg nikker. Hun kan lide gale mennesker. Det er ikke en ting, vi har tilfælles. Jeg trives bedst med de normale.
   Jeg peger på mine strømper.
   -Socks...
   -Yes, that's right... that is your socks...
   Nu fniser hun ikke mere, nu griner hun højlydt, som er de 1000 betalt for et grineanfaldt. Jeg kigger på hendes bryster, for de bevæger sig lidt, og jeg har også betalt for dem, jeg kan kigge på dem uden at blive kaldt for pervers i det her rum, eller netop og blive kaldt pervers. At være pervers har aldrig givet mere mening, end det gør nu.
   -Should I take them off?
   Jeg regnede med, hun var færdig med at more sig, men der tog jeg fejl!
   -I don't want them...
   Hun går hen til mig. Jeg bliver chokeret, jeg skærmer mig ved at vende mig om, og min første tanke er, at jeg ligeså godt kunne have sat ild til de 1000 kroner. Skabt en lille brand og varmet mine hænder på flammerne.
   Hun klemmer på mine baller, og det mærkelige er, at det er i dette øjeblik, jeg føler min kone ånde mig i nakken. Ikke da jeg fortalte moren nede i parken, at det var godt vejr, en spytklat fra byens bedste luder.
   -You nice ass, siger hun, og den kommentar kostede 50 kroner, det tænker jeg, og det er et eksperiment, ikke noget seriøst, nu kan jeg tale troværdigt om prostitution, nu kan jeg indgå i debatten uden at gøre mig klog på noget, jeg slet ikke har nogen kendskab til.
   Jeg kigger rundt på værelset og leder efter sprøjter. Hvis jeg ser en sprøjte, bare én, vil jeg gå min vej, hun skal ikke skyde venerne med coke, hun skal være clean, det er et beskedent krav, og jeg finder desværre ikke en sprøjte.
   -I think I'll take off my socks...
   Sokkerne kommer af, og det har hun ikke noget problem med, kan jeg se, det er ok at tage strømper af, når man er hos en luder, og jeg har skiftet dem i dag. Jeg ved, de ikke lugter, ikke meget i hvert fald, jeg lægger dem på armlænet til en rød lænestol med flosser i kanten og arabiske tegn over det hele. Den ser fin og dyr ud, der kunne meget vel være dyrket analsex i den.
   Vi har en halv time, og jeg lægger strømperne varsomt på armlænet, som et spædbarn i sin krybe, jeg beder hende om at gøre det samme, tage sine strømper af. Jeg kan godt lide at eksperimentere lidt med magt. At beordre hende. Hun smiler, og hun kigger ned på sine bare tæer. Jeg undskylder.
   Hun ryster på hovedet.
   -Ok, you nervous, like child...
   Nu tager hun min jakke af, og den har været billigere end hendes. Hun er den anden kvinde, jeg nogensinde har stået i bare fødder overfor, det er underligt, det skal man vænne sig til. Hun trækker mig ind til sig, hun kysser mig, nu kan jeg mærke hendes tunge, og mit største problem i dette øjeblik er, at jeg begynder at se Tigerdyret bounce afsted for mit indre blik, og det ved jeg ikke, om er normalt.
   Jeg kan ikke spørge hende, jeg ved slet ikke, hvad Tigerdyret hedder på engelsk.
   Pludselig er man nøgen. Man får kolde fødder, og man forlader værelset og griber det første det bedste håndtag, man kan få fat på, og det er håndtaget ud til opgangen. Og så står man derude nøgen. Det hele går stærkt, man når ikke at tænke mig om.
   Jeg kan se, at naboen hedder Lea Thomsen, og hun må gerne lade være med at åbne døren nu. Gad vide om hun ved, hun er nabo til byens bedste luder?
   Jeg er altså her. Med mit tøj derinde. Jeg peger. Og jeg har rørt for meget til at få pengene tilbage, og det er ikke som et indskud til en lejlighed, man får ikke bare noget af det tilbage, efter gulvsliberen har været der.
   Jeg har altså betalt 1000 kroner for at stå nøgen i en opgang!
   Jeg går ned af trapperne. Op igen. Denne gang tæller jeg trinnene, der er 45. Mon det tal vil jagte mig i mine drømme? Så banker jeg på døren igen. Om ikke andet skal jeg have mit tøj tilbage. Det jeg har mistet kan jeg ikke samle op på den flossede lænestol. Hun åbner op, hun smiler på samme måde, som før jeg havde betalt hende penge. Hun er professionel, hun vil faktisk gerne tage mig i munden endnu.
   -Hi, siger hun, og hun er nøgen nu, brugte pausen på at tage al sit tøj af. Måske tror hun, det her er en del af legen? Det ser ud til, at hun fryser lidt, det kunne være en øjeblik af ømhed, ønsket om at varme hende, beskytte hende. Vi kunne sætte ild til de 1000 kroner.
   -Sorry, siger jeg.
   Hun trækker mig ind i soveværelset igen.
   -You stupid man, siger hun, og jeg tænker på Thomas Helmig, for allermest lyst til at nynne hans engelsksprogede sang, og jeg ved, jeg aldrig kan høre den igen, uden at tænke på mit besøg her. Nu er der allerede fem ting, der kommer til at jagte mig: 45, bare fødder, Thomas Helmig, 1000 kroner seddel og en dreng, der ikke må få en is.
   -I don't even know your name, siger jeg.
   -Ah, that's why, siger hun. -My name is Melena.
   -Beautiful name.
   Hun peger på mig.
   -Like you, dear, siger hun, og så er tungen på besøg igen, og jeg giver mig mere til det denne gang, jeg ved jo også, hvor meningsløst det er at stå nøgen ude på gangen. Vi lægger os i sengen. Nu er jeg her, i sengen. Det var en anden seng, jeg vågnede op i. Et andet kys. Jeg ville ønske, det her ikke var bedre, at det ikke gav mening på sin egen subtile måde.
   Vi leger, at vi elsker hinanden. Hun gør det godt, og jeg tænker, at selv min kones fætter Tom er involveret i det her, for jeg kommer måske aldrig til at samle hans knallert, for hvordan skal jeg kunne se min kones familie i øjnene, efter det her blowjob?
   I stedet for at ryge, begynder jeg at græde, og hun tager det sådan set meget pænt. Hun driller mig, mens tårerne bare løber og løber, og hun tager en klinex til mig, de kan bruges til flere ting.
   -You very not happy, spørger hun, og jeg kan ikke snakke om lykke på engelsk, jeg ville ønske, hun var dansk, så ville jeg finde ordene, så ville det stå soleklart, tænker jeg.
   -Men don't cry, I know, siger jeg, og hun kysser en af mine tårer væk. Hun burde få 1000 kroner mere, tænker jeg, for at ramme tåren, før den for alvor rammer mig.
   -It was not that small, dear, siger hun, rækker tungen ud, hun driller, det kan jeg godt lide, jeg er aldrig før blevet drillet af en kvinde, mens jeg græd. Jeg kan ikke lade være med at smile, måske skal man smile, når det hele er ødelagt, det er vel sådan det er, og jeg tager først mine sokker på, som er det dem, jeg er mest bekymret for. De vender med vrangen ud, jeg tager dem på, men en luder kommenterer ikke sådan noget. Hun vil heller ikke sige noget, hvis jeg vendte brillerne omvendt, eller hvis jeg sagde, jeg havde myrdet.
   Stilheden er brutal, jeg ville ønske de spillede Stupid Man i radioen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg kunne nævne, at jeg havde mødt en dreng på vejen, der ikke måtte få en is. Jeg kunne sige så meget, men jeg siger ikke noget. Jeg tager mit tøj på, og hele tiden, når stoffet gnider mod min hud, lyder det som et begyndende jordskælv på Haiti. Jeg kan høre hendes vejrtrækning, den er langsom, fattet, jeg beundrer hendes ro.
   Min vejrtrækning forbereder sig på et stød.
   Jeg har tøjet på. Jeg tjekker, at jeg har fået det hele med, for jeg kan ikke hente glemte klæder, som jeg gør det, når jeg glemmer en taske i bussen eller en trøje i byen. Glemmer man en mobiltelefon hos en luder, køber man en ny. Det samme gælder et pas, dankort.
   -Bye, siger jeg.
   -You sweet, siger hun, og det er det sidste, jeg hører hende sige, jeg vil aldrig se hende igen, måske vil hun finde lykken i hendes hjemland, Polen, få mand og familie, aldrig sende mig en tanke. You sweet. En lille gave, de sidste halvtreds kroner af min betaling. Det sidste flig af sødme fra byens bedste luder. Jeg ved, det aldrig vil blive det sidste, jeg hører min kone sige, uanset hvad.
   Jeg går ud på gaden, jeg ser mig omkring. Det er jo søndag, der er et par familier, der er ude og gå, de smiler til mig, og jeg overvejer at spørge, hvordan de ikke kan se det. Er I blinde? Er jeg verdens bedste skuespiller. Jeg har jo smadret min verden, hvordan kan I gå rundt og snakke om påskeferien i Dressden!
   Det er et eksperiment. Jeg leger bare, tænker jeg, og jeg krydser parken. Jeg ser ikke flere sprøjter, bydelen er mere ren, end jeg opfangede tidligere, jeg havde forestillet mig slum, forestillet mig en verden i forfald. Junkier kan tælles på en hånd heromkring. Måske var hun slet ikke junkie. Måske ville hun bruge de 1000 kroner på et falsk pas til hendes familie, sådan de kan komme til landet, få et godt liv, og hun vil give dem den ømhed, som kysset der sprængte min tåre bar med sig. Måske er det mig, der er den største junkie?
   Damen på bænken er væk. Men moren med sin søn sidder i parken, og drengen har fået sin is. I det øjeblik jeg ser isen, falder jeg sammen og sætter mig på en bænk uden mennesker, det er jo nemmere på den måde.
   Jeg kan ikke få mit blik væk fra drengen. Han har fået en is, tænker jeg, han har for helvede fået sig en is, mens hun fik mig i munden. Den ser god ud, smagfuld, tyk lag chokolade, mandler. Hans hage er helt farvet af chokoladen, han ser glad ud. Gladere end moren, gladere end luderen.
   Hvis bare han ville komme herhen, give mig et knus, jeg ville gøre alt for det, jeg sidder og venter på ham i over en time. Jeg venter også på ham, efter de er gået hjem for at gøre klar til aftensmad og filmhygge. Jeg sidder og venter, mens de bygger deres nødvendige skal omkring sin familie, og der er ikke længere nogen luder, der kan kysse mine små tårer væk, der kilder mig på højre kind.
   Jeg ser det for mig, at jeg tænder ild til en 1000-kroner-seddel. Flammerne. Varmen.
   Og så går jeg hjem. Jeg har naturligvis en kone, der hedder Annette, som er socialrådgiver for psykisk syge, og som laver Sushi i aften, kvalitetsvarer betyder noget for hende. Hun er lidt et luksusdyr, og hun ved, at jeg har brug for at køre mine ture på motorcyklen, koble af, at jeg har brug for at bruge tid i værkstedet.
   Jeg har naturligvis et barn, tragedien vil ingen ende tage, en datter, hun hedder Mille. Hun har mistet sin fortand i går, fordi hun snublede over en bamse, Tiger-Dyret, og jeg samlede hende op. Hun tror, jeg altid vil samle hende op, og jeg kan stadig løfte hende op i mine arme.
   Jeg træder ind over dørtærsklen. De tunge vejrtrækninger sprænger et slag over. Bare der ikke er nogen hjemme, jeg vil være alene, se Champions League, have fødderne ned i sæbevand, spise en pose Familie Guf og gå i seng, alene.
   -Hej far, siger Mille, og hun omfavner mig, som har jeg været væk i flere uger. Det har jeg på en måde også. Jeg holder om hende, mærker hendes varme, en anden varme. Jeg tænker på, hvad hun kunne bruge de 1000 kroner til.
   -Mor er i gang med Sushi i køkkenet, siger Mille, jeg går med hende ud i køkkenet. Der står min smukke kone, hun har klædt sig ud til mere end aftensmad, kan jeg se, det kunne være blevet en god aften for os alle.
   -Hej skat.
   -Hej, siger jeg, jeg kan ikke presse skat ud af min mund. Det vil ikke ud. Skat blev tilbage på værelset med den flossede lænestol.
   -Du har haft besøg i dag. Af en ældre mand. Han har åbenbart købt en knallert, han gerne vil have dig til at gøre flot. Den var også virkelig grim!
   Jeg lytter med et halvt øre. Det eneste jeg tænker på er, om jeg nogensinde kommer til at kalde min kone for skat igen. Og naturligvis vil jeg arbejde med mandens knallert, bruge tid på den, male den, gøre den flottere end den handling, der vil holde mig søvnløs hele natten.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/05-2014 09:57 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3803 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.